Trumps seneste Twitter-tirader sætter Demokraterne i et dilemma

16x9
Når der tweetes fra præsident Trump, er kampen om, hvem der skal have fire år mere i Det Hvide Hus, i fuld gang - også selvom det ikke er hans direkte modstandere, han går efter. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix

Yderligere ideologisk og identitetspolitisk splittelse skal sikre Trump fire år mere i Det Hvide Hus.

Det er nærmest ved at blive en weekendtradition, at USA's præsident bruger sin weekend på at tordne imod farvede demokratiske kongresmedlemmer.

For to weekender siden langede præsidenten ud efter fire farvede kvindelige demokratiske kongresmedlemmer. I en række racistiske tweets opfordrede Trump dem til at rejse tilbage til deres oprindelseslande, selvom tre ud af de fire var født i USA, og de alle sammen havde amerikansk statsborgerskab.

I den forgange weekend angreb Trump så det sorte kongresmedlem Elijah Cummings og opfordrede demokraten til at forbedre forholdene i sit "rotte- og graverinficerede valgdistrikt".

Cummings er født i byen Baltimore i delstaten Maryland og har siden 1996 repræsenteret delstatens 7. distrikt i Repræsentanternes Hus. Demokratens valgdistrikt har mere end 50 procent sorte indbyggere og er ifølge Trump "et farligt og uhumsk distrikt", som "intet levende væsen ville ønske at leve i".

I realiteten er distriktet faktisk en blandet landhandel, der kæmper med høj kriminalitet, men også er et af USA's rigeste og mest veluddannede distrikter, hvor mere end halvdelen af indbyggerne er sorte.

Præsidentens kritik kom i kølvandet på, at Cummings blandt andet havde kritiseret forholdene i migrantlejrene ved grænsen mellem USA og Mexico. I skrivende stund har Trump skrevet 13 tweets i de forgange to døgn, hvor han kritiserer demokraten i skarpe vendinger.

Inspireret af Fox News-indslag

Som sædvanlig har journalister og analytikere forsøgt at afkode, hvad præsidenten mon forsøger at opnå med sine tirader på Twitter. Det vender vi tilbage til om lidt, men lad os først se på, hvorfor præsidenten en lørdag mon følte trang til at gå efter netop Elijah Cummings.

Symbiosen mellem Trump og tv-stationen Fox News har været en af de mest opsigtsvækkende elementer i forretningsmandens præsidentskab og genstand for megen opmærksomhed i USA. Også i dette tilfælde har der åbenbart været tale om, at præsidenten reagerede på et indslag på netop Fox News. Tiraderne mod Elijah Cummings kom nemlig i kølvandet på, at Fox News havde kørt et indslag om demokratens distrikt. Det er svært at overdrive, hvor vildt det er, at en tv-station på denne måde tilsyneladende kan formå at sætte en politisk dagsorden, fordi en af stationens mest trofaste og lydhøre seere er USA's præsident.

Demokraternes dilemma

Uagtet præsident Trumps inspiration sætter tiraderne Demokraterne i et dilemma. Som beskrevet i sidste uge er Trumps konfrontatoriske tweets en del af en større strategi, der skal dirigere valgkampen hen imod et præsidentvalg i identitetspolitikkens tegn. Målet med denne strategi er at mobilisere flere hvide arbejderklassevælgere i særligt Rustbæltet, der var medvirkende til at sende Trump i Det Hvide Hus i 2016.

Demokraternes dilemma ligger i, i hvor høj grad partiet skal respondere på de mange racistiske og aggressive tweets. Skal Demokraterne hoppe ned i mudderpølen til Trump og gå i infight? Eller skal partiet ignorere dem og insistere på at tale om den politiske platform fremfor at bruge tid på personangrebene?

Svaret er sværere at finde end som så.

Ved at ignorere Trumps tirader gør Demokraterne sig angribelige overfor kritikken fra dele af vælgerbasen, at man lader USA's præsident slippe af sted med normbrydende adfærd og racistiske tilsvininger.

Men omvendt befinder partiet sig også midt i en ideologisk borgerkrig og primærvalgkamp, hvor der er dyb uenighed om den politiske profil frem mod næste års præsidentvalg. Der er det trods alt nemmere at samle sig om en fælles fjende, der på nederdrægtig vis angriber partifællerne, end at blive enige om et politisk program.

Trump vil definere Demokraterne

Et vigtigt led i præsident Trumps tirade-strategi er, at Demokraterne skal defineres som et parti domineret af socialister og USA-hadere, der hverken formår eller går op i at forbedre forholdene for den menige (hvide) amerikaner.

Det var netop fokuset på jordnære emner som sygesikring og jobskabelse, der var medvirkende til, at partiet vandt en stor sejr ved midtvejsvalget sidste år. Omvendt var de første demokratiske tv-debatter i den forgangne måned karakteriseret ved, hvor venstredrejet diskussionen er blevet. Står det til præsident Trump, skal Demokraterne altså helst blive synonym med tv-debatternes udgave frem for med midtvejsvalgudgaven.

Race spiller en rolle

Ligeledes skal man heller ikke tage fejl af, at race og geografi spiller en rolle i præsidentens strategi.

Både for to uger siden og i den forgange weekend angreb præsidenten oppositionspolitikere, der tilhører etniske minoriteter med formuleringer, der har tydelige racemæssige associationer med rod i amerikansk historie. Hvor det for to uger siden var fire farvede kvinder, der er blandt de mest venstreorienterede og kontroversielle demokratiske politikere, der stod for skud i en række racistiske tweets, blev det denne gang den afroamerikanske Cummings tur.

Det er påfaldende, hvornår præsidenten bruger ordet "inficeret" som fornærmelse: Det har været tilfældet om ebolaramte lande i Afrika, sorte demokratiske kongresmedlemmers valgdistrikter, farvede demokratiske kongresmedlemmers fædrelande, brutale bandemedlemmer af primært latinamerikansk herkomst og demokratisk regerede amerikanske delstater.

Ligeledes er det påfaldende, at Donald Trump har en lang historik med at angribe særligt sorte politikere og meningsdannere, mens præsidenten til gengæld er meget sparsommelig i sin kritik af landlige distrikter befolket af primært hvide arbejderklassevælgere. Og apropos det landlige USA, så tordner Trump – ligesom Fox News-værten Tucker Carlson – netop ofte imod de større byer, der typisk har en demokratisk borgmester. Dette er yderligere med til at fremme kløften mellem by og land, som er endnu en central skillelinje i amerikansk politik i disse år.

Et strategisk sats

Hvorvidt tirade-strategien lykkes, er uvist. Det er som bekendt hverken Cummings eller de fire venstreorienterede kongresmedlemmer, der stiller op til at blive Demokraternes næste præsidentkandidat – og dermed Trumps direkte modstander – næste år.

Derfor er der da også en vis ironi i, at tiraderne kommer, bare få dage inden at Demokraternes anden tv-debat løber af stablen i Detroit i morgen og i overmorgen. Men det kommer næppe til at forhindre Trump i at fortsætte med at italesætte det kommende præsidentvalg som et valg mellem to klart definerede ideologiske og identitetspolitiske modsætninger.

Tværtimod.

Med andre ord er der sket en del, siden præsidenten i marts 2017 tweetede om sit møde med Elijah Cummings i Det Hvide Hus og udtrykte sin begejstring over den "gode diskussion", de to havde haft.