FAKTA: De seneste års værste masseskyderier i USA
20 personer er dræbt i et skyderi i Texas. Få et overblik over de seneste års masseskyderier i USA.
USA har de senere år været ramt af flere masseskyderier.
Senest er mindst 20 personer dræbt i et skyderi i et butikscenter i El Paso i delstaten Texas lørdag. Netop Texas har flere gange været ramt af masseskyderier.
Politiet har identificeret og anholdt en mistænkt.
Læs her om nogle af de seneste års mest dødbringende masseskyderier i USA:
2019:
3. august: Lørdag formiddag lokal tid begynder en mand at skyde omkring sig med et automatvåben i en Walmart-butik i El Paso. Politiet anholder en 21-årig mand, som menes at stå bag skyderiet, der koster mindst 20 livet.
Maj: 12 mennesker bliver dræbt af skud i en offentlig bygning i delstaten Virginia. Den formodede gerningsmand bliver dræbt af skud under ildkamp med politifolk.
2018:
November: Ian David Lon skyder og dræber 12 mennesker på en countrybar i Thousand Oaks i Californien, før han tager sit eget liv. Lon var en amerikansk krigsveteran, der havde været udsendt til Afghanistan.
Oktober: Robert Bowers er anklaget for at skyde og dræbe 11 mennesker i en synagoge i Pittsburgh, Pennsylvania. Det er det dødeligste angreb på jøder i USA nogensinde.
Maj: Dimitrios Pagourtzis åbner ild på Santa Fe High School i Santa Fe i Texas. Den 17-årige dreng skyder og dræber otte elever og to lærere.
Februar: Den 19-årige Nikolas Cruz skyder og dræber 17 elever og ansatte, da han med en halvautomatisk riffel åbner ild på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida.
2017:
November: 25 personer og et ufødt barn mister livet, og 20 andre bliver såret, da Devin Patrick Kelley åbner ild mod en kirke i Sutherland Springs i Texas.
Gerningsmanden bliver efterfølgende fundet død.
Oktober: Den 64-årige Stephen Paddock skyder mod flere tusinde koncertgængere fra sit hotelværelse i Las Vegas.
58 personer bliver dræbt, og 546 andre bliver såret i angrebet. Gerningsmanden begår selvmord efter angrebet, der er det blodigste i nyere amerikansk tid.
2016:
Juni: 49 mennesker bliver dræbt, da 29-årige Omar Saddiqui Mateen skyder omkring sig på Orlando-natklubben Pulse i Florida, der fortrinsvis bliver besøgt af homoseksuelle.
Gerningsmanden bliver dræbt, da politiet rykker ind for at befri de gidsler, han har taget.
2015:
December: Ægteparret Syed Rizwan Farook og Tashfeen Malik åbner ild mod en forsamling af medarbejdere på Inland Regional Center i byen San Bernadino i Californien. 14 personer mister livet.
2012:
December: 20-årige Adam Lanza skyder først sin mor, før han dræber 20 elever og lærere på Sandy Hook Elementary School i Newtown i Connecticut.
De fleste af de dræbte elever var mellem seks og syv år gamle.
Kilder: Time, NBC News, CNN Library, Vox.com, AFP, AP og KDKA.