Udland

På månen ligger løsningen på klimakrisen - og stormagterne kæmper for at komme først

Kan vi bygge en sol på Jorden? Hvis vi kan, vil det give os ren energi i årtusinder. Men det kræver, vi først bygger miner på månen.

En lille sky af månestøv skød op, idet rumfartøjets ben sikkert og solidt plantede sig på himmellegemets overflade.

Benene tilhører det ubemandede kinesiske rumfartøj Chang’e 4, der som det første landede på månens bagside 3. januar i år.

Knap 50 år efter, at to astronauter fra Apollo 11, Neil Armstrong og Buzz Aldrin, 20. juli 1969 plantede det amerikanske flag på forsiden.

Efter månelandingerne mistede sin status som prestigeprojekt i begyndelsen af 1970’erne, har intet menneske sat en fod deroppe.

Men nu er erobringen af den grå sfære endnu en gang kommet på det storpolitiske tegnebræt.

Et nyt kapløb om månen

Udover Kinas succesfulde landing i januar havde Israel en mislykket mission tilbage i april, da deres fartøj, Beresheet, styrtede ned under sit landingsforsøg. Den israelske organisation bag rumfarten agter dog at gøre endnu et forsøg.

Torsdag meldte Indien sig endnu en gang klar med deres anden månemission, Chandrayaan-2, hvor en opsendelse mandag blev indstillet på grund af tekniske problemer.

Derudover har Rusland, under sovjettiden, Japan og Det Europæiske Rumagentur, kendt som ESA, også haft succesfulde månemissioner.

Alle tre lande arbejder på nye missioner, ligesom Sydkorea ligeledes har meddelt, at landet vil gøre sin entré i månekapløbet.

USA er stadig de eneste, der har haft bemandede missioner på månen, og efter årtiers pause vil amerikanerne tilbage i måneræset.

Tidligere i år fortalte vicepræsident Mike Pence, at USA igen vil sende folk derop. Målet er 2024, men kritikere tvivler på, at NASA kan nå at have en bemandet mission klar på så kort tid.

Måneskepsis

Det første rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen handlede primært om at komme først og vise den anden stormagt, at man var dem teknologisk overlegen.

Den amerikanske planetforsker Bruce Hapke har fulgt med i rumudforskningen hele sit professionelle liv. Til magasinet The New Yorker fortæller han, at da USA’s måneprogram blev udtænkt, var det udelukkende et politisk stunt:

- Tag til månen, plant et flag og kom tilbage igen.

De videnskabelige miljøer fik dog overbevist politikerne om, at det også var en idé at udnytte muligheden til at bedrive lidt videnskab, nu man var dér.

Netop det videnskabelige argument for at investere i rumudforskningen har været svær at sælge. Det er dyrt at sende raketter, satellitter og folk ud i rummet. Penge, som en del politikere og folk hellere vil bruge på noget andet.

Allerede efter Apollo 11 begyndte amerikanerne at blive skeptiske overfor de ressourcetunge månemissioner.

- "Vi slog russerne. Hvorfor skal vi tilbage?", mindes Bruce Hapke om folkestemningen dengang.

I 2018 viste en meningsmåling fra Pew Research, at amerikanerne er blevet en smule mere positive overfor investeringer i rumudforskning, men flertallet er stadig skeptisk overfor mere månefart.

Kun 13 procent mener, det skal være en topprioritet for NASA at sende astronauter til månen. 42 procent mener, det er en lavere prioritet, mens 44 procent mener, USA ikke har mere at gøre dér.

Prestige og profit

Apollo 11-fartøjets samlede computerkraft havde fire kilobyte ram. En smartphone i dag er over én million gange kraftigere.

Således lyder skoleeksemplet på de markante videnskabelige og teknologiske landvindinger, der er sket de sidste 50 år.

Netop fordi der er løbet meget vand gennem åen siden, har det nye rumkapløb et helt andet afsæt end det første. Vi ved mere i dag, vi kan mere i dag, og det er det, som skal sælges til folket.

Det mener Jack Burns, der er direktør for det NASA-støttede Network for Exploration and Space Science:

- Denne gang har vi brug for nogle mere holdbare mål og formål, siger han til The New Yorker og peger på enten videnskabelige eller økonomiske grunde - eller begge dele - som salgsargumenter.

Særligt det økonomiske potentiale er enormt. Der ligger nemlig værdifulde ressourcer gemt i den lunare overflade, og de måneivrige nationer lægger ikke skjul på, at det handler om at finde ud af, hvordan disse kan udvindes.

Veteranen vender tilbage

NASA har derfor investeret en del i udvindingen af regolith – bedre kendt som månestøv.

Udover at være interesseret i de mineraler og stoffer, der er i månestøvet, vil NASA også gerne bruge det som byggemateriale til månebaser og værktøj. Dermed slipper man for at skulle slæbe alt med til månen, hvis man i stedet kan bygge en del af materialerne på stedet.

Ifølge Jack Burns er NASA nået langt i denne udvikling. Det kan give dem en fordel i jagten på at være de første til at lave en permanent månebase. Et projekt, der går under navnet Artemis, og hvis mål er at påbegynde opførslen allerede i 2028.

Samme ambitioner om månebaser finder man hos Rusland og ESA.

Japan, Indien og Sydkorea har ingen planer om månebaser i den nærmeste fremtid, men alle fremhæver potentialet i månens ressourcer som en del af formålet med at tage dertil.

Den mest ambitiøse kandidat

Kina har derimod klare planer om kolonisering af månen, og i modsætning til Washington er der i Beijing utvetydig politisk opbakning.

Joan Johnson-Freese er professor i nationalsikkerhed ved det amerikanske Naval War College og har studeret Kinas rumprogram. Og kineserne har fra start af haft en helt anden attitude end amerikanernes, som ifølge hende mest minder om ”been there, done that”.

- Så de besluttede, at de ville udvikle deres måneprogram på en meget anderledes måde, har Joan Johnson-Freese sagt til NPR.

Kineserne har en klar plan, som de tålmodigt følger et forsigtigt skridt ad gangen, forklarer professoren videre. Ingen andre lande, end ikke USA, har lige så store ambitioner eller så langsigtede planer for deres måneprogram som Kina.

Disse mål inkluderer ifølge The Diplomat:

  • Etableringen af permanente månebaser.
  • Rumminedrift på og fra månen
  • Avancerede rumstationer
  • At fremme den kinesiske militarisering af rummet

Hvad kineserne investerer og er villige til at investere i opfyldelsen af disse mål er ukendt.

NASA’s budget lyder samlet på 21,5 milliarder dollar, hvilket stadig er mere, end hvad alle andre rumførende nationer bruger til sammen – altså minus Kina.

Naturens gave til menneskeheden

Månen rummer en særlig ressource, som disse nationer er interesseret i at få fat på.

En ressource så værdifuld, at den kan forsyne menneskeheden med ren energi de næste 10.000 til 25.000 år.

Det handler om stoffet helium-3.

Siden spaltningen af atomet har videnskabsfolk drømt om og arbejdet på at designe et kraftværk, som bliver drevet af de samme kræfter som dem, der skaber Solens energi.

Det drejer sig om teknologien fusion eller minisole, som de også bliver kaldt.

Bliver drømmen gjort til virkelighed, vil vi have en kilde til billig, ren og vedvarende energi.

Men denne form for ren fusion kan kun lade sig gøre ved hjælp af stofferne deuterium, som findes i havvand, og helium-3.

Ligesom med de atomkraftværker, vi kender i dag, der drives af fission, skaber fusion kernereaktioner, som skaber energi, vi kan bruge til at lave elektricitet af.

Fordelen ved fusionskraftværker til forskel fra fissionskraftværker er, at der ikke er nogen fare for nedsmeltning. Helium-3 er heller ikke giftigt eller efterlader noget radioaktivt affald. Udover det er de mange gange mere effektive.

Der findes forekomster af helium-3 på Jorden, men det er meget lidt, og vi opbruger det med stigende hast.

På månen findes der næsten én million tons helium-3, har forskere beregnet. Heraf vil cirka 250.000 tons kunne fragtes tilbage til Jorden.

En guldåre fra himlen

Men det er langt fra nok blot at få adgang til en næsten utømmelig beholdning af helium-3. Vi skal også bygge fusionskraftværkerne. Det er stadig ukendt, hvornår sådan et vil kunne stå klar til masseproduktion af billig, ren energi.

En stående joke i forskerkredse er, at fussionskraft altid ligger ti år ude i fremtiden. De senere år har dog vist lovende resultater, og forskere fra universitetet MIT mener, at teknologien er omkring 15 år fra at blive til virkelighed.

Spørger man formanden for det indiske rumagentur, K. Sivan, vil det kunne fremme udviklingen af fusionenergi, hvis man fik adgang til månens forekomster af helium-3. Og selvfølgelig blive en kæmpe guldåre for dem, det lykkes for.

- De lande, som har kapaciteten til at bringe den ressource fra månen og ned til jorden vil diktere processen (i udviklingen af fusionskraftværker, red.), citerer Bloomberg ham for.