Udland

Danske turister advares efter eksplosioner i Bangkok

Flere mindre eksplosioner har ramt Bangkok, hvor diplomater fra flere stormagter deltager i et topmøde.

Der har været mindst seks mindre eksplosioner i Thailands hovedstad, Bangkok, tidligt fredag morgen dansk tid.

Det rapporterer flere lokale medier, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tre personer meldes såret.

Det danske udenrigsministerium har fredag morgen ændret deres rejsevejledning om Bangkok på baggrund af eksplosionerne og opfordrer nu folk til at holde sig væk fra de ramte områder.

Eksplosionerne er sket, mens Bangkok er vært for topdiplomater fra blandt andet Kina, USA og andre stormagter, der deltager i et topmøde i byen.

Blandt andre USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, deltager i mødet, der er arrangeret af de sydøstasiatiske landes organisation, Asean.

Regeringsbygning ramt

To eksplosioner har ramt i nærheden af to togstationer i den thailandske hovedstad.

Derudover skal to eksplosioner have ramt ved en regeringsbygning i udkanten af byen.

- Bomberne i disse to områder var hjemmelavede og udløst af en timer, siger politichef Kamtorn Uicharoen.

Yderligere en bombe skal være eksploderet ved området Suan Luang, oplyser han.

Vicepremierminister Prawit Wongsuwan oplyser til nyhedsbureauet AP, at politiet har anholdt to mistænkte i sagen.

Han siger, at gerningsmændene har forsøgt at skabe "en situation".

Premierminister fordømmer angreb

Thailands premierminister, Prayuth Chan-ocha, fordømmer angrebene og vil øjeblikkeligt lancere en efterforskning af sagen.

- Angående bomberne denne morgen vil jeg fordømme dem, der har skabt denne situation, som ødelægger freden og skader landets omdømme, skriver han på Twitter.

- Jeg har instrueret embedsmænd til omgående at tage sig af befolkningens sikkerhed og af de ramte.

Der er tidligt fredag morgen ikke nogen, der officielt har taget skylden for eksplosionerne.

Torsdag fandt politiet to falske bomber uden for politiets hovedkvarter i det centrale Bangkok i nærheden af det sted, hvor Asean-topmødet afholdes.

Topmødet blev ikke afbrudt. Lokale medier citerede politiet for, at to personer skulle være anholdt i forbindelse med fundet af de falske bomber.