Udland

For 50 år siden efterlod astronauter liv på Månen, og måske er det der endnu

Astronauten Buzz Aldrin hilser på det amerikanske flag. Under landingsfartøjet ses den affaldspose, Neil Armstrong kastede ud, inden han trådte ned på Månens overflade.

I dag er det 50 år siden, mennesket landede på Månen for første gang. Astronauter smed om sig med skrald, og det kan vi måske lære noget af i dag.

Den hvide sæk faldt ned forbi rumskibets kobberskinnende ben og lagde sig til rette i det bløde månestøv.

Jeg så op længe nok til at se flaget falde omkuld

Buzz Aldrin, astronaut

Manden, der havde kastet sækken, stod oppe i rumfartøjets luge og så ud over det fremmedartede, grå landskab med den kulsorte himmel oven over.

Hans navn var Neil Armstrong, og kort efter ville han gå ned ad rumfartøjets stige og sige de berømte ord:

- Et lille skridt for mennesket, men et stort spring for menneskeheden.

Inden han tog det lille store skridt, havde han smidt affald på Månen.

Sækken havde fyldt godt op inde i landingsmodulet, der var så lille, at de to astronauter ikke kunne bytte plads, hvis de var iført deres rumdragter. Der kom hurtigt til at lugte fælt inde i modulet, fordi de to mænd skulle spise, sove og gå på toilet derinde.

Derfor havde Neil Armstrongs kollega Buzz Aldrin givet ham affaldssækken som noget af det første, efter lugen var blevet åbnet.

- Ok, vil du have de her poser, spurgte Buzz Aldrin.

- Ja, jeg har dem, svarede Neil Armstrong ifølge lydoptagelsen fra månelandingen.

Det første billede, som Neil Armstrong tog på Månens overflade. Den hvide sæk er fyldt med affald fra turen.

Da Neil Armstrong var kommet ned ad stigen og afprøvede sit svenske Hasselblad-kamera, ville skæbnen det sådan, at det første knivskarpe motiv, han tog på overfladen af den fremmede verden, var af en hvid sæk med affald.

Affaldet på Månen

Astronauterne på Apollo 11-missionen kaldte den slags sække for "bortkastningsposer", og de puttede alt fra madrester til afføring i dem.

Og den hvide sæk var kun begyndelsen på menneskets forurening af Månen.

Buzz Aldrin stiger ud af landingsmodulet.

Buzz Aldrin træder i månestøvet.

Der bæres udstyr til videnskabelige eksperimenter ud på overfladen.

De to astronauter efterlod sig over 100 genstande i det grå støv, der dækker Stilhedens Hav – støvler, skovle, kameraer, flag, poser og en metalplade med inskriptionen:

- Her satte mænd fra planeten Jorden for første gang deres fødder på Månen. Juli 1969. Vi kom i fred for hele menneskeheden.

Den er underskrevet af USA's daværende præsident, Richard Nixon.

Stellet fra landingsfartøjet blev også stående, da de to astronauter lettede og forsvandt som en lysende prik på Månens sorte himmel.

Mindepladen sidder lige under stigen på landingsmodulet.

I de 50 år, der er gået, siden Neil Armstrong smed den hvide affaldssæk ud af lugen på landingsfartøjet, er mængden af skrot og skrald på Månens overflade bare vokset og vokset.

Amerikanske astronauter vendte tilbage til Månen fem gange fra 1969 til 1972, hvor den hidtil sidste bemandede månelanding fandt sted. De efterlod sig endnu mere skrald, og årtierne derefter er snesevis af rumsonder enten landet eller har udført kontrollerede styrt i det øde, grå landskab.

Senest en israelsk rumsonde - det var 11. april 2019.

Fjer, familiefoto og måske et dickpic

Faktisk er der i dag rester af over 70 rumfartøjer på Månen, og mængden af skrot og skrald på overfladen menes at ligge på omkring 189 ton.

Tallet er fra Wikipedia, men ifølge NASA's chefhistoriker, William Barry, er det ikke skudt helt ved siden af.

Månens overflade set fra landingsmodulet, mens det var på vej ned.

Listen over efterladenskaber omfatter blandt andet:

12 par støvler, brugte vådservietter, emballage til mad og 96 poser med afføring, urin og opkast.

Der er en chance for, at der stadig er liv i poserne

Kai Finster, professor i astrobiologi

Men der ligger også en del ting af mere symbolsk betydning.

For eksempel en fjer fra den falk, som var maskot for U.S. Air Forces flyveskole. Fjeren blev brugt til et fysikforsøg på tv af astronauterne på Apollo 15-missionen. Forsøget gik ud på at bevise, at en fjer falder ligeså hurtigt som en hammer på Månen.

Fjeren blev efterladt i månestøvet sammen med hammeren i 1971. Begge dele ligger der sandsynligvis stadig.

På Apollo 15-missionen efterlod astronaut Charles Duke et foto af sin familie.

Selvom billedet var pakket ind i plastik, er det formentlig bleget så meget af Solen, at man i dag ikke kan se motivet.

Og på samme mission efterlod astronauten James Irwin en sten fra den amerikanske stat Oregon på Månen - uden at han havde fået lov af NASA. Rumagenturet nægtede i årtier, at historien var sand, men medgav efter årtusindeskiftet, at der nok havde været noget om snakken.

Den uautoriserede sten blev identificeret på dette foto i en udgivelse fra NASA.

Idéen om at smugle uautoriserede objekter med til Månen var opstået allerede i 1969. Fartøjet til den anden månelanding havde nemlig efter alt at dømme et kunstværk med en lillebitte penistegning om bord.

Kunstværket er en keramisk plade med tegninger af Robert Rauschenberg, David Novros, John Chamberlain, Claes Oldenburg, Forrest Myers og Andy Warhol. Pladen blev sat fast på landingsmodulet af en anonym ingeniør hos NASA. Det fortalte skulptøren Forrest Myers til New York Times i 1969.

NASA har dog aldrig bekræftet, at kunstværket var om bord.

Det lillebitte kunstværk indeholder blandt andet en signatur af Andy Warhol, der ligner en penis mistænkeligt meget.

De to første mænd på Månen efterlod imidlertid ikke noget uautoriseret materiale, som vi kender til i dag.

Til gengæld havde de en lille silikonediskette med hilsner fra 73 statsoverhoveder med til dem, der en dag måtte besøge landingsstedet.

- Danmark overbringer gennem rumpionererne sine varmeste ønsker om, at denne landing på Månen må indvarsle en ny æra med fred og velvilje for hele menneskeheden, lyder én af hilsnerne på disketten.

Den er underskrevet: Frederik R. Konge af Danmark.

Disketten er ikke større end en mønt, og hilsnerne er indgraveret med mikroskopisk skrift på overfladen.

Flagets skæbne

At de bemandede månelandinger var et amerikansk foretagende, var umuligt at overse, da de fandt sted.

Seks gange landede amerikanske astronauter på Månen, og hver gang plantede de et amerikansk flag ved deres rumfartøj. Flagene blev efterladt, så ingen kunne være i tvivl om, hvem der var landet der.

For at være helt ærlig tror jeg, at det er blevet til aske

Dennis Lacarrubba, indkøber i Annin, der sælger flag

Men i dag er der flere, som mener, at vi ikke længere vil blive mødt af Stars and Stripes, hvis vi besøger nogle af landingsstederne igen.

Buzz Aldrin og Neil Armstrong foran det første amerikanske flag på Månen. Billedet er taget af landingsfartøjets tv-kamera.

Den tredje mand på Månen, Pete Conrad, foran det amerikanske flag i november 1969.

Alan Shepard foran det amerikanske flag ved den tredje månelanding.

David Scott under den fjerde månelanding.

John Young under den femte månelanding. Bemærk bilen i baggrunden.

Gene Cernan gør honnør for det amerikanske flag under den seneste månelanding i 1972.

Der står med sikkerhed ikke noget flag i Stilhedens Hav, hvor den første månelanding fandt sted.

Da astronauterne tog hjem, skete der nemlig noget, da de startede landingskapslens raketmotor.

- Der var ikke tid til at se sig omkring. Jeg koncentrerede mig om computerne, og Neil holdt øje med stillingsindikatoren, men jeg så op længe nok til at se flaget falde omkuld, skriver Buzz Aldrin i sin bog 'Tilbage til Jorden'.

Det sidste billede af det første flag på Månen.

Eksperimentet med, hvor længe et stykke nylon kan klare at ligge på Månens overflade, inden det går i opløsning, har aldrig været udført før, men den grå verden er ikke et gæstfrit sted.

En månedag varer 14 jorddage, hvor der er svidende sollys og mere end 100 graders varme. Dernæst følger en lige så lang nat med 150 frostgrader i mørke.

Jorden står op over Månens overflade.

I dag ved vi ikke præcis, hvilken tilstand flaget fra Apollo 11 er i, men Dennis Lacarrubba, der var ansat i det firma, som solgte det til NASA for 5 dollar og 50 cent i 1969, tror ikke, der er noget tilbage.

I 2008 sagde han, at nylonflag ikke engang kan holde til at ligge udenfor i 39 år nede på Jorden.

- For at være helt ærlig tror jeg, at det er blevet til aske, sagde han til Air and Space Magazine.

Fem hvide flag

Og de øvrige fem flag?

De er sandsynligvis ikke i amerikanske farver længere.

Buzz Aldrin på Månens overflade. Neil Armstrong ses som en reflektion i visirets glas.

Ifølge astronom og geolog Paul D. Spudis er flagene formentlig helt hvide i dag på grund af solens stråler.

- Det er sandsynligt, at disse symboler på en amerikansk bedrift er blevet blanke, bleget hvide af UV-strålingen fra det ufiltrerede sollys på Månens overflade, skrev Paul D. Spudis i Air and Space Magazine i 2011.

Efter 40 år i uvidenhed fik NASA imidlertid svar på nogle af gåderne om de gamle landingssteder i 2011 og 2012. Satellitten Lunar Reconnaissance Orbiter fotograferede dem nemlig fra 24 kilometers højde, så nu kan vi se, at Neil Armstrongs fodspor stadig er der.

Det lykkedes at fotografere landingsstedet for Apollo 11-missionen i 2011. Landingsmodulet ses midt i billedet. De grå streger er astronauternes fodspor.

Flaget kan man ikke se, så Buzz Aldrin havde formentlig ret, da han skrev, at det var væltet.

Lunar Reconnaissance Orbiter fotograferede også alle de andre landingssteder, og her kan man se, at flagene stadig står oprejst. Det er umuligt at se selve flagene, men man kan se de skygger, der kastes på overfladen.

Selvom flagene er falmet, og strålingen fra Solen har slidt på astronauternes efterladenskaber, er de seks landingssteder stadig interessante den dag i dag.

Liv på Månen?

Det skyldes blandt andet astronauternes affaldssække.

Buzz Aldrin foran landingsmodulet.

Sækkene indeholder bleer, urin- og afføringsposer, og der er en chance for, at bakterierne i astronauternes afføring stadig er i live.

Det fortæller Kai Finster, der er professor i astrobiologi ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

- Der er en chance for, at der stadig er liv i poserne. Bakterier er ret sejlivede, og der er mange bakterier i afføring, så der er en chance. Desuden giver afføringen dem en vis beskyttelse, siger han til TV 2.

Hvert kilo menneskelig afføring indeholder 500 gram bakterier, og der lever over 1000 forskellige slags mikrober i vores tarmsystem. Det er kun en meget lille del af dem, der behøver at overleve.

Når astronauterne skulle lave stort, måtte de gøre det i en pose (1.), der blev holdt ind mod ballerne (2.). Når de var iført rumdragt, havde de ble på (3.). Urin blev afleveret i en pose (4.)

Ifølge Kai Finster er det stråling fra Solen og rummet, der udgør den største risiko for bakterierne.

- Hvis poserne for eksempel ligger bag en sten eller er dækket af støv, vil chancerne for, at der stadig er liv i dem, øges markant, da dette vil beskytte dem mod stråling, siger Kai Finster.

Han understreger, at det kun er muligt at se, om der er liv i dem, hvis man tager op og henter dem.

- Hvis der er liv, vil man nok se en meget kraftig reduktion i antallet af bakterier, men nogle bakterieformer er ret sejlivede, idet de kan danne sporer, og 50 år er ingen tid for denne slags bakterier, siger han.

NASA er nået frem til samme konklusion, og faktisk har en af rumagenturets biologer, Mark Lupisella, allerede skrevet et projektoplæg, hvor han beskriver, hvordan man kan gennemføre en mission til Månen for at hente poserne.

Neil Armstrong efter sin gåtur på Månen.
Buzz Aldrin blev den anden mand på Månen.

Ifølge Mark Lupisella kan undersøgelser af, hvordan de 50 år gamle bakterier har klaret sig på Månen, være i stand til at hjælpe os, når vi på et tidspunkt vil længere ud i rummet.

Tilbage til Månen

Det kan for eksempel ske ved at se, om de gamle bakterier har ændret sig – hvis de altså stadig er i live, fortæller astrobiolog Kai Finster fra Aarhus Universitet.

- Hvis poserne blev hentet ned, og nogle af bakterierne havde overlevet, kunne man dyrke dem og lave sammenlignende studier for at se, hvordan de har udviklet sig, mens de var på Månen, siger han.

Og hvorfor er det interessant?

Hvis mikrober kan leve i 50 år på Månens overflade, er det et tegn på, at de sandsynligvis også kan leve langt ude i rummet – for eksempel på en rejse mellem stjernerne.

Hvis mennesket vil rejse derud, bliver første skridt en tur til Månen.

Landingsmodulet set fra det rumfartøj, der skulle bringe astronauterne sikkert hjem til Jorden.

USA lukkede Apollo-missionerne i 1972, fordi rumprogrammet kostede for mange penge. I stedet koncentrerede NASA sig om at bygge rumfærger og rumstationer i kredsløb om Jorden til deres astronauter.

Men nu hvor der er gået 50 år siden den første månelanding, er der igen planer om at sende mennesker derop.

26. marts 2019 offentliggjorde USA’s vicepræsident, Mike Pence, at der er planer om at sende mennesker til Månen inden udgangen af år 2024.

Og på USA's uafhængighedsdag 4. juli 2019 sagde præsident Donald Trump, at målet er at komme endnu længere ud i rummet.

- Vi tager tilbage til Månen meget snart, og en dag vil vi plante det amerikanske flag på Mars, sagde præsidenten under sin tale ved Lincoln Memorial i Washington.

NASA har allerede fået øget bevillingerne, og der er planer om at bygge en rumstation, der kredser om Månen, så det bliver nemmere at komme ned på overfladen og en gang i fremtiden fortsætte helt til Mars.

Fremtidens astronauter vil formentlig også smide affald over bord.

Noget af det vil svæve rundt i rummet, noget vil brænde op i Jordens atmosfære, og noget af det vil finde vej til Månens overflade.

Her ligger poserne fra den første månelanding stadig – og Buzz Aldrin, der nu er 89 år gammel, har kun én kommentar til planerne om at hente dem.

- Jeg føler virkelig med den, der finder min pose, skriver han på Twitter.

Buzz Aldrin udfører et eksperiment foran landingsmodulet. Den hvide pose med affald ses til højre i billedet.