Vestager har langet bøder ud til alle de store, og snart træder hun et skridt op
Med titlen som næstformand i EU-Kommissionen har hun fået en af de mest magtfulde titler i EU.
Det var ikke en hvilken som helst bøde, Google fik i sommeren 2018.
Det var den største bøde, EU nogensinde havde givet, og den lød på 32 milliarder kroner. Afsenderen var EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. Og Google havde misbrugt sin dominerende position på markedet, lød det.
Året forinden havde it-giganten fået en bøde på 18 milliarder kroner, og her i foråret endnu en på 11 milliarder kroner.
Det var i 2014, at Margrethe Vestagers karriere i EU begyndte. Hun trådte ud af den daværende SR-regering, hvor hun var økonomi- og indenrigsminister, for at blive konkurrencekommissær i EU.
Nu har hun så fået en af de mest magtfulde titler i EU.
Ifølge den aftale, stats- og regeringscheferne tidligere i juli indgik, og som Europa-Parlamentet har godkendt tirsdag aften, er hun blevet en af de to højest rangerende næstformænd i EU-Kommissionen. Under den nyvalgte kommissionsformand, tyske Ursula von der Leyen, og sidestillet med den anden næstformand i kommissionen, den belgiske socialdemokrat Frans Timmermans.
En stjerne i Bruxelles
- Hun hader formentlig USA mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt, sagde Donald Trump om Margrethe Vestager tidligere på sommeren, efter hun igen havde lagt sig ud med en amerikansk virksomhed.
For har man kun fulgt med i overskrifter de seneste fem år, kan det se ud, som om hun ikke har lavet andet end at lange enorme bøder ud til nogle af verdens største virksomheder. Apple, Facebook, Qualcomm, Philips, Volvo, Renault, Scania og så videre.
Det arbejde har gjort, at hun af magasinet Foreign Policy blev kåret til en af årtiets vigtigste globale tænkere. I begrundelsen stod der, at hun har ”positioneret sig selv som verdens ledende myndighed i kampen mod monopoler. Hendes arbejde i EU-kommissionen har aldrig været vigtigere”.
Margrethe Vestager er blevet en stjerne i EU. Af internationale medier er hun både blevet betragtet som ”dronningen af Bruxelles” og som en rockstjerne, og sidste år skrev New York Times, at Vestager ”fylder Silicon Valley med frygt”.
Derfor blev der i løbet af 2019 også snakket seriøst om, at hun kunne blive den nye EU-kommissionsformand.
Løkke fik en anbefaling
I foråret inden det danske folketingsvalg var udskrevet hev den nu afgående kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, fat i daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.
På det tidspunkt blev der spekuleret i, om Venstre ville genudnævne Margrethe Vestager som kommissær, hvis partiet vandt det forestående folketingsvalg. Det har der ellers ikke været tradition for i Danmark. Og de danske politikere var forbeholdne med at erklære sin støtte til Vestager.
Det var derfor, Jean-Claude Juncker tog fat i Lars Løkke Rasmussen og anbefalede ham at udnævne Margrethe Vestager en gang til.
- Hun er den eneste kommissær, der kan gøre præcis, som hun vil, sagde Jean-Claude Juncker efterfølgende til pressen.
I foråret annoncerede Vestager, at hun var kandidat til en toppost i EU, og da den franske præsident, Emmanuel Macron, nævnte hende som en af tre topkandidater, var vejen banet.
Vestager endte med en toppost, men ikke den øverste. Det ærgrer hende dog ikke, at Ursula von der Leyen endte med at erobre formandsposten.
- Det er fortid. Jeg har brugt 14 dage på at gøre mit for, at hun blev valgt. Det har ikke været ligetil, og der er lagt meget arbejde i at få folk til at se, at det var en god idé, sagde en meget glad Vestager tirsdag aften.