Britisk parlament svækker mulighed for Brexit uden aftale

16x9
Et hårdt Brexit er blevet mindre sandsynligt efter dagens afstemning i det britiske parlament. Foto: Uk Parliamentary Recording Unit / Handout / Ritzau Scanpix

En afstemning i det britiske Underhus har afgjort, at parlamentet ikke kan suspenderes i ugerne op til og efter den planlagte Brexit-dato 31. oktober.

Storbritanniens parlament har torsdag gjort det sværere for landets kommende premierminister at gennemføre Brexit uden en aftale med EU.

Det står klart efter en afstemning i Underhuset torsdag eftermiddag.

Her vedtog et flertal af medlemmerne, at regeringen ikke skal have mulighed for at suspendere parlamentet i ugerne op til og efter den planlagte Brexit-dato, 31. oktober 2019.

Konkret går perioden fra 9. oktober til 18. december, skriver BBC.

Ifølge The Guardian skal afgørelsen ses som et forebyggende tiltag, hvis Boris Johnson bliver landets næste premierminister. Han har tidligere på året åbnet for at suspendere parlamentet, hvis det forsøger at blokere hans planer for Brexit.

Ny premierminister i næste uge

Det er fortsat usikkert, om det bliver Boris Johnson eller udenrigsminister Jeremy Hunt, der overtager tøjlerne for det konservative parti og dermed erstatter Theresa May på posten som premierminister.

De hidtidige afstemninger om formandsposten i partiet har Johnson dog vundet overbevisende, og han er derfor favorit til at overtage efter Theresa May.

Det bliver medlemmerne af Det Konservative Parti landet over, der ved en urafstemning i juli skal vælge mellem de to bedst placerede kandidater.

Vinderen af afstemning mellem Johnson og Hunt ventes at blive offentliggjort i næste uge, tirsdag 23. juli.

Kontroversiel afstemning

Forslaget blev vedtaget med 315 stemmer for og 274 imod. Bag det tal gemmer der sig dog flere kontroversielle beslutninger.

Eksempelvis stemte 17 konservative parlamentsmedlemmer imod partiets linje, ligesom fire medlemmer af Theresa Mays kabinet afstod fra at stemme.

Ifølge en talsmand for Theresa May vil de beslutninger ikke gå ubemærket hen.

- Premierministeren er naturligvis skuffet over antallet af ministre, der valgte ikke at stemme her til eftermiddag. Der er ingen tvivl om, at hendes efterfølger vil tage dette med i sine overvejelser, når deres regering skal dannes, siger talsmanden ifølge The Guardian.

Blandt dem, der stemte for, at parlamentet ikke kan suspenderes, er Margot James.

Hun har gennem halvandet år været kultur-, medie- og sportsminister, men valgte i forbindelse med dagens afstemning at frasige sig sit embede, fordi hun gik imod partilinjen.

- Det er svært for enhver at sige sin stilling op, og ja, det har været meget svært for mig. Jeg elsker mit arbejde, og jeg følte, at jeg stadig havde mere at udrette. Men når det kommer til at beskytte parlaments rettigheder, så er det meget vigtigt, siger Margot James.

Langvarig skilsmisse med EU

Det britiske goodbye til det europæiske samarbejde har været en kringlet affære og længe undervejs.

I juni 2016 stemte briterne for at forlade det europæiske fællesskab, og 29. marts 2017 meddelte briterne officielt EU, at landet ville melde sig ud af samarbejdet.

Af EU-traktatens artikel 50 fremgår det, at der går to år, fra et land meddeler sin udtræden, til det effektueres.

Siden er Brexit blevet udskudt, og det står nu til at ske senest 31. oktober.