Robert Mueller skal vidne i dag, men rykker det overhovedet noget?

16x9
Den særlige undersøger har fastholdt, at han ikke har mere at sige end det, der stod i hans rapport. Her ved et kort pressemøde den 29. maj Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Demokraterne håber, at Muellers optrædener i Kongressen bliver en øjenåbner for befolkningen.

Lad os starte med en mavepuster. Har man store forventninger til dagens høringer i Kongressen med den tidligere særlige efterforsker Robert Mueller, risikerer man at blive skuffet.

For trods den store hype omkring høringerne er der ikke lagt op til, at der kommer banebrydende nyheder ud af spørgeseancerne. Det gjorde Mueller – der vel at mærke kun modvilligt indvilligede i at vidne foran Kongressen – klart under sin korte pressekonference i maj. Her sagde den særlige efterforsker, at han anså sit arbejde for at være afsluttet, og at rapporten talte for sig selv. Under en eventuel høring ville Mueller derfor ikke gå ud over det, der står i rapporten, bedyrede han.

Med denne forhistorie in mente skal vi derfor forvente høringer med mange svar i variationer af, ”som det fremgår af rapporten”, og ”jeg kan ikke forholde mig til spørgsmålet, da det går ud over rapportens indhold”.

Med andre ord må vi indstille os på højtlæsning for voksne.

Et tv-spektakel

Men selv det vil blive modtaget med kyshånd af Demokraterne. Som Jackie Speier, som er et af de demokratiske medlemmer af efterretningskomiteen, der skal udspørge Mueller, formulerede det i denne uge, så er hendes ”fantasi” at ”få Mueller til at læse bestemte uddrag af rapporten højt”.

Selv denne form for lydbogsagtig fortælling vil nok være en øjenåbner for rigtig mange amerikanere. Det altovervejende flertal har nemlig ikke stiftet bekendtskab med Muellers 448 sider lange moppedreng af en rapport. Faktisk har kun cirka ti procent af amerikanerne indtil videre læst hele eller dele af ruslandsrapporten.

Det er her, vi skal finde høringernes egentlige værdi for Demokraterne: De bliver et kærkomment tv-spektakel. Eller som den demokratiske formand for Husets juridiske udvalg, Jerrold Nadler, formulerede det:

- Hvis Mueller siger, hvad der er i rapporten – og siger det til amerikanerne, så de kan høre det – vil det være meget, meget vigtigt. Det vil være vigtigt i sig selv.

En øjenåbner

Selvom der næppe kommer banebrydende nyheder ud af dagens høringer, har Demokraterne set frem til dagen. Det fremgår tydeligt af et seks siders notat, som den demokratiske flertalsleder, Nancy Pelosi, har sendt til sine partifæller i Kongressen. Et dokument, der meget sigende bærer overskriften 'Sandheden bliver afsløret'.

Som overskriften indikerer, er der i demokratiske rækker nemlig en følelse af, at den amerikanske befolkning ikke har fået et retvisende indtryk af, hvad der faktisk står i Muellers rapport.

Adam Schiff, den demokratiske formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, har formuleret Demokraternes forhåbninger meget fint:

- De fleste amerikanere har ikke haft chancen for at læse en 400 siders rapport. Det her bliver første gang, at de hører fra manden, der stod i spidsen for undersøgelsen.

Vigtigere end rapporten

Groft sagt kan man derfor sige, at dagens høringer med Robert Mueller i hovedrollen har større politisk værdi for Demokraterne, end selve ruslandsrapporten havde.

Forklaringen bag dette paradoks ligger i, at der i overført betydning kommer til at være mange, der ikke har læst bogen, men som gerne vil se filmen. Med andre ord: Det er kun et ganske lille antal af amerikanere, der har læst rapporten, mens der nok kommer til at være markant flere, der gerne vil se høringerne.

Her skal man ikke undervurdere betydningen af, at den amerikanske befolkning kommer til at høre om rapporten fra hestens egen mund, nemlig Robert Mueller.

- For dem, der har læst den, taler den særlige efterforsker Robert Muellers rapport for sig selv. For dem, som ikke har, kan han (Mueller, red.) tale for den i Kongressen, som den tidligere regeringsadvokat Neal Katyal formulerede det i en klumme i denne uge.

Ingen stemning for rigsretssag

Det er ikke usandsynligt, at der kommer til at ske forskydninger i kølvandet på høringerne. Vi må forvente, at de demokratiske kongresmedlemmer, der offentligt har krævet præsidenten stillet foran en rigsret, eksempelvis får momentum. Ligeledes vil jeg også formode, at antallet af amerikanere, der støtter en rigsretssag mod Trump, kommer til at stige i dagene efter høringerne.

Ikke desto mindre er en rigsretssag fortsat ude af rækkevidde. Dertil er frygten blandt moderate demokratiske kongresmedlemmer for, at et sådant foretagende vil være udsigtsløst og samtidig gavne Trump i 2020, fortsat for stor.

Derfor må man snarere forvente en strategi, hvor Demokraterne med statsgaranti vil benytte sig af Muellers udtalelser frem mod valgdagen 3. november 2020.

Valgkamp i fokus

Selvom det kan lyde paradoksalt, så får høringerne nok en større værdi for Demokraterne, end ruslandsrapporten gjorde i sin tid.

Det store spørgsmål i høringerne handler egentlig ikke så meget om rapporten eller en mulig rigsretssag længere, men snarere om valgkampen. Her er det trods alt mere effektivt at kunne bruge lydklip med Muellers udtalelser frem for at skulle citere direkte fra eksempelvis rapporten.

Endelig skal det dog også pointeres, at det store flertal af amerikanere ikke har været lige så optaget af den to år lange ruslandsundersøgelse, som medierne og magthaverne har.

Så selvom millioner af amerikanere i dag kommer til at sidde klistret til tv-skærmene – og en af dem nok er USA's præsident – så får høringerne næppe den store indflydelse på udfaldet af det kommende præsidentvalg.