Boris Johnson kan lande midt i konflikt: - Hold fokus eller risiker krig

16x9
Boris Johnson fanget i et øjeblik under kampen om at blive De Konservatives nye formand og dermed Storbritanniens premierminister. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Konflikt med Iran eskalerer, og i de britiske regeringskontorer er man nervøs for, om Johnson kan tackle krisen - eller gør den værre.

En stor international krise er ved at hobe sig op på skrivebordet i Downing Street 10 og kan dermed blive Boris Johnsons første store test, hvis han som ventet udnævnes som Storbritanniens næste premierminister på tirsdag.

Det er i hvert fald advarslen fra politikere og militærpersoner, efter at Iran fredag opbragte et britisk tankskib og eskalerede spændingerne i Golfen. Det skriver The Guardian.

- Denne krise har udviklet sig, mens vores politikere har haft deres blik rettet mod valget af en ny premierminister, siger admiral Alan West, der er tidligere øverstkommanderende i den britiske flåde.

- Hvem end, der vinder (formandsopgøret, red.), er nødt til at tackle en stor international krise, så snart han overtager posten. Det kan ikke ignoreres på grund af Brexit, understreger admiralen.

"Fuldvoksen krise i indbakken"

Brexit er ellers det altoverskyggende emne på den politiske dagsorden hjemme i Storbritannien.

Siden folkeafstemningen i sommeren 2016, der endte med et britisk ja til at forlade EU, har det kostet to premierministre posten.

Og i den seneste måneds formandsvalg i det konservative parti har Brexit afgjort, hvem der tager over som formand for De Konservative og dermed som premierminister fra Theresa May i Downing Street 10 på onsdag.

Navnet på den nye formand afsløres tirsdag klokken 12 dansk tid, men Boris Johnson, der forventes at vinde, er løbende blevet holdt informeret om den eskalerende krise af udenrigsminister Jeremy Hunt.

Selvsamme Hunt er Boris Johnsons modstander i formandsopgøret, men de fleste iagttagere forventer, at han trods det bliver på posten efter formandsvalget - om ikke andet på grund af krisen med Iran.

- Det her er en kritisk test for den nye premierminister, som vil vise hans sande karakter, siger tidligere udenrigsminister Margaret Beckett til The Guardian.

Olieskibet Stena Impero blev fredag opbragt af Iran, mens det var på vej mod Saudi-Arabien. Skibet er bragt til Bandar Abbas, der er en havneby i det sydlige Iran. Ombord var 23 besætningsmedlemmer, der alle meldes i god behold.
Olieskibet Stena Impero blev fredag opbragt af Iran, mens det var på vej mod Saudi-Arabien. Skibet er bragt til Bandar Abbas, der er en havneby i det sydlige Iran. Ombord var 23 besætningsmedlemmer, der alle meldes i god behold. Foto: - / Ritzau Scanpix

Det samme mener Alistair Burt, der er tidligere juniorudenrigsminister med ansvar for Mellemøsten. Som om den nye premierminister ikke har nok at tage sig af i forvejen, har han nu "en fuldvoksen international krise i indbakken markeret Iran", skriver han i en klumme.

Admiral: Det kan ende med krig

Boris Johnson kunne have ønsket sig en anden arena for sin første internationale test.

Iran er i forvejen central i en af de sager, briter husker bedst fra hans tid som udenrigsminister, og som stadig dukker op i pressen med jævne mellemrum.

Sagen stammer fra november 2016, hvor Johnson kom under skarp kritik, efter at den britiske statsborger Nazanin Zaghari-Ratcliffe blev arresteret i Iran under anklager om spionage og idømt fem års fængsel.

Ifølge hendes mand og resten af familien var hun i Iran for at vise sin lille datter frem for sin egen familie, da hun blev anholdt. Men Boris Johnson fortalte Underhuset hjemme i London, at hun var dernede for at undervise i journalistik, og de ord blev senere brugt som en del af Irans begrundelse for at fastholde hendes fængsling.

Boris Johnson har sagt undskyld for det, der af mange blev beskrevet som en bommert. Men Nazanin Zaghari-Ratcliffe er stadig bag tremmer i Iran.

Nazanin Zaghari-Ratcliffe med sin mand, Richard, og datter, Gabriella. Nazanin Zaghari-Ratcliffe har hverken set sin mand eller datter, siden hun blev anholdt i Iran i april 2016. Denne sommer er hun blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Nazanin Zaghari-Ratcliffe med sin mand, Richard, og datter, Gabriella. Nazanin Zaghari-Ratcliffe har hverken set sin mand eller datter, siden hun blev anholdt i Iran i april 2016. Denne sommer er hun blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling. Foto: Free Nazanin Campaign / Handout / Ritzau Scanpix

I lyset af den sag er der i de centrale regeringskontorer stor tvivl om Johnsons evne til at tackle denne krise, skriver the Guardian. Og den tvivl deler den tidligere øverstkommanderende for den britiske flåde.

- Der er en reel risiko for at tage forkert bestik af situationen eller gøre noget dumdristigt, der kan ende med krig, advarer admiral Alan West.

Overvejer sanktioner mod Iran

Imens ser Storbritannien på mulighederne for at sanktionere Iran, hvis ikke det britiske tankskib og dets besætning frigives. Det sagde viceforsvarsminister Tobias Ellwood søndag formiddag i et politisk talkshow på Sky News.

- Jeg tror, alle er bekymrede over muligheden for en konflikt. Vi er nødt til at nedtrappe situationen, sagde han.

Den britiske melding kom, efter at Hamid Baeidinejad, Irans ambassadør i Storbritannien, søndag morgen på Twitter opfordrede Storbritannien til at mindske den anspændte situation.

- Iran står dog fast og er klar til forskellige scenarier, skrev han.

Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, har lovet et "robust svar" og ventes mandag at annoncere en stribe diplomatiske og økonomiske sanktioner.

Det britiske olieskib Stena Impero blev fredag opbragt af Iran, mens det var på vej mod Saudi-Arabien. Det samme blev et andet britisk tankskib, som dog fik lov at fortsætte sejlladsen efter flere timer.

De to episoder skete knap tre uger efter, at briterne opbragte et iransk skib ved Gibraltar under mistanke om, at skibet ville trodse EU-sanktioner ved at fragte olie til Syrien.

Den påstand har Iran flere gange afvist og forlangt, at skibet bliver frigivet.