Udland

Over en million mennesker vil storme amerikansk base for at finde rumvæsner

Det amerikanske luftvåben er klar til at forsvare sig, hvis de mange mennesker dukker op ved militærbasen i Nevadas ørken.

Hvad skjuler det amerikanske luftvåben på den hemmelige base Area 51?

Det spørgsmål har i årtier været genstand for mange konspirationsteorier. Nu vil over en million mennesker have svar på, om det amerikanske militær gemmer rumvæsner og ufoer på basen.

En gruppe amerikanere har derfor oprettet en begivenhed på Facebook, hvor de opfordrer folk til at møde op i ørkenen i Nevada og storme den militære base.

I 2017 frigav det amerikanske militær denne video, hvor piloter på et US Navy F/A-18 Super Hornet-fly filmer et uidentificeret flyvende objekt. Video: Michael Rathje

Hvad der egentlig startede som en spøg har nu fået så stor tilslutning, at det amerikanske luftvåben har advaret de mange mennesker mod at forsøge at storme militærbasen.

I skrivende stund har 1,4 millioner mennesker på Facebook tilkendegivet, at de vil deltage i begivenheden. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der faktisk dukker så mange mennesker op for at storme basen, men det er nok til, at det amerikanske luftvåben tager det meget alvorligt.

Militæret tager begivenheden alvorligt

Til Washington Post siger Laura McAndrews, der er talsperson for U.S. Air Force, at militæret vil forhindre de mange mennesker i at trænge ind på basen.

- Area 51 er et åbent træningsområde for det amerikanske luftvåben, og vi vil forhindre enhver i at forsøge at komme ind på området, hvor vi træner de væbnede amerikanske styrker. US Air Force står altid klar til at beskytte USA og dets materiel.

Laura McAndrews vil dog ikke uddybe, hvordan militæret vil forhindre de mange mennesker i at storme basen.

Perspektiv

Først i 2013 anerkendte CIA officielt Area 51

I en aktindsigt til George Washington University anerkendte CIA og den amerikanske regering i 2013 ifølge BBC for første gang eksistensen af den hemmelige flybase i det, der er kendt som Area 51.

De frigivne dokumenter fortæller, at flybasen i 50’erne blev anlagt for at udvikle det ekstremt hemmelige og særprægede U2 spionfly. Både på grund af den afsidesliggende placering, men også på grund af den udtørrede saltsø Groom Lake, der kunne bruges som landingsbane.

Siden er andre hemmelige flyprojekter blevet testet samme sted, heriblandt det ekstremt hurtige A-12, det første stealthfly F-117 og stealthbombeflyet B2.

På Facebook er begivenheden oprettet under navnet "Storm Area 51, They Can't Stop All of Us" - "Storm Area 51, de kan ikke stoppe os alle".

Her skriver arrangørerne: "Vi møder alle op ved Area 51's turistcenter, hvor vi koordinerer vores indtog. Hvis vi løber naruto, kan vi bevæge os hurtigere end deres kugler. Lad os få de rumvæsner at se".

Naruto-løb stammer fra manga-tegneserien 'Naruto', hvor man løber foroverbøjet med hænderne bagud. Stormløbet mod militærbasen er fastsat til 20. september om morgenen.

Lokale vil tjene penge på stormløbet

Selvom der næppe kommer over en million mennesker for at storme Area 51 20. september, mærker de lokale allerede interessen for begivenheden.

Connie West er medejer af kroen Little A'Le'Inn, der ligger i byen Alamo 40 kilometer fra Area 51 og er det nærmeste sted, hvor man kan overnatte.

Hun fortæller til National Public Radio, at siden begivenheden blev slået op på Facebook, er hun blevet kimet ned af folk, der vil booke et værelse i dagene omkring 20. september. Alle ti værelser på Little A'Le'Inn (som udtales "Little Alien") er da også for længst booket.

- Tilsyneladende tager folk det meget seriøst. Jeg mener nu, de er for dumme, hvis de tror, de kan komme ind på det militære øvelsesområde, men jeg kommer til at tjene på det, siger Connie West, som regner med at sælge mange souvenirs med rumvæsner og ufoer på.

Desuden ejer Connie West en mark på størrelse med 17 fodboldbaner, hvor folk kan campere for 15 dollar per nat. Foreløbig har dog kun 60 personer lejet en plads til at sætte et telt op.