Boris Johnson stormer mod et hårdt Brexit – og håber, at EU blinker først

Et ”Brexit-krigsråd” skal sikre, at Storbritannien forlader EU senest 31. oktober.

Den nye britiske premierminister, Boris Johnson, har lovet at levere Brexit - og det løfte har han tænkt sig at overholde inden næste Brexit-deadline, som er den 31. oktober.

For at lykkes med den mission har Johnson valgt at strømline processen og sætte tempo på.

Han har samlet et kabinet af overbeviste Brexit-tilhængere. Ikke sådan nogen, der siger ”på den ene side og på den anden side”

Ulla Terkelsen, Korrespondent, TV 2

I stedet for at lade ansvaret for Brexit-forberedelserne høre under flere forskellige ministerier har Johnson nedsat en form for krigsråd bestående af seks personer, skriver The Sunday Times.

Udenrigsminister Dominic Raab, finansminister Sajid Javid, brexitminister Stephen Barclay, justitsminister Geoffrey Cox og Michael Gove, der er minister med ansvar for at forberede et "no deal-Brexit", skal fremover sammen med Johnson selv udstikke retningen for briternes afsked med EU.

Boris Johnsons første møde med sit ministerhold.
Boris Johnsons første møde med sit ministerhold. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

De seks personer har alle det til fælles, at de ikke vil udelukke et "no deal-Brexit". Også kaldet et hårdt Brexit.

Det samme gør sig i store træk gældende for resten af regeringen.

- Han har samlet et kabinet af overbeviste Brexit-tilhængere. Ikke sådan nogen, der siger ”på den ene side og på den anden side”, siger TV 2s korrespondent, Ulla Terkelsen.

The Sunday Times rapporterer også, at Boris Johnsons rådgiver, Dominic Cummings, har sagt til et møde i Downing Street 10, at han er blevet bedt om at levere Brexit "med alle tænkelige midler”.

Dominic Cummings er hovedmanden bag Vote Leave-kampagnen tilbage i 2016 forud for folkeafstemningen, hvor briterne stemte for at forlade EU.

De britiske ministre er desuden blevet bedt om at forberede et nødbudget til et hårdt Brexit, der skal være klar i den anden uge i oktober.

Aftalen, som ikke er blevet godkendt

Den britiske regering og EU har faktisk en udtrædelsesaftale på plads, der vil forhindre et hårdt Brexit. Den er næsten 600 sider lang og har taget to år at udarbejde. Den bliver også kaldt skilsmisseaftalen, Brexit-aftalen eller bare Theresa Mays aftale.

Aftalen blev færdigforhandlet sidste år i november og indeholder en plan for, hvordan Storbritannien forlader EU gradvist over de næste to år, hvor der blandt andet skal forhandles nye handelsaftaler.

Men aftalen er ikke blevet vedtaget i det britiske parlament. Den er i stedet blevet nedstemt tre gange og endte med at koste Theresa May posten som premierminister.

Parlamentet har efterfølgende vedtaget, at Storbritannien ikke skal forlade EU uden en aftale.

Der er ikke mere ”hvis”, ikke noget ”men”, ikke mere forsinkelse. Brexit kommer til at ske

Michael Gove, Ansvarlig for no deal-forberedelserne i den britiske regering

Kan ikke længere ”sende maden retur”

Det til trods har Michael Gove fået en plads i regeringen med ansvar for at forberede netop det.

I dag skriver Gove i en klumme i The Sunday Times:

- Der er ikke mere ”hvis”, ikke noget ”men”, ikke mere forsinkelse. Brexit kommer til at ske.

- Med en ny premierminister, en ny regering og en klarhed i missionen kommer vil til at forlade EU 31. oktober. Også uden en aftale. Vi forbereder os på alle eventualiteter, skriver Michael Gove.

Boris Johnson sagde i sin allerførste tale som premierminister, at han ville genforhandle skilsmisseaftalen med EU eller forlade EU uden en aftale.

Fra EU’s side har man vedholdende afvist at genåbne forhandlingerne om skilsmisseaftalen. Dog har chefforhandler Michel Barnier sagt, at man kan tilføje elementer til den politiske erklæring, der ledsager den egentlige aftale.

- Vi håber stadig, at de (EU, red.) vil ændre mening, men vi må regne med, at det ikke sker, skriver Michael Gove, der med egne ord "ikke længere vil sende serveringen tilbage til køkkenet i håb om, at det bliver mere spiseligt".

Koordinator for et hårdt Brexit

I sin nye rolle som dirigent for forberedelserne til et hårdt Brexit vil Michael Gove holde daglige møder for at have hånd i hanke med forløbet.

- Han vil sidde hver dag og koordinere briefingen af samtlige ministre om, hvordan de i deres departementer forbereder sig på muligheden for, at de ”styrter ud over kanten” 31. oktober, hvis ikke briterne får en helt ny aftale med EU forinden, siger Ulla Terkelsen.

Ifølge The Sunday Times vil der typisk være en frist på 24 timer til at løse opgaverne.

Sajid Javid, Michael Gove og Boris Johnson.
Sajid Javid, Michael Gove og Boris Johnson. Foto: Stf / Ritzau Scanpix

Den nye finansminister, Sajid Javid, har overfor avisen The Sunday Telegraph lovet, at al nødvendig finansiering til forberedelserne til et hårdt Brexit vil være tilgængelig.

Herunder finansiering til 500 nye grænsebetjente og ombygning af faciliteterne på britiske havne.

Ifølge The Sunday Times er det den nye britiske regerings taktik at storme mod et "no deal-Brexit" for at lokke EU til alligevel at genåbne forhandlingerne om skilsmisseaftalen. Men samtidig være fuldt og helt forberedt på at forlade EU uden en aftale.

Boris-effekten?

Mens modstanderne af Brexit og forhandlerne i EU formentlig gyser ved tanken om de næste måneders tovtrækkeri om briternes udtræden, ser den britiske befolkning ud til at tage godt imod Boris Johnson og hans ideer.

Selvom Johnson udelukkende blev valgt af medlemmerne af det Konservative Parti, viser en ny meningsmåling fra YouGov, at Johnson og hans konservative parti vil få 10 procent flere af stemmerne end Jeremy Corbyn og oppositonspartiet Labour, hvis der er valg i morgen.

Der er 95 dage til Brexit-deadlinen 31. oktober.