Trump kræver undskyldning fra kvinderne, han ville have til at rejse hjem

Nu ser vi den rigtige Trump, siger USA-analytiker.

Selvom Trump tidligere på ugen tog afstand fra racistiske tilråb fra sine tilhængere, angriber præsidenten igen fire kvindelige kongresmedlemmer, som han har bedt rejse hjem, til trods for at de er amerikanske statsborgere.

- Jeg tror ikke på, at de fire kongreskvinder er i stand til at elske vores land. De bør undskylde til Amerika (og Israel) for de forfærdelige (hadefulde) ting, de har sagt. De ødelægger det demokratiske parti, men er svage og usikre mennesker, der aldrig kan ødelægge vores store nation, skriver præsidenten søndag på Twitter efter en uge med beskyldninger frem og tilbage mellem parterne.

Ifølge TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster forsøger Trump med det nyeste tweet at gøre kvinderne til demokraternes ansigt udadtil.

- Han vil fortælle amerikanerne, at de ikke er patrioter, siger han.

Kongresmedlemmer skød tilbage på Trump

Sagen begyndte, da den amerikanske præsident 14. juli på Twitter skrev, at de "progressive" demokratiske kongreskvinder burde rejse hjem og fikse de lande, de kommer fra.

Præsidenten hentydede til de fire kvinder Alexandria Ocasio-Cortez, Ayanna Pressley, Rashida Tlaib og Ilhan Omar, der alle er amerikanske statsborgere.

Trumps kommentar fik både republikanere og demokrater op i det røde felt, og flere mente, at udtalelserne var racistiske.

Dagen efter stillede de fire kvinder sig frem og skød tilbage på præsidenten.

Analytiker: Nu ser vi den rigtige Trump

Onsdag råbte publikum taktfast ”send her back” ved et af Donald Trumps vælgermøder i den amerikanske delstat North Carolina. Ordene var rettet mod Ilhan Omar.

Onsdag blev der råbt 'send her back' ved et vælgermøde i North Carolina, da Donald Trump talte om kongressmedlemmet Ilhan Omar.

Torsdag tog Trump afstand fra tilråbene, som han sagde, han var uenig i.

Men søndagens tweet, hvor han kræver en undskyldning fra de fire kvinder, fortæller en anden historie, mener Mirco Reimer-Elster.

- Nu ser vi den rigtige Trump. Det er lektionen her; du får ikke den rigtige Trump i tv-taler skrevet af rådgivere. Den rigtige Trump finder du på Twitter, siger USA-analytikeren.

Intern magtkamp hos demokraterne

Strategien for Trump er ifølge Mirco Reimer-Elster at sætte så meget fokus på de fire progressive kvinder, at de i offentligheden vil blive opfattet som meget magtfulde i det demokratiske parti.

- Han forsøger at sige til vælgerne, at hvis I stemmer på demokraterne, er det de her kvinder, I får. I virkeligheden er de slet ikke så magtfulde i partiet. De har jo op til konflikten med Trump haft en intern magtkamp i Demokraterne med Nancy Pelosi, siger han og påpeger, at Trump med sine tweets faktisk fik sat den interne magtkamp på pause og i stedet samlede partiet mod hans udtalelser.

Nancy Pelosi er formand for Repræsentanternes Hus og har kaldt Trumps tweets racistiske.