Trump tager afstand fra tilråb mod muslimsk politiker – men på kujonagtig vis, mener analytiker

Donald Trump er en "fascist", lyder det fra en af de fire demokratiske kvinder, som præsidenten strides med i disse dage.

Send her back”, lød det taktfast ved et af Donald Trumps vælgermøder onsdag aften i den amerikanske stat North Carolina.

Ordene var rettet mod muslim og somaliskfødte Ilhan Omar, der er medlem af Repræsentanterne Hus i den amerikanske kongres for Demokraterne. Tilråbene kom få dage efter, at Trump selv havde angrebet Omar i en serie af tweets.

Men nu tager han afstand fra råbene på valgmødet.

- Jeg var ikke glad for det. Jeg var uenig i det. Men så igen, det var ikke mig, der sagde det. De gjorde. Og jeg var uenig i det, siger Trump torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg begyndte at snakke meget hurtigt, men det (tilråbene, red.) begyndte ret hurtigt, som I måske lagde mærke til, siger Trump ifølge BBC.

Analytiker: "Kujonagtig" afstandtagen

Donald Trump siger, at han begyndte at tale kort efter tilråbene. En video viser, at der gik adskillige sekunder (du kan se den i toppen af artiklen).

TV 2's USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, mener, at Donald Trump tager afstand fra tilråbene på en "kujonagtig" måde.

- Han ventede 10-13 sekunder uden at sige noget. Da en journalist så konfronterede ham med tilråbene, sagde han, at han ikke kunne lide dem. Hvis det virkelig var hans holdning, havde han nok stoppet det eller sagt fra tidligere, siger Mirco Reimer-Elster.

Han pointerer, at den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain eksempelvis tog langt kraftigere afstand, da hans vælgere kom med fremmedfjendske udtalelser om Barack Obama tilbage i 2008.

Ifølge Mirco Reimer-Elster skyldes Trumps angreb på de fire kvinder formentlig, at præsidenten gerne vil sætte lighedstegn mellem kvinderne og hele det demokratiske parti. De har desuden været højlydte kritikere af præsidenten.

- Velkommen til at rejse hjem

Sagen startede søndag, da den amerikanske præsident i en række tweets angreb kvindelige kongresmedlemmer fra det demokratiske parti.

Præsidenten nævnte ingen navne, men de internationale nyhedsbureauer skrev, at han formentlig hentydede til de fire farvede kvinder Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ayanna Pressley fra Massachusetts, Rashida Tlaib fra Michigan og Ilhan Omar fra Minnesota.

- Interessant at se "progressive" demokratiske kongreskvinder, der oprindeligt kommer fra lande, hvis regeringer er totale katastrofer, ondskabsfuldt fortælle den amerikanske befolkning, hvordan vores regering skal køres, skrev Trump i serien af tweets.

Trump har siden på Twitter direkte nævnt The Squad, der er tilnavnet for de fire kvindelige politikere. I en række af tweets, hvor han citerer den republikanske senator John Kennedy fra Louisiana, indleder han med ordene ”I USA er du velkommen til at rejse, hvis du hader vores land”.

De tre kvinder er født og opvokset i USA, mens den fjerde, Ilhan Omar, har været amerikansk statsborger siden 2000. Hun er født i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Kalder Trump fascist

Efter sagen om tilråbene har Ilhan Omar svaret igen ved blandt andet at tweete et billede af sig selv fra talerstolen i Repræsentanternes Hus.

- Jeg er, hvor jeg hører hjemme; i folkets hus, og det er du nødt til at acceptere, skriver Omar.

Hun sagde desuden torsdag, at Donald Trump i hendes øjne er en "fascist".

Omar har modtaget støtte fra blandt andet den demokratiske New York-senator Chuck Schumer, der på Twitter skrev, at Donald Trump oppiskede en racistisk stemning.

- Hans tilhører råbte "send hende tilbage" om et medlem af Kongressen og en amerikansk statsborger. Den måde, hvorpå han appellerer til det værste i nogle folk, er afskyelig - uhyggeligt lig, hvad der sker i diktaturstater, skriver den demokratiske senator.

Tilråbene bragte minder om Donald Trumps valgkamp i 2016, hvor der ofte blev råbt "Lock her up" om Trumps demokratiske modkandidat, Hillary Clinton.

- Jeg har ikke én racistisk knogle i kroppen

Repræsentanternes Hus vedtog onsdag en symbolsk resolution, hvor medlemmerne tager afstand fra Trumps ”racistiske kommentar, der har legitimeret frygt og had for ny-amerikanere og farvede”.

Resolutionen blev vedtaget med stemmerne 240 for og 187 imod.

Donald Trump har sagt, at han ikke ”har én racistisk knogle i kroppen”.