Virksomheder higer efter at få immigranter til USA

16x9
'Medarbejdere søges' står der på skilte og bannere overalt i delstaten Wisconsin. Foto: Agnete Wismer / TV 2

Præsident Trump vil gøre det nemmere at sende immigranter ud af USA. Men flere steder skriger virksomhederne netop på immigranter.

På det lokale jobcenter i Milwaukee i delstaten Wisconsin holder byens store casino og hotel åbent hus for jobansøgere.

Otte personer er mødt op for at høre om jobmulighederne denne dag. En halv time efter arrangementet er gået i gang, kommer et par stykker mere dryssende. De får også lov at komme ind til samtale.

- Det er ellers en virksomhed, der går meget op i punktlighed. Men som tiderne er lige nu, er de nødt til at tage alle ansøgere med, lyder det fra en af jobcentrets ansatte.

Arbejdsløsheden i USA er rekordlav. Ifølge de seneste tal er den nede på 3,7 procent. Det er jo umiddelbart en god nyhed, men i nogle delstater er arbejdsløsheden så lav, at der er udbredt mangel på arbejdskraft.

Et af de steder er Wisconsin, hvor alt fra fabrikker og landmænd til restauranter og hoteller har meget svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for.

Det skyldes blandt andet, at generationen af ’baby boomers’ er ved at gå på pension. Fremtidsudsigterne er heller ikke for gode. Ifølge beregninger vil gruppen af borgere over 65 år vokse med 72 procent i løbet af de næste 20 år. Samtidig bliver der født færre og færre børn.

På et jobcenter i byen Milwaukee kommer alle interesserede til samtale hos Potawatomi Hotel og Casino, der mangler omkring 270 ansatte.
På et jobcenter i byen Milwaukee kommer alle interesserede til samtale hos Potawatomi Hotel og Casino, der mangler omkring 270 ansatte. Foto: Agnete Wismer / TV 2

Det er et fuldtidsjob for Michael Kasbohm at ansætte medarbejdere til Potawatomi Hotel og Casino. Han skal lige nu besætte omkring 270 ledige stillinger. Og det er en stor udfordring i en delstat, hvor der er flere ledige stillinger, end der er jobsøgende.

Hotellet har brug for ansatte, som kan stå til rådighed døgnet rundt – også i weekenden. Det er svært at overtale folk til de arbejdstider, når de let kan finde et job, der går fra mandag til fredag. Derfor mener Michael Kasbohm, at USA er nødt til at udvide arbejdsstyrken.

- Der er to mulige løsninger. Enten skal der fødes flere børn – og det tager så 20 år, før de er klar til at arbejde. Eller også skal vi lukke flere immigranter ind i vores land, siger han.

Trump til kamp mod immigration

Præsident Donald Trump har gjort det til sin mærkesag at begrænse indvandringen til USA. Senest har Trump-administrationen givet immigrationsmyndighederne udvidede beføjelser, der gør det nemmere at smide illegale immigranter direkte ud af landet, uden at de får hørt deres sag ved en domstol.

I sidste uge indførte administrationen en ny regel, der nægter migranter og flygtninge at søge asyl i USA, hvis de er rejst igennem Mexico. Trump har desuden truet med masseanholdelser og deportationer flere gange i løbet af den seneste måned.

Men det er den helt forkerte tilgang set med økonomiske briller ifølge flere eksperter og tænketanke i Washington D.C. Herfra lyder det, at flere immigranter er en nødvendighed. For manglen på arbejdskraft kan nemlig sætte en stopper for den positive udvikling i amerikansk økonomi.

I Wisconsin er der også bred opbakning til at åbne for mere indvandring. Det er en delstat, som Trump vandt med nød og næppe i 2016, og som præsidenten anser for at være særdeles vigtig, hvis han skal opnå genvalg til næste år.

Virksomheder henter polakker og kinesere til Wisconsin

”Medarbejdere søges” står der på skilte og bannere uden for stort set alle butikker, restauranter og andre virksomheder i byen Sheboygan. Det gælder også det lille Quality Inn Hotel, hvor manager Kelly Palushik må løbe ekstra stærkt.

- Det er svært at finde ansatte med en god arbejdsmoral. Ja, faktisk er det svært at finde nye ansatte i det hele taget, siger manager Kelly Palushik, mens hun haster videre over til morgenbuffeten for at fylde op.

Hotellet har netop ansat tre venezuelanere, og ifølge Kelly Pallushik er hotellet bestemt åbne for at ansætte flere udlændinge.

Skrækscenariet er at måtte lukke forretningen, som det har været konsekvensen for andre lokale erhvervsdrivende.

Virksomheder ansætter sæsonarbejdere fra lande som Kina og Polen til jobs i Wisconsins servicesektor. De bliver ofte indlogeret på et kollektiv som her i byen Sheboygan.
Virksomheder ansætter sæsonarbejdere fra lande som Kina og Polen til jobs i Wisconsins servicesektor. De bliver ofte indlogeret på et kollektiv som her i byen Sheboygan. Foto: Agnete Wismer / TV 2

- Når vi spørger virksomhederne, hvad deres største udfordring er lige nu, svarer de, at de mangler arbejdskraft, siger Joseph Sheehan, som er generaldirektør i Sheboygan County Economic Development Corporation (SCEDC) – en interesseorganisation, der arbejder på at skabe økonomisk vækst i området.

Det er noget af en opgave, for Sheboygan County har omkring 3000 ledige stillinger og en arbejdsløshed på 2,3 procent. Det er den laveste arbejdsløshed i hele Wisconsin.

Det betyder, at flere virksomheder indskrænker deres åbningstid, dropper planer om at udvide, flytter til en anden delstat eller helt må lukke deres forretning.

SCEDC og de lokale virksomheder forsøger derfor at tiltrække mere arbejdskraft udefra. Nogle af områdets store virksomheder henter sæsonarbejdere ind fra lande som Polen, Kina og Ukraine.

I flere tilfælde er virksomhederne også begyndt at ansætte udlændinge på mere permanente kontrakter. Der er hårdt brug for flere fuldtidsansatte året rundt.

Fagbevægelsen er skeptisk

Men selvom der er bred efterspørgsel på immigranter og udenlandsk arbejdskraft i det hele taget, mener fagbevægelsen, at der stadig er en gruppe ledige, som man kan arbejde på at gøre jobparate, så de kan udfylde hullet i arbejdsstyrken. Det mener præsidenten i øvrigt også.

I Sheboygan er holdningen dog, at arbejdsgiverne er ved at have udtømt mulighederne for at få flere lokale til at indtræde i arbejdsstyrken. Virksomhederne har blandt andet sat kravene ned, når de kigger efter medarbejdere. Der er for eksempel virksomheder, der går efter at rekruttere nye medarbejdere blandt de indsatte i fængslerne.

- Virksomhederne forsøger også at finde ansatte i delstater som Michigan og Illinois. Men vores erfaring viser, at det som regel er ret svært at få folk til at flytte fra den ene delstat til den anden, siger Dane Checolinski, der er direktør i SCEDC.

I Sheboygan arbejder Dane Checolinski og Joseph Sheehan på at hjælpe de lokale virksomheder med at skaffe mere arbejdskraft..
I Sheboygan arbejder Dane Checolinski og Joseph Sheehan på at hjælpe de lokale virksomheder med at skaffe mere arbejdskraft.. Foto: Agnete Wismer / TV 2

Ifølge interesseorganisationen er det en anden sag at tiltrække udlændinge. Dane Checolinski og Joseph Sheehan fra SCEDC samarbejder med en frivillig forening, der hjælper flygtninge på plads i Wisconsin. Alle ser det som en win-win-situation – en flygtning kommer i arbejde, og en arbejdsgiver får den arbejdskraft, som er så svær at skaffe.

Trumps immigrationspolitik mødes derfor med hovedrysten og et dybt suk. Det samme gælder præsidentens udtalelser om, at USA er fyldt op. For selvom der bliver gjort en masse for at udbygge arbejdsstyrken i Sheboygan, så er det alligevel ikke nok til at løse problemerne.

- Landet er bestemt ikke fyldt, mener Joseph Sheehan.