Udland

Belgisk kongefamilie bliver tysk igen

Belgiens kongehus fjernede sine tyske aner fra navn og våbenskjold efter 1. Verdenskrig - men nu kommer det tilbage i en ny og forbedret version.

Knap 100 år efter, at den belgiske kongefamilie fjernede resterne af sin tyske afstamning fra efternavn og våbenskjold i kølvandet på 1. Verdenskrig, er den nu klar til at vedkende sig sit ophav igen og har genoptaget det gamle våbenskjold - med én fornyelse.

Det skriver the Guardian.

Kongefamilien lavede i 1920 deres navn om til van België, de Belgique eller von Belgien på landets tre officielle sprog, da der efter krigen var en voldsom modvilje mod alt tysk.

Den tyske hær havde taget livet af mere end 6000 belgiere under invasionen i 1914, der i landet blev kendt som "viol de a Belgique" eller på dansk "voldtægten af Belgien".

Så Kong Albert 1. fjernede både det tyske navn fra det belgiske kongehus og deres tyske herkomst fra det kongelige våbenskjold.

Men nu har hans oldebarn, Kong Philippe af Belgien, genoplivet det gamle våbenskjold med referencer til den tyske fyrsteslægt Sachsen-Coburg og Gotha. Til forskel fra tidligere er inskriptionen dog nu på alle landets tre officielle sprog.

Flere kongehuse vendte ryggen til Tyskland

Historiker Mark Van den Wijngaert fra Det Katolske Universitet i Bruxelles kan sagtens forstå kongehusets beslutning kort efter 1. Verdenskrig.

- Men nu er det 100 år senere, og vi lever i tæt kontakt med Tyskland og sidder sammen med dem i EU og NATO, siger han til avisen De Standaard.

- Og selvom familien begyndte at kalde sig 'fra Belgien', er de jo oprindeligt fra det tidligere hertugdømme Sachsen-Coburg og Gotha, forklarer Mark Van den Wijngaert.

De belgiske og britiske kongehuse er begge grene af samme slægt. Briterne gjorde som belgierne, og kongefamilien tog i 1917 navnet Windsor.

Men det gjorde den danske kongefamilie ikke. Modsat de to andre kongehuse i Europa har det danske kongehus, der er af den Glückborgske slægt (slægten har sit navn efter Lyksborg Slot ved Flensborg Fjord), aldrig vendt ryggen til dets tyske aner. Selv ikke efter 2. Verdenskrig, hvor landet var besat.

- Det gjaldt om at holde sammen

Danmark var ikke med i 1. Verdenskrig, men blev draget ind i 2. Verdenskrig, da den tyske hær trådte over den danske grænse og besatte landet 9. april 1940.

- Det var en strategi fra regeringen og kongehuset, at man skulle samarbejde med tyskerne, og derfor ville det være signalforvirring, hvis man overlagt begyndte at kalde kongehusets slægt noget andet end dets tyske navn, siger historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Og selvom hadet mod tyskerne stak dybt i den danske befolkning efter krigen, og der blev demonstreret i gaderne, bevarede kongehuset forbindelsen til det tyske ophav.

- Der var det officielle Danmark foran befolkning og klar over, at hovedfjenden nu var østblokken med det kommunistiske Sovjetunionen i spidsen og ikke tyskerne, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Derfor gjaldt det om at holde sammen i Vesteuropa og sammen med det Vesttyskland, der var blevet oprettet i 1949, og man var meget interesseret i at få samarbejdet i NATO og det senere EU til at fungere.