To tilbageholdte danskere havde fanget op mod 40 sjældne sommerfugle
Yderst sjældne sommerfugle af samme art kan sælges på nettet for op til 1000 kroner.
Det er på alle tænkelige måder ulovligt at fange den yderst sjældne Apollo-sommerfugl i Norge.
Men to danske mænd blev mandag taget i de norske fjelde af det lokale politi med i omegnen af 35 til 40 sommerfugle på sig.
Det skete i området i Gjendebu ved Jotunheimen i det sydlige Norge. Her havde det lokale politi modtaget efterretninger om, at de to danskere gik rundt i fjeldet og fangede sjældne sommerfugle.
Det er strafbart at indfange truede dyrearter som Apollo-sommerfuglene, og faktisk kalder man den slags fangst af truede dyrearter for faunakriminalitet.
Ulovlig dyrehandel på det sorte marked
Norsk politi bekræfter over for TV 2, at man har afhørt to danske mænd, men kan ikke oplyse de to mænds alder. De to mænd er ikke i politiets varetægt længere, men kan forvente en form for strafreaktion, lyder det videre fra politiet.
Der er ingen tvivl om, at norsk politi tager den slags alvorligt. Ulovlig import og eksport af sjældne og truede dyrearter foregår på et sort marked, hvor der kan være store summer at tjene.
I skrivende stund vides det ikke, hvad de danske mænd havde til hensigt at gøre med de indfangede sommerfugle, men lige præcis den norske underart af Apollo-sommerfuglen er uhyre sjælden. Det fortæller seniorbiolog Thor Hjarsen fra WWF Verdensnaturfonden:
- At indfange 35 til 40 af denne sjældne type sommerfugl tyder på en mere end almindelig interesse for sommerfuglene, siger han.
For i sommerfuglemiljøet ved alle, at der er tale om en "meget sjælden ikonisk og fredet" art:
- Så hvis det er uvidenhed, så er det ret utroligt, siger Thor Hjarsen.
Kan koste op til 1000 kroner
Apollo-sommerfuglen er en stor, hvid sommerfugl, der har karakteristiske sorte pletter. Den har også enkelte røde pletter på bagvingen. Lige præcis den norske underart er meget sjælden. Arten optræder også i den såkaldte Washington-konvention, som har til hensigt at forhindre international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.
Thor Hjarsen har gennem norske sommerfugleentusiaster ladet sig fortælle, at samlere vil betale op til 1000 kroner for en enkelt Apollo-sommerfugl fra Norge.
Han har ikke overblik over omfanget af faunakriminaliteten inden for sommerfugle, men mener, at sagen med de to danskere viser, at der må være et sort marked, hvor de truede dyrearter kan afsættes.
- Det foregår under overfladen. Og det viser, at faunakriminalitet også er et problem i Danmark, siger han.
Kæmpe marked for ulovlig handel
Havde de to danskere rejst tilbage til Danmark med de truede sommerfugle på sig, så ville det også udløse en stor bøde fra de danske myndigheder. Man skal nemlig have en helt særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen, hvis man overhovedet skal være i besiddelse af sommerfuglen herhjemme.
Arten er på Miljøstyrelsens liste over såkaldte "dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse".
Ifølge WWF Verdensnaturfonden er faunakriminalitet i det hele taget et stort problem på globalt plan. Den ulovlige handel med sjældne dyrearter er ifølge organisationen den fjerdestørste form for kriminalitet efter narkotika, menneskesmugling og kopivarer. Organisationen anslår, at der handles truede dyrearter for i omegnen af 122,8 milliarder kroner hvert år.
Udenrigsministeriet oplyser til TV 2, at man på nuværende tidspunkt ikke har været involveret i sagen om de to danske sommerfuglefangere.