Udland

Mand menes død - frygtes omkommet i voldsomt jordskred

En 50-årig forventes at være omkommet, efter at hans bil blev revet med af et voldsomt jordskred.

Voldsom regn har medført oversvømmelser og jordskred i det vestlige Norge.

I en pressemeddelelse sidst på eftermiddagen onsdag oplyser norsk politi, at en savnet 53-årig nu formodes omkommet.

- Det er en vurdering foretaget på baggrund af omstændigheder og den tid, der er gået siden han blev meldt savnet, siger Wenke Hope fra norsk politi til VG.

Et vidne, der stod på den anden side af Jølstervannet, hvor manden forsvandt, bekræfter at bilen kørte ind i skredet, da det var på sit mest voldsomme.

Indtil videre er eftersøgningen i området foregået med båd og helikopter, men uden held.

Mangler kontakt til flere

Kort før klokken 13 onsdag meldte lensmand Dag Fiske, at man stadig manglede at få kontakt til 10 personer i området. Det er senere onsdag aften lykkedes at få kontakt til alle - pånær den formodede omkomne mand.

Politiet oplyser, at opklaringsarbejdet er besværliggjort, fordi mobilnettet er nede.

Myndighederne har desuden indført et flyveforbud i det ramte område for at sikre redningsindsatsen fra luften, hvor både fly og helikoptere deltager.

Ramte tirsdag aften

Jordskreddet ramte lidt før klokken 21 tirsdag aften nær søen Jølstervannet.

Store nedbørsmængder førte til jordskred flere steder på E39 mellem Skei til Moskog i Jølster tirsdag aften.

I timerne efter blev 150 personer evakueret fra kommunerne Jølster og Førde. Flere af evakueringerne blev foretaget med både, fordi vejene er blokeret af jordskred.

Samfundssikkerhedsminister Ingvil Smines Tybring‐Gjedde betegner ifølge VG situationen som dramatisk.

På grund jordskredet er sigtbarheden i Jølstervannet stadig så grumset, at det ikke er muligt at sende dykkere ned for at lede efter den savnede. På grund af faren for nye skred, er det heller ikke forsvarligt at udføre redningsarbejde til fods.

- Vi afventer en melding fra geologer om, hvornår det er sikkert igen at bevæge sig ind i området, siger det lokale politi.

Det voldsomme skred i Jøster er en stor overraskelse for borgmesteren. Situationen er lige nu uoverskuelig, men de knokler stadig for at få et overblik. Det bliver forhåbentligt nemmere når regnen stopper.