En fiasko for Demokraterne, siger USA-analytiker om Mueller-afhøring

16x9
Robert Mueller, der har anført efterforskningen af russernes indvirken på det amerikanske valg og Donald Trumps rolle heri, under en maratonafhøring i den amerikanske kongres 24. juli., Foto: Alex Wong / Ritzau Scanpix

Det var en relativt god dag for Trump, siger USA-analytiker efter maratonafhøringer af Robert Mueller om hans Ruslandsundersøgelse.

Egentlig havde den særlige undersøger Robert Mueller skrevet det meste på forhånd.

Allerede inden han begyndte den første af onsdagens to maratonafhøringer for to udvalg i den amerikanske kongres, sagde han, at han i videst muligt omfang ville holde sig til det, han havde skrevet i sin 448 sider lange rapport om Ruslands indblanding i det amerikanske valg og Donald Trumps rolle heri.

Gennem syv timer, to afhøringer og hundredvis af spørgsmål forsøgte Trumps politiske modstandere alligevel at få Mueller til at sætte nye ord på præsidentens ugerninger.

Formålet var måske nok at samle snavs på Trump, men ligeså meget handlede det om at udstille pointerne fra den lange rapport på landsdækkende tv, siger TV 2's USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

- Det her har hele tiden været et tv-spektakel mere end et spørgsmål om en rigsretssag eller ej. Men folk læser ikke bogen - underforstået rapporten - de ser filmen. Derfor havde demokraterne håbet på et tv-moment fra Mueller.

Poof! En million overskrifter er væk

Charlie Savage, Washington-korrespondent for New York Times

En god dag for Trump

Men Mueller bed ikke rigtigt på.

Han afviste flere gange at læse op fra sin egen rapport. Han veg sjældent bort fra de ord, han havde skrevet, og han afviste et utal af gange at svare eller henviste blot til rapporten.

- Der er ret stor enighed om, at dagens afhøringer har været en fiasko for demokraterne, siger Mirco Reimer-Elster.

Forhåbningen var, at Mueller tacklede igennem på Trump, men det gjorde han langtfra. Mueller holdt sig til rapportens konklusioner og gentog sine pointer. Nogle demokrater havde håbet, at Mueller gik uden for manus og kom med nyheder, men det skete ikke.

Samlet set var det en ”relativt god dag for Trump”, vurderer analytikeren.

Mueller trak i land

Fra demokraternes side handlede mange af dagens spørgsmål om, hvorvidt Donald Trump havde forsøgt at forhindre eller besværliggøre efterforskningen af russernes indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

- Mens denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten har begået en forbrydelse, så frifinder den ham heller ikke, skrev Mueller i sin rapport.

I rapporten kan man også læse, at det som følge af regler i justitsministeriet slet ikke er muligt at sigte en siddende præsident for kriminelle handlinger. Derfor ville demokraten Ted Lieu gerne vide, om Trump var blevet sigtet for at have forhindret efterforskningen, hvis ikke det var for dén regel.

- Det er korrekt, svarede Mueller og skabte overskrifter verden over.

Men få timer senere trak Mueller i land. Han henviste til sin egen rapport og sagde, at efterforskerne slet ikke havde draget nogen konklusion herom.

- Poof! En million overskrifter er væk, skrev New York Times’ Washington-korrespondent Charlie Savage i mediets liveblog.

Med ét var Muellers mest slagkraftige udtalelse blevet sendt i graven.

Trumps parti angreb Mueller

Fra Trumps eget parti, Republikanerne, var der mest fokus på at underminere Robert Mueller, svine ham til og sværte han ry. Flere fremtrædende kongresmedlemmer angreb Mueller, hans hold af efterforskere og deres rapport.

En enkelt gik så langt som at sige, at Mueller bevist havde udeladt beviser, der talte Trumps sag, og at hele efterforskningen var ’uamerikansk’.

Til gengæld sagde Robert Mueller, at selv om Trump – som siddende præsident – ikke kan blive sigtet for at have lagt forhindringer ud for efterforskningen, så kan han blive sigtet, hvis der er grundlag for det, når han er færdig i Det Hvide Hus.

Mueller ønskede ikke at forholde sig til, om der var beviser nok til en rigsretssag, om end han enkelte gange var kritisk over for præsidenten.

Eksempelvis sagde han, at det ville være en ”underdrivelse” at kalde Trumps lovprisninger af filerne fra WikiLeaks for problematiske.

Sender advarsel inden næste valg

Mueller forklarede også, at han gennem et år havde forsøgt at få Trump til at besvare spørgsmål til efterforskerne. Men han stævnede ikke præsidenten, fordi der var udsigt til en langvarig retssag. Det var vigtigere at få afsluttet efterforskningen, mente Mueller.

Og så kom han med en advarsel frem mod det næste præsidentvalg i USA, der skal finde sted 3. november næste år.

- Jeg har set adskillige trusler mod vores demokrati. Russernes indblanding i vores valg er én af de mest alvorlige, sagde Robert Mueller og forklarede, at 2016 ikke var et enkeltstående tilfælde.

- De regner med at gøre det ved næste valgkamp, og de gør det, mens vi sidder her.