Udland

Uden denne kvinde havde der ikke været nogen mand på Månen i 1969

Efter datters uheld skrev Margaret Hamilton programmet, der sørgede for, at Apollo 11's landingsfartøj landede sikkert på månen for 50 år siden.

Blot tre minutter før Apollo 11's landingsmodul The Eagle landede på Månen, blev modulets alarmsystem udløst, og gule og røde lamper begyndte at blinke på kontrolpanelet.

Computeren, der skulle styre landingen, var blevet overbelastet, og de to astronauter ombord, Neil Armstrong og Buzz Aldrin, havde ikke megen tid til at løse problemet.

Heldigvis for dem havde den unge kvindelige ingeniør Margaret Hamilton fra NASA installeret en software, der alarmerede astronauterne.

Margaret Hamiltons program genstartede computeren, og de to astronauter kunne nå at lukke ned for dele af styresystemet, så de berømte ord fra Neil Armstrong kort efter kunne lyde i den direkte transmitterede tv-udsendelse til hele verden: - The Eagle has landed.

Margaret Hamilton i gang med at teste software i landingsmodulet The Eagle

Mens Neil Armstrong, Buzz Aldrin og piloten, der blev tilbage i Apollo 11 i kredsløb om Månen, Michael Collins, blev hyldet som helte, da de vendte tilbage til Jorden, var der ikke meget opmærksomhed om den unge ingeniør Margaret Hamilton.

Fik medalje af Obama

Først i 2016 blev hendes indsats fuldt anerkendt, da hun i en alder af 80 år af daværende præsident Obama fik tildelt den højeste civile udmærkelse i USA: The Presidential Medal of Freedom.

- Hun står for den generation af ubesungne kvinder, der hjalp os med at sende mennesker ud i rummet. Hendes softwarekonstruktion giver genlyd i utallige softwareteknologier i dag, lød det fra Barack Obama, inden han hængte medaljen om hendes hals.

Datteren lukkede styresystemet ned ved en fejl

Som bare 27-årig lærte Margaret Hamilton sig selv at programmere, noget man dengang i 1963 ikke kunne studere på nogen uddannelsessteder.

Hun blev herefter hyret til at stå i spidsen for et hold på over 100 matematikere og ingeniører på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Et hold, der skulle udvikle software til NASA, det amerikanske rumagentur.

Margaret Hamilton fyldte mappe efter mappe med sine koder til programmerne, der skulle styre Apollo 11 og dets landingsmodul

Ikke alene var Margaret Hamilton ene kvinde i en mandsdomineret branche, hun var også noget - for dengang - så usædvanligt som en udearbejdende mor.

Margaret Hamilton tog jævnligt sin tiårige datter Laureen med, når hun skulle arbejde i weekenderne.

Mens moren sad og programmerede, fik Laureen lov til at lege i en model af landingsmodulet. Ved et uheld kom hun en dag til at trykke på en knap, der fik hele styringssystemet til at lukke ned.

Laureen fik ikke skæld ud af sin mor, tværtimod fik det Margaret Hamilton til at tænke: "Hvad nu hvis en astronaut under en rigtig mission kommer til at gøre det samme?"

Margaret Hamilton gik straks i gang med at skrive en ekstra kode ind i styringsprogrammet, som kunne forhindre en sådan fejl.

Margaret Hamilton fortæller, hvordan hendes alarmeringsprogram reddede månelandingen Video: Michael Rathje

Datterens uheld fik Margaret Hamilton til at tage alle tænkelige scenarier med i sit programmeringsarbejde, og "hvad nu hvis?" blev hendes motto.

- Vi ville jo ikke få en ny chance. Det vidste vi, fortalte Margaret Hamilton i 2009 i et interview med Massachusetts Institute of Technology.

- Vi var nødt til at finde en løsning, og det gjorde vi. Der var ikke andre muligheder end at være pionerer, slutter Margaret Hamilton.