Far var på job, mor blev sindssyg, og lille Boris Johnson ville være verdens konge

De nybagte forældre parkerede deres Chevrolet Bel Air uden for restauranten.

Babyen, der var parrets førstefødte, lå på bagsædet.

Forældrene smækkede bildørene og gik ind for at nyde en frokost i fred og ro, mens barnet blev liggende alene i bilen.

Ægteparret var sikre på, at babyen ville være der, når de kom tilbage.

Det var i 1964, og dengang var der ikke ret mange, der havde hørt navnet Alexander Boris de Pfeffel Johnson – eller bare Boris Johnson, som briterne kalder ham.

Det var ham, der lå på bagsædet.

I dag er han kendt for sit viltre hår, som tidligere borgmester i London og som Storbritanniens nye premierminister.

Da forældrene kom ud fra restauranten efter at have spist, lå deres søn stadig på bagsædet.

Den effektive opdragelse

Sådan begyndte opdragelsen af Boris Johnson.

Hans far, Stanley Johnson, fortalte mange år senere historien om babyen på bagsædet til den britiske avis Daily Mail.

- Får får lam, køer får kalve, og mennesker får børn. Jeg brugte ikke megen tid på at tænke over, hvordan de skulle opdrages. Jeg tænkte ikke på det, overhovedet ikke, sagde han til avisen i den forbindelse.

Den form for opdragelse skulle vise sig at være temmelig effektiv for familien Johnson.

I dag er Boris Johnson og hans tre søskende blevet en del af samfundets top i Storbritannien, og 'The Johnsons' er blevet en magtfaktor i landet.

Men dengang uden for restauranten i 1964 var der kun én Johnson med store ambitioner, og han hed Stanley.

Han var en mand med familie spredt ud over en stor del af Europa.

Hans mor havde rødder i en tysk fyrsteslægt, og hans tyrkiske bedstefar havde været minister for den sidste sultan i Osmannerriget, inden han blev lynchet af en ophidset folkemængde under den tyrkiske revolution i 1922.

Trods de fornemme aner var Stanley Johnsons familie ikke enormt velhavende, men der var alligevel nok til at finansiere en god uddannelse og en del af den unge mands drømme.

Stanley Johnson var nemlig lidt af en eventyrer. Inden han giftede sig med sin hustru, Charlotte, havde han deltaget i en motorcykelekspedition fra Oxford til Afghanistan og blaffet rundt i Sydamerika.

Født, mens far hentede pizza

Kort efter brylluppet fik Stanley Johnson et stipendium til Columbia University i USA, og derfor flyttede parret til New York, mens de ventede deres førstefødte.

Det betød, at lille Boris blev født som amerikansk statsborger. Han kom til verden, netop som Stanley Johnson havde efterladt sin højgravide hustru på hospitalet. Den unge far var gået ned i byen for at købe sig en pizza, og da han kom tilbage, var barnet blevet født, har han selv skrevet i bogen 'Stanley, I Resume'.

De næste år gik på samme måde - Charlotte fødte børn, mens Stanley var på farten.

I 1965 blev Boris storebror til Rachel, i 1967 kom Leo til, og i 1971 blev søskendeflokkens yngste, Jo, født.

I samme periode førte Stanleys karriere familien til Washington D.C. og Connecticut i USA, Exmoor i det vestlige England, universitetsbyen Oxford og tre forskellige adresser omkring London.

Familiens eneste restaurantbesøg

Boris Johnsons søster Rachel husker, at børnene ikke blev prioriteret ret højt.

- Vores forældre gav os det allermest nødvendige og fortsatte så med deres egne liv, skrev Rachel Johnson i en klumme om børneopdragelse i avisen The Times i 2012.

- At holde børn beskæftigede og glade blev ikke prioriteret. Hvis vi kedede os, var det vores egen skyld.

Ifølge Rachel Johnson betød forældrenes syn på børn også, at de fire søskende ikke fik lov til at bestemme noget som helst selv.

- Jeg kunne kun selv vælge, hvad jeg ville læse, skrev Rachel Johnson.

Hun fortæller, at hendes far kun havde børnene med på restaurant en eneste gang, og at hun husker, hvordan de ikke engang fik lov til selv at vælge, hvad de ville spise.

- Det var en motorvejsrestaurant på A303. Min far gyste, mens han så på den laminerede tekst med tilhørende piktogrammer. Så sagde han, at vi kunne få spaghetti bolognese fra børnemenuen.

Selv om Stanley Johnson havde gang i karrieren, svømmede familien ikke i penge. Heller ikke da han fik et chefjob ved Europakommissionen i Bruxelles i 1973.

Ferierne blev tilbragt på familiens landsted i Exmoor i det vestlige England. Stanley Johnson var sparsommelig, når familien skulle krydse Den Engelske Kanal, og han havde bestilt plads på færgen til familiens Opel Kadett.

- Han ville aldrig betale for overnatning, selvom der var afgang klokken et eller tre om natten. I stedet sagde han, at vi skulle lægge os til at sove bag i bilen, der stod parkeret på det nederste dæk, hvor vi før eller senere faldt hen på grund af iltmangel eller diesel-os, fortæller Rachel Johnson i The Times.

Stanley Johnson bekræfter historien over for Daily Mail og tilføjer, at han skiftede til pyjamas på forsædet, inden han lagde sig til at sove sammen med børnene.

Mor tjekker ud

Når familien nåede frem, blev børnenes ferie tilbragt med at samle brænde, lege quiz og læse bøger – mange bøger. Også selvom ferien blev tilbragt et andet sted.

Da Stanley Johnson tog sine børn med på safari i Afrika i 1974, husker han for eksempel, at de var så opslugt af deres bøger, at de knap ænsede det, da det lykkedes selskabet at komme tæt på en leopard, der sad i et træ med sit bytte.

Safarituren med de åndsfraværende børn kom på et tidspunkt, hvor familien var i vanskeligheder.

Hver gang de flyttede ind i et nyt hjem, måtte Stanley og Charlotte Johnson skabe sig en ny omgangskreds og opsøge det sociale liv i deres nye omgivelser.

Det tog hårdt på Charlotte Johnson.

Samtidig skulle hun være mor for en børneflok på fire, og ved siden af det færdiggjorde hun en uddannelse ved universitetet i Oxford.

Hun begyndte at vaske hænder.

Hun vaskede dem så ofte, at blodet begyndte at farve vandet i håndvasken rødt.

I 1974 blev Charlotte Johnson indlagt på det psykiatriske hospital Maudsley i London.

- Hun er en af de værste sager, jeg har set. Hun havde en fobi mod bakterier og vaskede hænder, til de begyndte at bløde, sagde Charlotte Johnsons læge, Raymond Levy, til Daily Telegraph i 2015.

- Jeg var fuldstændig fra den. Jeg blev gak. Jeg havde brug for hjælp og var nødt til at forlade familien for at få behandling, fortalte Charlotte Johnson dengang til avisen.

Hun var indlagt i et halvt år og blev behandlet med eksperimentel aversionsterapi, hvor lægerne tvang hende til at dyppe hænderne i urin og røre ved hundelort. Hun begyndte også at male, mens hun var indlagt, og hun er den dag i dag en anerkendt kunstner i London under navnet Charlotte Johnson-Wahl.

Kampen om at være bedst

I 1974 bragte moderens fravær hendes børn tættere sammen.

- Da jeg var indlagt, kom de meget tæt på hinanden, fordi vi havde mange forskellige barnepiger og husholdersker, der passede dem. De blev meget tætte og beskyttende over for hinanden, fortæller Charlotte Johnson i bogen 'Boris Johnson: The Irresistible Rise'.

De fire søskende var dog temmelig tætte i forvejen. Der var nemlig ikke plads til legeaftaler, og børnene måtte lege med hinanden.

- Vi tog aldrig nogensinde ud for at lege med andre børn. Vi behøvede ikke venner, sagde Rachel Johnson til The Times i 2013.

De fire søskende kæmpede om at blive nummer ét i bordtennis, quizzer og konkurrencer i hurtiglæsning. Hjemme hos familien Johnson gik det ud på at vinde. Hvis et af Stanley Johnsons børn var næstbedst til latin i skolen, ville han vide, hvem der var bedst.

- Hvorfor skulle de ikke være bedst? Hvis de ikke kan, hvem kan så? siger Stanley Johnson til Daily Mail.

Børnene hadede da også alle sammen at tabe, og når Boris blev spurgt om, hvad han ville være, når han blev voksen, lød svaret:

- Verdens konge.

Det krævede en uddannelse - og det fik alle Stanley Johnsons børn.

Selvom han påstår, at han i alt kun har brugt 15 minutter på forældremøder, mener han også, at det er utrolig vigtigt at vælge en god skole til sine børn.

- Jeg vil påstå, at opdragelse er alt for vigtigt til at overlade til forældre. Hvad i alverden ved de? I stedet er der jo virkelig dygtige mennesker, som gør rigtig gode ting i skolerne. Lad dem fortsætte med det, siger Stanley Johnson til Daily Mail.

Fjollerierne, der virkede

Boris Johnson blev sendt på den prestigefyldte kostskole Eton i 1977.

Her var det sværere at være den bedste end hjemme i søskendeflokken, men den unge mand opførte sig alligevel, som om han var en naturlig vinder - i tweetet herunder ses han i spidsen for et fodboldhold på eliteskolen.

Men på Eton lærte han også, hvor vigtigt det kan være at få folk til at grine, når man begår en fejl – og Boris Johnson begik en del.

På et tidspunkt skulle han for eksempel citere indledningen på Evelyn Waughs bog 'Decline and Fall'. Det gik galt allerede ved ord nummer to, har hans kammerat Andrew Gilmour fortalt avisen New Statesman.

Bogens første ord er ”Kollegieformanden Hr. Sniggs og regnskabsføreren Hr. Postlethwaithe”, men Boris Johnson udtalte navnet Sniggs helt forkert, så tilhørerne begyndte at grine.

Det fik Boris Johnson til at henvende sig til suffløren og spørge:

- Hvad var det, han hed?

Og så brølede tilskuerne af latter – selv skolens ledelse lo med.

- Jeg tror, at det var her, Johnson fandt ud af, at hvis man glemmer sine replikker og alligevel klarer den med selvsikkerhed, så er man dagens mand, siger Andrew Gilmour til New Statesman.

Boris Johnson gjorde det til et speciale at glemme sine replikker, og da han spillede hovedrollen i Shakespeares drama 'Richard III', skrev han replikkerne ned på små stykker papir og klistrede dem op på de søjler, der omkransede scenen.

- Hele forestillingen bestod af ham, der løb frem og tilbage på scenen, mens han ikke var i stand til at læse replikkerne ordentligt, fortæller Etons daværende rektor, Eric Anderson, til New Statesman.

Boris Johnson blev kendt for sit excentriske væsen, for altid at være sent på den og for sin vilje til at nå til tops.

En af Boris Johnsons lærere noterede allerede i 1982, at den unge mand opførte sig, som om han var skabt til noget større.

- Jeg tror virkelig, han mener, at det er uopdragent af os ikke at se ham som en undtagelse – én, som burde være fri for det net af forpligtelser, der binder alle andre, skrev læreren Martin Hammond i et notat om sin elev.

Martin Hammond brokkede sig også over, at Boris Johnson var elendig til at tage imod kritik, og at den unge mand uden videre regnede med at blive valgt til den prestigefyldte post som elevernes kaptajn på Eton.

Men det blev han.

Han vandt også priser i engelsk og klassiske fag, blev formand for skolens debatklub, redaktør på skolebladet og fik venner i den britiske overklasse.

Uddannelse og kærlighed

Dem fik han endnu flere af, da han kom ind på universitetet i Oxford, hvor han blev medlem af den berygtede Bullingdon Club, hvor velhavende mandlige studerende drak sig fra sans og samling, smadrede ting og betalte sig fra konsekvenserne.

Herunder ses et billede af klubbens medlemmer – Boris Johnson var medlem af klubben samtidig med David Cameron, der udskrev folkeafstemningen om Brexit, da han var premierminister.

På Oxford læste Boris Johnson klassisk litteratur og filosofi, mens han skrev for universitetsavisen og blev valgt som formand for studenterorganisationen Oxford Union. Og han fandt også kærligheden.

I 1987 giftede han sig med Allegra Mostyn-Owen, der gik for at være universitetets smukkeste kvinde, men ægteskabet var knap begyndt, før det begyndte at gå ned ad bakke.

Før vielsen i kirken måtte Boris Johnson låne et par bukser og et par manchetknapper af en ven, så gik bryllupstalen i kludder, og endelig forsvandt vielsesringen under receptionen.

Allegra Mostyn-Owen beskrev senere brylluppet som ”enden på forholdet snarere end begyndelsen”, skriver magasinet New Yorker.

Tre år efter blev de skilt.

Da var Boris Johnson allerede blevet fyret fra sit første job som journalist på den hæderkronede avis Times of London - eller bare 'The Times'.

Løgnehistorierne

Her fik den unge skribent til opgave at skrive en artikel om et arkæologisk fund af nogle middelalderruiner i London. Den eneste kilde, han kunne komme i tanker om, var hans egen gudfar, som godt nok var professor i historie, men med speciale i den franske revolution.

Efter samtalen pyntede Boris Johnson på sin gudfars citater, så læserne af The Times pludselig kunne læse på forsiden, at kong Edward 2. havde boltret sig med en homoseksuel ven i de nyfundne ruiner. Det var ikke helt rigtigt, ruinerne var nemlig noget yngre end de homoseksuelle eskapader, og det gjorde flere læsere opmærksom på.

Boris Johnson reagerede ved at skrive en ny historie om, at der nu var tvivl om ruinernes alder.

- Det var et totalt mareridt af en katastrofe, fortalte Boris Johnson til avisen The Independent i 2002.

Han blev fyret og kom i stedet til avisen The Daily Telegraph, hvor han blev korrespondent i Bruxelles.

Her opdagede han, at historier, der var skeptiske over for det europæiske samarbejde, var et hit blandt læserne.

Pludselig fik de historier om, at bureaukraterne i Bruxelles ville bruge sporhunde til at regulere lugten af møg, fordi al gødning i Europa skulle lugte ens, at italienske kondomers længde på 16 centimeter var for lidt, og at embedsmændene havde planer om at forbyde kartoffelchips med rejesmag og røde pølser.

Historierne findes kun på tryk, men journalisten Martin Fletcher har gennemgået alle Boris Johnsons artikler fra dengang.

Han er ikke den eneste, der påpeger, at artiklerne er på kant med sandheden.

Nigel Sheinwald, der er tidligere diplomat ved det britiske udenrigsministerium, siger til New York Times, at Boris Johnsons artikler dengang ”ikke var ret godt baseret på fakta". De var overdrevne, uærlige, og han masserede informationerne, "så de passede ind i den historie, han ville fortælle”.

Charles Grant, der var korrespondent for The Economist i Bruxelles samtidig med Boris Johnson, siger til New York Times, at den unge journalist formentlig så de vilde historier som en karrierevej.

- I lang tid tænkte jeg, at han ikke selv troede på det, han skrev, siger Charles Grant til avisen.

- Det var et spil for ham. Spillet gik ud på: "Hvordan bliver jeg en succes?", siger han.

Boris Johnson selv husker det anderledes.

- Alt, hvad jeg skrev fra Bruxelles, havde den her utroligt eksplosive effekt på det konservative parti, og det gav mig virkelig den her lidt underlige følelse af magt, siger Boris Johnson til New York Times.

Fornærmelserne

Tiden i Bruxelles bød også på ny kærlighed for Boris Johnson. I 1993 giftede han sig igen. Denne gang med barndomsveninden Marina Wheeler, som han havde lært at kende, mens han boede i byen i 1970’erne.

Ægteskabet holdt i 25 år, og parret fik fire børn trods talrige mediehistorier om utroskab fra Boris Johnsons side.

Parret flyttede fra Bruxelles til London, hvor Boris Johnson fik job som redaktør på The Daily Telegraphs søstermagasin The Spectator, hvor han kunne boltre sig i spalterne.

Hans forkærlighed for det humoristiske og uortodokse gjorde ham populær, men det provokerede også mange, og han fortsatte med at skrive ved siden af sin politiske karriere som parlamentsmedlem og borgmester i London.

For eksempel i 2016, da han i et digt om Tyrkiets præsident, Erdogan, skrev om ”en ung fyr fra Ankara, der var en fantastisk onanist”, og antydede, at den tyrkiske leder havde sex med en ged. Eller da han i 2007 skrev, at Hillary Clinton mindede ham om en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital – eller i 2015, da han sammenlignede Vladimir Putin med gnomen Dobby fra 'Harry Potter'-bøgerne.

Afrika er heller ikke gået ram forbi – ifølge Boris Johnson stiver afrikanere den britiske dronnings selvtillid af, fordi hun bliver mødt af ”negerbørn med flag”, mens folk i Congo smiler ”vandmelonsmil”, når de er færdige med at hugge i menneskekød med macheter.

Om folk i Uganda skrev han i 2002, at det ikke er hvide menneskers skyld, at de "opfører sig som børnene i 'Fluernes herre'".

- Hvis de blev overladt til sig selv, ville de indfødte kun basere sig på den øjeblikkelige tilfredsstillelse, der opnås af hurtige kulhydrater fra frugttræerne, skrev han i The Spectator.

Da premierminister Theresa May i 2016 udnævnte Boris Johnson til udenrigsminister, sagde lederen af De Liberale Demokrater, Tim Farron, at Boris Johnson nok ville komme til at ”bruge mere tid på at sige undskyld til nationer, han har fornærmet”, end på arbejdet som udenrigsminister.

De politiske aspirationer

Boris Johnson tog sit første større spring ind i politik i 1997, da han stillede op som konservativ kandidat til Underhuset.

Han havde ellers, ifølge The New Yorker, nogle år tidligere fortalt en kollega på The Telegraph, at han ikke havde nogen politiske holdninger.

- Du må da have nogen? spurgte kollegaen ham.

- Altså, jeg er imod Europa og imod dødsstraf, lød det fra Boris Johnson.

Om det skyldtes den påståede skrabede palet af holdninger eller ej, lykkedes det ham ikke at erobre en plads i parlamentet. Det skete først fire år senere, i 2001.

I 2008 blev han valgt til borgmester i London.

I de otte år han sad på posten, lykkedes det ham blandt andet at levere godt 100.000 billige boliger til Londons borgere. Kriminaliteten faldt også støt i millionbyen under Johnsons embede.

Konge af verden

Trods en kulørt forhistorie som både journalist og politiker er partifællerne tilsyneladende ikke blevet mere stødt over Boris Johnsons facon, end at han nu er ny formand for Det Konservative Parti og dermed også britisk premierminister.

Manden med det viltre hår, der blev efterladt i bilen som spæd, er parat til det næste skridt på vejen til barndommens ønskejob som ”verdens konge”.

Hans mor, Charlotte, har fortalt tv-stationen BBC, hvorfor hun tror, at han netop fandt på dén stillingsbetegnelse.

- Jeg har ofte tænkt, at idéen om at blive verdens konge var et ønske om at gøre sig uovervindelig, umulig at skade og på en eller anden måde bringe sig i sikkerhed for livets smerte. Smerten ved, at din mor forsvinder i otte måneder, og smerten ved, at dine forældre går fra hinanden, siger hun til tv-stationen.

Familien faldt fra hinanden efter hendes indlæggelse, og Stanley Johnson giftede sig efterfølgende med en 20 år yngre kvinde og fik yderligere to børn.

I dag er han stolt af sin søn og siger, at han ser meget af sig selv i ham.

- Boris, det uhyre store træ i regnskoven. Alle mindre træer må enten gå til grunde i dets skygge eller kæmpe for at finde deres egen plads i solen, lyder Stanley Johnsons beskrivelse af sin søn.