Trump går rettens vej for at undgå udlevering af skattepapirer
Trump lægger sag an mod kongresudvalg for at forhindre, at det kan kræve hans skattepapirer udleveret.
USA's præsident, Donald Trump, lægger sag an mod et udvalg i Kongressen og flere embedsmænd i delstaten New York.
Det sker som et forsøg på at forhindre, at hans skattepapirer bliver udleveret til udvalget i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal.
- Vi har indsendt et søgsmål i dag som led i vores bestræbelser på at stoppe chikanen mod præsidenten, siger Trumps advokat Jay Sekulow sent tirsdag aften dansk tid.
Søgsmålet har nærmere bestemt til formål at spænde ben for en lovændring, som blev vedtaget i delstaten New York i begyndelsen af juli.
Lovændringen har banet vejen for, at tre kongresudvalg i Washington kan kræve at få udleveret Donald Trumps skattedokumenter fra New York.
- Chikanen har ikke noget legitimt formål. Disse handlinger, som Repræsentanternes Hus og embedsmænd i New York har begået, er intet andet end en politisk afstraffelse, siger Trumps advokat.
- Kan trække bukserne af Trump
Det var ventet, at Trump ville gå rettens vej for at forsøge at forhindre udleveringen af dokumenter om hans skattebetaling i New York, og derfor er det kun et skridt på vejen. Det fortalte TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz tidligere i juli, da lovændringen i New York blev underskrevet.
- Men hvis skattepapirerne bliver udleveret, kan det trække bukserne af Trump og ændre synet på ham som den dygtige forretningsmand, nogle mener, han er. Det er dét, som demokraterne håber på, sagde Jesper Steinmetz for to uger siden.
Trump har lige siden valgkampen op til præsidentvalget i 2016 nægtet at udlevere sine selvangivelser, hvilket der ellers er tradition for.
Mitt Romey gjorde det, da han stillede op mod Barrack Obama i 2012, og både John McCain og Obama gjorde det i 2008, da de kæmpede om pladsen i Det Hvide Hus.
Demokraterne har stillet flere og flere spørgsmål
Det er det udvalg i Repræsentanternes Hus, der står for at gennemgå og udarbejde anbefalinger til regeringens budgetter, som har udbedt sig præsidentens skatteoplysninger.
Og fordi Trump siden valgkampen har nægtet at udlevere sine selvangivelser, har Demokraterne rejst flere og flere spørgsmål om, hvad der gemmer sig i den mangeårige forretningsmands skattepapirer.
Siden 2016 har flere af de demokratiske medlemmer af Kongressen krævet at få indblik i Trumps økonomi.
New Yorks justitsminister, Letitia James, forsvarer i en pressemeddelelse delstatens lovændring.
Hun mener, at udleveringen af Trumps skattepapirer "vil bringe lys over præsidentens økonomi og give gennemsigtighed til millioner af amerikanere, som efterspørger sandheden".
- Trump har hele sin karriere gemt sig bag søgsmål, skriver hun.
- Men jeg kan forsikre ham om, at ingen er hævet over loven, ikke engang den amerikanske præsident.