Udland

Italiensk politi efterforsker lækket foto af drabsmistænkt teenager

Mindehøjtidelighed for den dræbte betjent.

Den italienske premierminister langer ud efter kritikere af politiet.

Et lækket foto af den ene af de amerikanske turister, der er sigtet for drabet på en italiensk betjent, får nu italiensk politi til at efterforske i egne rækker.

Billedet blev søndag offentliggjort i den italienske avis Corriere Della Sera. Det viser den ene af de to drabssigtede teenagere siddende på en politistation iført håndjern og med bind for øjnene.

Det er taget umiddelbart efter anholdelsen af de to 19-årige amerikanere. De blev fredag anholdt og sigtet for at have knivdræbt den 35-årige politibetjent Mario Cerciello Rega i forbindelse med en strid med en narkopusher i Rom.

Den øverstkommanderende for de italienske gendarmer kaldte over for den italienske avis episoden for "uacceptabel" og lovede en intern undersøgelse af omstændighederne omkring billedet.

Få timer senere lykkedes det den interne undersøgelse at fastslå identiteten på den ansvarlige betjent. Han er nu fjernet fra aktiv tjeneste, mens anklagemyndigheden skal tage stilling til, om der skal tages disciplinære skridt mod betjenten.

De interne efterforskere arbejder fortsat på at fastslå, hvem der har taget og lækket billedet.

Kun én at græde for

TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, forklarer fra Rom, at billedet splitter den italienske offentlighed.

- De etablerede centrum-venstre-medier kalder billedet 'chokerende'. La Repubblica har endda sammenlignet det med billederne fra Guantanamo-basen. Omvendt er der politikere, som bestemt ikke har ondt af teenageren, siger Eva Ravnbøl.

Hun henviser til indenrigsminister Matteo Salvini, der søndag kommenterede billedet af den drabssigtede mand i et tweet direkte henvendt "til dem, som klager over, at en anholdt har fået bind for øjnene", som indenrigsministeren skrev.

- Det eneste offer, vi skal begræde, er en mand, en søn, en ægtemand på 35 år, en politimand, en der tjente sit fædreland, og som blev slået ihjel i tjenesten af nogen, som, hvis de bliver kendt skyldige, kun fortjener at tilbringe resten af livet i fængsel. Hvor de skal arbejde, skrev Salvini.

Billedet har i løbet af søndagen spredt sig til amerikanske medier, der blandt andet henviser til sagen om amerikanske Amanda Knox, der nåede at blive dømt og frikendt to gange for det samme drab i Italien, indtil hun endelig blev frikendt af den italienske højesteret otte år efter drabet.

- Det forløb har virkelig sat sine spor i den amerikanske tillid til det italienske retssystem. Set i det lys er det her billede meget lidt kønt for det italienske politi, siger Eva Ravnbøl, der dog understreger, at italiensk politi i sagen om den dræbte betjent fandt mordvåbnet på de to turisters hotelværelse.

En strid om 750 kroner

Knivdrabet fandt sted i de tidlige morgentimer fredag. Ifølge italiensk politi havde de to amerikanske turister stjålet en taske fra en narkopusher i forbindelse med en strid om en handel.

De to teenagere krævede, hvad der svarer til omkring 750 kroner og et gram kokain for at levere tasken tilbage til pusheren. Da de dukkede op for at udveksle tasken med pengene, var to civilklædte betjente også til stede.

Den ene, Mario Cerciello Rega, blev stukket elleve gange med kniv.

Mandag skal Rega begraves. Begravelsen finder sted i den samme kirke, som Rega blev gift i for godt en måned siden.