Verdens mest radioaktive sted er ikke længere Tjernobyl

16x9
Billedet viser en af de testbomber, USA smed over Marshalløerne i 1952. Foto: Ho / Scanpix Denmark

Forskere har opdaget, at en beboet øgruppe i det vestlige stillehav er ti gange mere radioaktiv end spøgelsesbyen i det nordlige Ukraine.

Da en reaktor på atomkraftværket ved byen Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen eksploderede i 1986, efterlod det lokalområdet i en ubeboelig, radioaktiv tilstand.

Det stod klart, at ulykken ville blive husket som den værste atomkraftulykke nogensinde

Siden har det heddet sig, at det var det sted i verden med absolut mest radioaktiv stråling.

Men det mener forskere fra Columbia University nu at have modbevist, skriver CNN.

Radioaktiv øgruppe

En række jordprøver har vist, at vi skal langt ud på Stillehavet for at finde det sted i verden med den højeste radioaktivitet.

Da USA under den afgørende uge af Anden Verdenskrig smed atombomber over de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki, besluttede amerikanerne sig for at teste flere radioaktive våbentyper.

Nogle af dem blev testet på en øgruppe mellem Hawaii og Filippinerne; Marshalløerne.

De første to testbomber blev kastet over en seks kvadratkilometer stor samling koraløer kaldet Bikini i 1946, og derefter fortsatte bombningerne i 12 år. På de år nåede USA at teste i alt 67 atomvåben på øgruppen.

Og nu viser det sig altså, at det har haft større konsekvenser end først antaget.

Efter testbomberne gjorde strålingen det umuligt at dyrke planter på øen Bikini. Billedet her er fra 1998.
Efter testbomberne gjorde strålingen det umuligt at dyrke planter på øen Bikini. Billedet her er fra 1998. Foto: Giff Johnson / Scanpix Denmark

Ti gange mere radioaktiv

Holdet af forskere har taget prøver fra de i alt 11 øgrupper, der udgør Marshalløerne, og fundet, at niveauet af plutonium er ti gange højere end de niveauer, der er blevet målt i Tjernobyl.

Det betyder, at det er farligt at bo på øerne, da de høje niveauer af stråling menes at kunne forårsage blandt andet hudforbrændinger, akut sygdom og på længere sigt kræft.

Derfor råder forskerne nu ifølge CNN de lidt over 75.000 mennesker, der lever på Marshall-øerne, til at forlade deres hjem.

I 1997 tog en gruppe indbyggere tilbage til deres hjem på øen Bikini i et forsøg på at rydde op og genoprette naturen.
I 1997 tog en gruppe indbyggere tilbage til deres hjem på øen Bikini i et forsøg på at rydde op og genoprette naturen. Foto: Giff Johnson / Scanpix Denmark

Advarer mod ophold på Bikini

Allerede forud for bombningerne på Bikini i 1946 blev indbyggerne tvunget til at flytte. Men da USA i 1960 erklærede øen sikker igen, flyttede en gruppe indbyggere tilbage til øen.

Det opgav de dog hurtigt, da de mærkede de høje niveauer af stråling.

I rapporten skriver forskerne nu, at folk bør advares mod "enhver brug af øen", og at det dermed ikke kun er fast beboelse, der kan være skadeligt.

Bikini-øgruppen, hvor de højeste niveauer blev målt, er i forvejen ubeboet, og forskerne bag målingerne anbefaler, at den forbliver sådan.