33 døde i påsat brand i studie i Japan

Branden brød ud klokken 10.30 lokal tid.

Mindst 33 personer har mistet livet i en brand torsdag i et animationsstudie i byen Kyoto i det vestlige Japan.

Det skriver nyhedsbureaet AP, der henviser til en talsmand fra det lokale brandvæsen. Der menes ikke at være flere savnede efter branden.

Der er til gengæld flere tilskadekomne, skriver Japan Times.

Politiet har ifølge NHK anholdt en mand, der skulle have hældt benzin ud i bygningen. Det arbejder ud fra, at der er tale om en brandstiftelse.

Brandfolk arbejder på stedet.
Brandfolk arbejder på stedet. Foto: Kyodo / Ritzau Scanpix

Hørte høj eksplosion

Branden brød ud klokken 10.30 lokal tid i det treetagers høje Kyoto Animation Studio, hvor flere end 70 personer arbejdede.

Ifølge en talsmand fra det lokale brandvæsen har flere vidner hørt en høj eksplosion fra bygningens førstesal, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det tog brandvæsnet flere timer at slukke branden.

Animationsstudiet bliver kaldt KyoAni og blev oprettet i 1981. Det er kendt for sine hitserier om gymnasiepiger - herunder "Lucky Star," ''K-On!" og "Haruhi Suzumiya," skriver AP.