Ny formands klimaplan for EU vækker glæde i Danmark
Direktøren for Dansk Industri kalder Ursula Von der Leyens klimaplan for gode nyheder.
Tyske Ursula Von der Leyen blev tirsdag valgt som den næste formand for EU-kommissionen. I sin tale i forbindelse med afstemningen kom hun blandt andet ind på sine klimaambitioner for Europa.
Hun erklærede blandt andet et mål om, at Europa skal være verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050.
- Vores mest presserende udfordring er en sund planet. Det er vor tids største ansvar og mulighed, lød det blandt andet fra den kommende kommissionsformand, der tiltræder 1. november.
Ursula Von der Leyen vil desuden øge EU’s mål for CO2-reduktioner fra 40 procent til 50-55 procent i 2030.
Hun vil indføre en europæisk CO2-told, hvor varer, der kommer fra andre lande end EU-lande, beskattes. Det skal ifølge von der Leyen sikre fair konkurrence på varer på trods af klimaregulering internt i EU.
Desuden sagde hun, at hun vil indføre en europæisk klimabank med 7500 milliarder kroner til grønne investeringer.
Dansk Industri: Gode nyheder
Tine Roed, direktør i Dansk Industri, mener, at den kommende formands klimaambitioner er gode nyheder for de danske virksomheder.
- Det er godt, at Danmark er ambitiøs, men vi har fra Dansk Industris side længe presset på for, at EU også skulle gå foran. Det er på den måde, vi virkelig rykker på vores klimaambitioner, siger hun.
Hun peger på, at de danske virksomheder i forvejen er langt, når det handler om grøn omstilling.
- Vi har grønne teknologier, vi har vedvarende energi, og vi har energieffektivitet. Men vores produktionsvirksomheder er også dygtige til at producere efter klimavenlige teknologier. Alt det kan vi have en fordel af, hvis resten af Europa trækker fremad, siger hun.
Er ikke stærkere end det svageste led
Ifølge Lotte Mejlhede, der er TV 2s korrespondent i Bruxelles, skal der dog noget til, før Ursula Von der Leyens visioner kan blive til virkelighed.
- EU er ikke stærkere end det svageste led. På klimaområdet har lande som Ungarn og Polen ikke villet være med til at indføre klimaneutralitet i 2050. Så det kan være svært at få det hele igennem i landene – og det er der, slaget skal slås.
- Indtil videre består Ursula Von der Leyens eksamen i at få lavet en klimalov, få lavet en klimabank og sørge for, at der kommer investeringer, der kan hjælpe de mere traditionelt energidrevne lande som Ungarn og Polen frem, lyder det fra Lotte Mejlhede.
Snævert flertal
Tyske Ursula von der Leyen blev godkendt med 383 stemmer ved en hemmelig afstemning i parlamentet i Strasbourg.
Hun havde brug for mindst 374 stemmer, svarende til halvdelen af parlamentet plus én stemme, for at blive godkendt. 327 parlamentarikere stemte imod hende.
- Jeg er ekstremt glad i dag for, at vi efter to uger har formået at samle et proeuropæisk flertal. Det er et solidt udgangspunkt. Jeg vil arbejde konstruktivt med EU-Parlamentet, for der er store opgaver, vi skal nå, sagde hun.
Ursula von der Leyen overtager formandsposten 1. november i år, når mandatet for den nuværende kommission med formand Jean-Claude Juncker udløber.
Det er også her, at Margrethe Vestager starter i sin nye position. Hun skal dog formelt godkendes ved en høring i EU-Parlamentet. En proces, som hun allerede har været igennem en gang, da hun blev godkendt som EU-kommissær.