Udland

Trump: USA har ødelagt iransk drone i Hormuzstrædet

Dronen befandt sig angiveligt omkring 900 meter fra det amerikanske skib og ignorerede forsøg på at få den til at vende om.

Dronen udgjorde en trussel mod et amerikansk skib, siger Trump. Men nedskydningen kan føre til eskalering af konflikt, mener TV 2-korrespondent.

Et amerikansk krigsskib har torsdag ødelagt en iransk drone i Hormuzstrædet mellem Den Persiske Golf og Omanbugten.

Det siger USA's præsident, Donald Trump.

Dronen nærmede sig skibet 'USS Boxer', der derfor så sig nødsaget til at ødelægge den iranske drone. Ifølge den amerikanske præsident udgjorde dronen en trussel mod skibet og dets besætning.

Der var derfor tale om en "forsvarshandling", lyder det fra Trump.

Dronen befandt sig angiveligt omkring 900 meter fra det amerikanske skib og ignorerede forsøg på at få den til at vende om.

- Dronen blev øjeblikkeligt ødelagt, siger Trump.

Olie centralt element i konflikt

Der er i øjeblikket store spændinger mellem USA og Iran.

Konflikten strækker sig tilbage til maj 2018, hvor Trump valgte at trække USA ud af den internationale atomaftale med Iran. Ifølge den amerikanske præsident overholdt Iran ikke "aftalens ånd".

USA har efterfølgende indført en række økonomiske sanktioner over for Iran. Herunder en olieembargo, der skal forhindre, at Iran sælger olie på verdensmarkedet.

Hormuz-strædet er det smalle stræde mellem Den Persiske Gulf og Adenbugten langs Irans kyst.

Og netop olie er også centralt i de nylige uoverensstemmelser. Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og videre til resten af verden, skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Trump har flere gange anklaget Iran for at hindre den fire bevægelse i Den Persiske Golf.

Steinmetz om nedskydning: Nu står den 1-1

For godt en måned siden skød Iran en militærdrone fra USA ned i Hormuzstrædet. Det skete med et iransk jord-til-luftmissil.

Derfor kan torsdagens begivenheder også betegnes som en yderligere eskalering af konflikten, mener Jesper Steinmetz, som er TV 2s korrespondent i USA.

- Allerede da Iran skød den amerikanske drone ned, overvejede Trump et militært modangreb. Det trak han efterfølgende tilbage. Nu står den 1-1. Amerikanerne har givet iranerne tilbage af samme skuffe, uden det har kostet menneskeliv, siger Jesper Steinmetz.

Han understreget samtidig, at amerikanerne nu mener, at bolden nu ligger på den iranske banehalvdel.

- Amerikanernes langsigtede mål er at få Iran tilbage til forhandlingsbordet, så de kan oprette en ny atomaftale. Men indtil videre har Trumps strategi om økonomiske sanktioner ikke virket.

Ifølge den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har Iran intet kendskab til en drone i Hormuzstrædet. Det skriver Reuters.

- Vi har ikke fået nogen meldinger om forsvundne droner i dag, lyder det fra Mohammad Javad Zarif torsdag.