Trump vil forsøge at få fængslet rapstjerne hjem fra Sverige

16x9
Den amerikanske præsident vil have rapperen A$AP Rocky løsladt. Foto: Patrick Kovarik / Ritzau Scanpix

Præsident Donald Trump vil forsøge at få rapperen A$AP Rocky, der er i politiets varetægt i Sverige, løsladt.

USA's præsident, Donald Trump, vil forsøge at få den amerikanske rapstjerne A$AP Rocky, som sidder varetægtsfængslet i Sverige, frigivet.

Det skriver Trump på Twitter fredag.

- Jeg vil ringe til den meget talentfulde statsminister i Sverige for at se, hvad vi kan gøre for at hjælpe A$AP Rocky, skriver præsidenten.

- Så mange mennesker ønsker, at dette bliver løst hurtigt.

Præsidenten har talt med Kanye om det

Præsidenten er blevet opfordret til at blande sig i sagen af flere kendte amerikanere. Herunder rapperen Kanye West og hans hustru, realitystjernen Kim Kardashian West.

Trump skriver på Twitter, at han har talt med Kanye West om sagen.

A$AP Rocky, hvis rigtige navn er Rakim Mayers, blev anholdt kort efter midnat 3. juli.

Det skete, efter at han ifølge sigtelsen havde været involveret i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad 30. juni.

Den 30-årige rapper beskyldes for overfald, og fredag forlængede byretten i Stockholm hans varetægtsfængsling med en uge og gav de svenske anklagere frem til 25. juli til at efterforske sagen.

Ifølge rapperens advokat, Slobodan Jovicic, handlede A$AP Rocky i selvforsvar.

Masser af opmærksomhed på sagen

Flere store stjerner har ytret deres støtte til den varetægtsfængslede rapper. Herunder Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean.

Men det er særligt Kanye West og Kim Kardashian West, der har forsøgt at få den amerikanske præsident til at gå ind i sagen, oplyser en anonym embedsmand i Trump-administrationen.

A$AP Rocky er bekendt med præsidentens indblanding i sagen, oplyser hans advokat.

Rapperen er "meget taknemmelig for alle, som har vist deres støtte", siger Slobodan Jovicic til AP.

- Det betyder meget for ham, men vi fokuserer på den sag, vi har foran os, tilføjer advokaten.

Tidligere fredag bekræftede Trump, at han i samarbejde med det amerikanske udenrigsministerium vil gøre, hvad han kan, for at bringe rapperen hjem til USA "så hurtigt som muligt".

Her fortalte han, at det var hans hustru, Melania Trump, der først havde gjort ham opmærksom på sagen.