Flyselskaber stopper fly til Kairo - frygter for sikkerheden

16x9
Både Lufthansa og British Airways har aflyst deres afgange til Kairo med henvisning til sikkerhedsårsager, men uddyber ikke, hvad problemet er. På billedet letter et fly fra British Airways fra Kairos Internationale Lufthavn (Arkivfoto). Foto: Khaled Elfiqi / Ritzau Scanpix

British Airways og Lufthansa har suspenderet flyvninger til Kairo af sikkerhedsårsager, men vil ikke forklare hvorfor.

To af verdens største flyselskaber - tyske Lufthansa og britiske British Airways - har suspenderet deres flyvninger til Egyptens hovedstad, Kairo.

Begge peger på en mulig trussel mod flyenes sikkerhed.

Ingen af selskaberne har dog oplyst, hvad der er i vejen med sikkerheden ved flyvninger til Kairo. Derfor står det heller ikke klart, om der er en konkret trussel mod selskabernes fly, eller om der er tale om en mere generel trussel.

Evaluerer "situationen" løbende

En talsmand for Lufthansa siger til Financial Times, at flyselskabet vurderer situationen løbende.

Talsmanden fortæller videre, at selskabet har planer om at genoptage flyvningerne på et tidspunkt søndag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

British Airways oplyser, at selskabet har suspenderet al trafik til Kairo i en uge.

- Vi evaluerer vores sikkerhedsforanstaltninger konstant i alle lufthavne verden over, og vi har suspenderet fly til Kairo i syv dage som en sikkerhedsforanstaltning, skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Adspurgt om flere detaljer om, hvorfor afgangene til Kairo er blevet aflyst, siger en talsmand, at selskabet "aldrig diskuterer sikkerhedsspørgsmål".

Ingen myndigheder har anbefalet forbuddet

Det egyptiske ministerium for civil luftfart skriver i en pressemeddelelse, at det har taget kontakt til den britiske ambassade i Kairo.

Ambassaden oplyser, at flyveforbuddet ikke er blevet udstedt fra hverken det britiske transportministerium eller udenrigsministerium.

Det britiske udenrigsministerium har opdateret sin rejsevejledning til Egypten, efter at British Airways har indstillet flyvninger til Kairo. Her opfordres berørte borgere til at kontakte flyselskabet.

Ministeriet har længe opfordret til ikke at foretage unødvendige flyrejser til Sharm el-Sheikh i Egypten, efter et russisk passagerfly blev bombet i 2015.

- Der er en forhøjet risiko for terrorisme mod flytrafik. Yderligere sikkerhedsforanstaltninger er sat i værk for fly fra Egypten til Storbritannien, står der blandt andet i rejsevejledningen.

Der er dog ikke udstedt særlige advarsler mod flyvninger til Kairo.

Strandede passagerer efterlyser information

De pludselige flyaflysningerne er til stor frustration for de passagerer, der nu er strandet i Kairo.

Khalid Keshta har været i Egypten i to uger og ved ikke, hvordan han skal komme hjem til Storbritannien.

- Det rammer mit job og min forretning derhjemme hårdt, siger han til Sky News.

De strandede passagerer fra British Airways er vrede over, at flyselskabet ikke giver dem nok informationer.

- Det har bare været til stort besvær, og vi vil gerne have mere information hurtigst muligt. Bare giv os et eller andet om, hvornår vi kan komme hjem, og hvordan vi kommer hjem, lyder det fra Ayman Omar, som Sky News også har talt med.

Bedstemor og barnebarn fik ferie ødelagt

Også passagerer, som stod til at skulle flyve til Kairo, føler, at British Airways efterlader dem på gulvet uden noget svar.

For eksempel Christine Shelbourne, der havde planlagt en ferie med sit barnebarn, man da de skulle checke ind, accepterede maskinen ikke deres boardingpas. Først derefter fandt de ud af, at de ikke kunne komme afsted.

- Mit 11-årige barnebarn er knust, han havde set frem til den her tur i måneder, siger Christine Shelbourne til BBC.

Hun har kun kritik tilovers for British Airways.

- Ærlig talt, så er det blevet håndteret dårligt. Mit barnebarn søger lige nu efter andre flyafgange til os. Han er helt fortvivlet.

Henviser til rejsevejledningen

TV 2 har været i kontakt med det danske Udenrigsministerium, som har følgende udtalelse:

- Udenrigsministeriets Borgerservice henviser til rejsevejledningen for Egypten. Rejsevejledningerne opdateres løbende. Udenrigsministeriet er bekendt med den opdaterede britiske rejsevejledning og følger situationen.

Søndag er der en enkelt afgang fra Københavns Lufthavn i Kastrup mod Kairo. Afgangen med EgyptAir forventes ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside at blive gennemført som planlagt.