Udland

USA fastholder militærøvelse i Sydkorea trods nordkoreanske missilaffyringer

USA og Sydkorea har planlagt at lave en millitærøvelse sammen  i august.

Ifølge Trumps sikkerhedsrådgiver har Nordkorea ikke brudt nogle løfter til USA ved at prøveaffyre missiler.

USA vil holde fast i militærøvelse med Sydkorea trods trusler fra Nordkorea.

Det oplyser en højtstående amerikansk forsvarskilde natten til torsdag dansk tid til nyhedsbureauet Reuters.

Militærøvelsen skal efter planen afholdes på Den Koreanske Halvø i august.

- Der er ingen justeringer eller ændringer i planen, som vi er klar over eller planlægger, siger den amerikanske embedsmand, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

Flere prøveaffyringer

Nordkorea har de seneste to uger lanceret en række prøveaffyringer af missiler, hvilket tilsyneladende er et forsøg på at presse USA og Sydkorea til at droppe de fælles militærøvelser.

Den amerikanske præsident Donald Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, mener dog ikke, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, bryder et løfte med de seneste missiltests.

Det siger Bolton i et interview med Fox Business Network natten til torsdag dansk tid.

- Prøveaffyringerne af missiler bryder ikke med løftet, som Kim Jong-un har givet præsidenten (Trump, red.) om interkontinentale ballistiske missiler, siger han.

Forhandlinger ikke genoptaget

Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump, har mødtes tre gange over det seneste år.

Det skete sidst i slutningen af juni, og her blev de to ledere enige om, at forhandlinger om det nordkoreanske missilprogram skulle genoptages i "de kommende uger".

Men det er endnu ikke sket.

- Vi bliver nødt til at spørge, hvornår det virkelige diplomati begynder, siger Bolton i interviewet.

- Hvornår vil arbejdsdiskussionerne om atomnedrustningen begynde, som Kim Jong-un igen 30. juli sagde, at han var klar til at gå i gang med? Vi venter stadig på at høre fra Nordkorea.

Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau KNCA overværede Kim Jong-un prøveaffyringen onsdag, hvor en ny type missil blev testet.

Testen verificerede kampeffektiviteten af et system, som ifølge Nordkoreas leder vil "blive en uundgåelig lidelse for de styrker, som våbnet rettes mod", skriver KNCA natten til torsdag dansk tid.