Udland

Seks er tilbageholdt efter angreb mod Hongkong-demonstranter

En af de mistænkte bliver kørt væk af politiet i Hongkong.

45 personer blev såret i angreb ved metrostation i Hongkong. Mænd med mafiabaggrund mistænkes for at stå bag.

Politiet har tilbageholdt seks mænd efter et voldsomt angreb mod demonstranter og andre ved en metrostation i Hongkong.

Det siger Chan Tin-chu, en højtstående ansat ved Hongkongs politi, mandag.

Han oplyser, at mændene er mellem 24 og 54 år. Nogle af dem har angiveligt tilknytning til de såkaldte triader, som er mafialignende kinesiske bander.

- Nogle af dem har triadebaggrund. Jeg tror, at flere vil blive tilbageholdt snart. Politiet tolererer ikke nogen form for vold, siger Chan Tin-chu.

Det var angiveligt en gruppe personer klædt i hvidt, der med metalrør og træpæle gik til angreb mod demonstranter og andre ved en metrostation i Yuen Long i Hongkong. 45 blev såret - heraf én kritisk.

Motivet bag angrebet efterforskes fortsat. Det oplyser Hongkongs politi.

Hundredetusindvis på gaden

Massive protester har præget Hongkong siden begyndelsen af juni.

Her gik hundredtusindvis af indbyggere på gaden for at demonstrere mod et kontroversielt lovforslag. Forslaget ville gøre det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina. Det er siden blevet skrottet.

Demonstrationerne er dog fortsat i Hongkong. Her kritiserer indbyggerne en stigende kinesisk indflydelse i regionen.

Den tidligere britiske kronkoloni Hongkong har siden 1997 hørt under Kina. Der er dog delvist selvstyre efter devisen "ét land, to systemer" - underforstået at Hongkong skal være demokratisk.

Politiet i Hongkong er blevet kritiseret for ikke at slå hårdt nok ned på angreb mod de demonstranter, der har været på gaden.

Regionens leder, Carrie Lam, afviser kritikken. Hun siger, at politiet er presset til det yderste for at holde styr på protesterne.