Domstol: Holland har delvist ansvar for massakre i Srebrenica

Den hollandske regering mente ikke, at landet var ansvarlig for massakren i 1995. Landets højesteret er uenig og kalder soldaters handlinger ulovlige.

Holland er delvist ansvarlig for, at omkring 350 muslimer blev dræbt i massakren i den bosniske by Srebrenica i 1995.

Det har landets højesteret netop stadfæstet.

I alt blev omkring 8000 muslimer dræbt i massakren.

Soldater sendte muslimer ud af base

Dommen kommer, efter at den hollandske regering i 2017 bad højesteret omstøde en dom fra en appeldomstol i Haag, der ligeledes fandt Holland delvist ansvarlig.

En dom, den hollandske regering dengang var utilfreds med.

- Vi forstår ikke, hvordan domstolen nåede frem til den afgørelse, lød det fra talsmanden for det hollandske forsvarsministerium, Klaas Meijer.

De hollandske FN-styrkers rolle under Balkankrigene i 1990'erne var blandt andet at kontrollere en sikkerhedszone omkring byen Srebrenica.

I 1995 blev zonen dog overløbet af bosnisk-serbiske militsfolk, og de hollandske styrker sendte 350 muslimske mænd ud af deres FN-base. Det endte med at koste dem livet.

- De hollandske tropper agerede ulovligt

Ifølge højesteret burde de hollandske styrker have vidst, at overgivelsen af de muslimske mænd ville medføre, at mændene blev udsat for overgreb eller dræbt.

I stedet skulle de hollandske soldater have ladet mændene blive i sikkerhed inde i FN-basen, lyder det.

- De hollandske tropper agerede ulovligt under evakueringen af 350 mænd. De fratog mændene chancen for at undslippe de bosniske serbere, lød det fra retten.

Blodig borgerkrig

Krigen i Bosnien var en blodig borgerkrig mellem Bosniens etniske befolkningsgrupper, heriblandt kroatiske, serbiske og muslimske minoriteter.

I 1995 stødte den bosnisk-serbiske hær frem og fordrev store dele af befolkningen. Mange rejste mod Srebrenica, hvor FN havde oprettet en sikkerhedszone.

De bosnisk-serbiske styrker fortsatte ind i den beskyttede zone.

De hollandske styrker, der var udsendt som fredsbevarende FN-styrker i og omkring Srebrenica, kom under hårdt pres. De blev angrebet flere gange angrebet af serberne og overgav sig til sidst.

Voldtægt og drab for øjnene af hollandske soldater

En lang række øjenvidner har fortalt, hvordan de serbiske militsfolk voldtog piger og kvinder og dræbte drenge og mænd for øjnene af de hollandske soldater.

Lederen af de bosnisk-serbiske styrker, Ratko Mladić, blev som ansvarlig for Srebrenica-massakren i 2017 dømt for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol i Haag.

FN er immun og kan ikke retsforfølges. I dette tilfælde er det staten Holland, der har stået på anklagebænken for dets forvaltning af FN-operationen.