Amerikansk rapper tiltalt for overfald i Sverige

Anklagemyndigheden kræver, at A$AP Rocky forbliver varetægtsfængslet, indtil retssagen begynder.

Den svenske anklagemyndighed har tiltalt den amerikanske rapper A$AP Rocky for overfald.

Det skriver den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse ifølge Aftonbladet.

Ud over A$AP Rocky er to andre personer også tiltalt. De skal alle sidde varetægtsfængslet, indtil retssagen går i gang.

- Jeg har i dag rejst tiltale mod de tre mistænkte for simpel vold, fordi jeg vurderer, at det, der skete, var en forbrydelse, også selv om der har været indvendinger om selvforsvar og provokationer.

- For at nå frem til en beslutning har jeg blandt andet gennemgået de film, der er kommet frem i efterforskningen, siger anklageren, Daniel Suneson.

Rapperen, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, har siddet fængslet i Sverige siden 3. juli. Han er blevet tiltalt for at have deltaget i et gadeslagsmål i Stockholm 30. juni. Han var i Sverige for at spille koncert.

Støtte fra musikere og Trump

A$AP Rockys advokat, Slobodan Jovicic, har sagt, at hans klient handlede i selvforsvar. Han siger torsdag, at retssagen begynder på tirsdag. Den svenske anklager har bedt om, at der afsættes tre retsdage til sagen.

Flere kendte musikere som Kanye West, Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean har udtrykt deres støtte til rapperen.

USA’s præsident, Donald Trump, har opfordret til, at den svenske statsminister Stefan Löfven får musikeren løsladt. Det har Löfven dog afvist.

- Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, sagde statsministeren i en udtalelse.

A$AP Rocky slog for alvor igennem med sangen 'Fuckin' Problems' fra 2012. Den har mere end 400 millioner afspilninger på streamingtjenesten Spotify.

Han gav i juni koncert ved festivalen Tinderbox i Odense.