Trump kan godt pakke popcornene væk

16x9
De yngre og mere puritanske, progressive kræfter Ocasio-Cortez, Omar, Pressley og Tlaib ønsker at drive Demokraterne ud mod yderfløjen Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix

Kvinderne er amerikanske statsborgere, og tre ud af de fire er født i USA. Udover at være racistiske er tilsviningerne altså også fejlbehæftede.

Der foregår en indædt kamp om den politiske platform i Det Demokratiske Parti i disse år.

Derfor er det ganske normalt, at vi ser offentlige uenigheder som mellem den moderate flertalsleder Nancy Pelosi og de fire progressive kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan i disse uger.

Den slags uenigheder ligger i de to store politiske partiers DNA. De er også en del af forklaringen bag partiernes dominerende position i amerikansk politik de sidste mere end hundrede år. Republikanerne og Demokraterne har været i stand til at dominere amerikansk politik, fordi begge partier formår at agere som politisk platform for en lang række forskelligartede grupperinger.

Herhjemme hører jeg ofte kritikken, at man i USA kun har to partier. Men det er mere meningsfyldt at se partierne som politiske blokke, der skal repræsentere et kludetæppe af politiske synspunkter og vælgere fremfor klassiske politiske partier, som vi kender dem i Danmark.

I Demokraternes tilfælde er der eksempelvis tale om et parti, der skal agere platform for holdninger, der bevæger sig hele vejen fra den yderste venstrefløj til centrum-venstre og til tider også hen over den politiske midte.

Generationskamp om partiets profil

Samtidig er der ikke kun tale om politiske uenigheder, men også om en generationskonflikt i debatten mellem Pelosi og firkløveret.

Yngre og mere puritanske, progressive kræfter som Ocasio-Cortez, Omar, Pressley og Tlaib ønsker at drive partiet ud mod yderfløjen. Firkløveret appellerer dermed til de demokratiske vælgere, der efterspørger nye (radikale) ideer, forandring og fornyelse.

Det er dog værd at påpege, at selvom særligt Ocasio-Cortez formår at tiltrække massevis af medieopmærksomhed, så er det svært at få øje på firkløverets konkrete politiske resultater. Ocasio-Cortez og co. udgør groft sagt indtil videre en højtråbende marginaliseret minoritet, der formår at provokere den demokratiske partitop, men som har svært ved at gøre sig gældende rent substantielt.

Firkløverets puritanske - og urealistiske - tilgang til de politiske forhandlinger i Kongressen har internt i Det Demokratiske Parti resulteret i, at de fire kvinder er isolerede og oftest sat uden for indflydelse. Det er netop denne manglende evne til at få partiets top med på den progressive platform, der har været udgangspunktet for de seneste offentlige skærmydsler mellem Pelosi og særligt Ocasio-Cortez.

Hvad vinder valg?

Debatten om, hvordan man vinder valg, er også af relevans for den offentlige uenighed. Som bekendt er der jo præsidentvalg næste år, og Demokraterne er i gang med at finde partiets næste præsidentkandidat og dermed også politiske platform.

De mere moderate kræfter som Nancy Pelosi og den tidligere vicepræsident og nuværende præsidentkandidat Joe Biden advarer imod, at Demokraterne bevæger sig for langt ud på venstrefløjen.

De henviser til, at partiet vandt flertallet i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i 2018 takket være moderate kræfter, der vandt i republikanske distrikter; ikke ved at progressive politikere som Ocasio-Cortez og co. vandt stensikre demokratiske distrikter.

Venstrefløjen mener derimod, at det netop er en stærk ideologisk modsætning, der skal til for at vinde Det Hvide Hus i 2020. De mener, at en moderat kandidat ligesom Hillary Clinton i 2016 ikke formår at mobilisere partiets venstrefløj tilstrækkeligt nok til at komme ud og stemme.

Den aktuelle politiske slåskamp har med andre ord langt større implikationer end de dagsaktuelle diskussioner, som er helt gængse i de to store politiske partier i USA. Konflikten handler i høj grad også om, hvordan man mon kan slå præsident Trump i 2020.

Trumps taktiske fejl

Apropos Trump. Som sædvanlig gav præsidenten sit besyv med i en række opsigtsvækkende, racistiske tweets.

Trump har de seneste dage gentagne gange opfordret de fire, kvindelige, farvede, demokratiske kongresmedlemmer til at rejse hjem til deres oprindelseslande. Alle fire kvinder er amerikanske statsborgere, og tre ud af de fire kongresmedlemmer er født i USA. Udover at være racistiske er tilsviningerne altså også fejlbehæftede.

Rent strategisk er det svært at se, hvad Trump forventer at få ud af de fremmedfjendske formuleringer.

Præsidenten påstod i går, at Demokraterne nu var blevet tvunget til at omfavne firkløveret og dermed støttede socialisme og et had over for Israel og USA.

Det er mildest talt en kreativ udlægning.

Det altovervejende flertal af demokrater støtter ikke op om de fire kvinder grundet på grund af deres politiske substans, men i solidaritet overfor Trumps racistiske tilsvininger. Noget man i øvrigt ikke ligefrem kan sige om Republikanerne, der i vid udstrækning har været tavse.

Derfor slår Trumps tweets mig snarere som en strategisk fejl fremfor en vellykket fælde. I stedet for at finde popcornene frem og nyde synet af et splittet oppositionsparti, der skændes offentligt, er præsidentens fejlbehæftede og fremmedfjendske udfald med til at samle Demokraterne. I hvert fald for en stund.