Næsten helt land hacket - millioner af borgeres oplysninger lækket
Angrebet vækker stor kritik af de bulgarske myndigheder.
Personlige oplysninger om fem millioner bulgarer - svarende til stort set alle arbejdende indbyggere i landet – er blevet lækket på internettet.
Det er konsekvenserne efter et hackerangreb på Bulgariens skattemyndigheder, skriver CNN.
En 20-årig mand er blevet anholdt og sigtet i sagen, og der er nu blevet iværksat en nærmere undersøgelse af angrebet.
Det store angreb og efterfølgende datalæk på internettet afføder stor kritik af de bulgarske myndigheders evne til at beskytte borgernes data.
- Det burde ikke kunne ske i en statslig institution. Det virker ikke som om, det (angrebet, red.) krævede en stor indsats, og der er sandsynligvis personoplysninger fra næsten alle bulgarske borgere, siger privatlivs- og databeskyttelses-advokat Desislava Krusteva til CNN.
- Meget pinligt for regeringen
Blogger og politisk kommentator, Asen Genov, der efter angrebet har fundet sine egne personoplysninger på internettet, er vred og mener ikke, at politikerne gør nok for at beskytte borgerne.
- Vi burde allesammen være rasende. Informationerne ligger frit tilgængeligt for alle og enhver. Mange, mange mennesker i Bulgarien har allerede filerne, og jeg tror ikke kun, at det er i Bulgarien, siger han til CNN.
Det er ikke mere end et år siden, at Bulgariens selskabsregister blev lagt ned af et cyberangreb, og det burde regeringen have lært af, siger Asen Genov.
- I mindst et år har det bulgarske samfund, politikerne, og de, der har ansvaret for landet, vidst, at der var seriøse cybersikkerhedsproblemer i statens infrastruktur. Og de har ikke gjort noget ved det, siger han.
Desislava Krusteva er enig.
- Fra et politisk perspektiv er det selvfølgelig meget pinligt for regeringen, siger Desislava Krusteva.
Mistænkt risikerer otte års fængsel
På trods af kritikken ønsker de bulgarske myndigheder på nuværende tidspunkt ikke at svare på, hvorvidt data var forsvarligt beskyttet.
- Da en undersøgelse er i gang, kan vi ikke give flere detaljer om årsagerne til hackerangrebet, siger kommunikationschef hos de bulgarske skattemyndigheder, Rossen Bachvarov.
Ifølge anklagemyndigheden i hovedstaden Sofia var det computeren og den software, der blev brugt til angrebet, der førte politiet til den 20-årige mistænkte. Politiet har beslaglagt mandens computer, telefon og harddiske.
Findes han skyldig, risikerer han otte års fængsel.