Svensk statsminister sender klar besked til Trump i sag om fængslet rapper

16x9
USA's præsident Donald Trump skal ikke regne med hjælp fra den svenske regering i sagen om den fængslede rapper A$AP Rocky. Foto: Andrew Burton / Ritzau Scanpix

Den svenske statsminister afviser, at landets regering kan påvirke voldssagen mod den fængslede rapper A$AP Rocky.

Den amerikanske rapper A$AP Rocky, som sidder varetægtsfængslet i Sverige, får ingen særbehandling trods sin stjernestatus i det internationale musikmiljø.

Det oplyser den svenske statsminister, Stefan Löfven, i en udtalelse lørdag.

Her tydeliggør han, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".

- Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, siger han i udtalelsen ifølge den svenske avis Expressen.

USA's præsident, Donald Trump, er ellers personligt gået ind i sagen om at få musikeren frigivet. Fredag skrev præsidenten på Twitter, at han ville ringe til sin svenske kollega, og lørdag skriver Trump så, at han har haft en samtale med Stefan Löfven.

- Har lige haft en meget god samtale med Stefan Löfven, der forsikrede mig, at den amerikanske statsborger A$AP Rocky får en fair behandling. Ligeledes forsikrede jeg ham, at A$AP ikke udgør en flugtrisiko og tilbød ham personligt at stå inde for hans kaution eller et alternativ, lyder det fra præsidenten, der desuden oplyser, at han og den svenske statsminister tales ved indenfor de næste 48 timer.

Men det kommer tilsyneladende ikke til at spille en rolle for rapstjernen, at han har en præsident i ryggen.

Superstjerner støtter rapperen

- Jeg kan forstå, at præsident Trump er personligt interesseret i en af de tilbageholdte amerikanere. Han har givet udtryk for, at han gerne vil tage en samtale om det, og det er selvfølgelig positivt, siger Löfven.

A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, blev anholdt kort efter midnat 3. juli. Det skyldtes, at han angiveligt var med i et gadeslagsmål i den svenske hovedstad 30. juni. Den 30-årige rapper sigtes for overfald, og fredag forlængede byretten i Stockholm hans varetægtsfængsling med en uge, indtil 25. juli.

A$AP Rockys advokat, Slobodan Jovicic, har sagt, at hans klient handlede i selvforsvar. Sagen har fået stor opmærksomhed, og flere store amerikanske og canadiske musikere opfordrede Trump til at gå ind i sagen.

Det gælder blandt andre Kanye West og hans kone, Kim Kardashian West, mens Post Malone, Justin Bieber, Nicki Minaj og Frank Ocean har udtrykt offentlig støtte til den fængslede rapper.