Hunt og Johnson truer med 'no deal'-Brexit

16x9
Boris Johnson. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix

Kandidaterne kommer med tomme løfter for at høste flest mulige stemmer, når Det Konservative Parti skal finde Theresa Mays afløser.

En af de største knaster i forhandlingerne om Brexit var endnu en gang et tema, da det konservative partis to formandskandidater mødtes mandag aften i en debat.

Her kom det frem, at både Jeremy Hunt og Boris Johnson mener, at den såkaldte bagstopper, der skal sikre grænsen mellem Irland og Nordirland, er "død" i sin nuværende form og skal streges fra Brexit-planen.

Også selvom det kan betyde, at Storbritannien må forlade EU uden en aftale. Det skriver The Guardian.

Men det er et tomt løfte og helt urealistisk, mener Peter James Stark, der er kommunikationsrådgiver og britisk statsborger.

- Det er et spil for deres egne medlemmer, fordi der ikke er en jordisk chance for, at de kan få dem til at stemme for aftalen. Det handler kun om at vinde formandskabet, siger han.

EU vil ikke give sig

Den næsten 500 kilometer lange grænse mellem Irland og Nordirland bliver den eneste grænse over land mellem EU og Storbritannien efter Brexit. Og formålet med bagstopperen er at undgå at genindføre kontrolposter og vejspærringer, som før i tiden har været en af årsagerne til voldelige konflikter.

Det har en pris, hvis man gerne vil være politisk uafhængig, og det lader det til, at det konservative parti har svært ved at acceptere

Peter James Stark, kommunikationsrådgiver og britisk statsborger

Men det betyder også, at Nordirland - og dermed også Storbritannien - i praksis forbliver delvist i EU's indre marked, hvis der ikke kan findes en løsning på grænseproblemet inden december 2020.

Ifølge kritikere vil det gøre Brexit ligegyldig, og derfor håber de to formandskandidater, at EU vil give sig for at undgå en no deal-situation.

- Det er der ikke noget, der tyder på. For EU handler det om at beskytte det indre marked, og man tror ikke på, at Storbritannien har tænkt sig at gå uden en aftale, siger Peter James Stark.

En lus mellem to negle

Bliver et hårdt Brexit, altså et Brexit uden aftale, en realitet, betyder det, at Storbritannien melder sig ud af EU's indre marked, EU's toldunion og EU.

Dermed får Storbritannien fuld kontrol over landets grænser og kan indgå nye handelsaftaler og vedtage nye love gældende for landets egne territorier.

Men det betyder også, at der ikke er en handelsaftale mellem Storbritannien og EU. Og det er ikke at foretrække for nogen af parterne, fortæller Peter James Stark.

Storbritannien er endt som en lus mellem Nordirlands og EU's negle, og ifølge Peter James Stark er det "virkelig svært at se en løsning på det".

- Det har en pris, hvis man gerne vil være politisk uafhængig, og det lader det til, at Det Konservative Parti har svært ved at acceptere, siger han.

Nu skal den nye premierminister findes

Tirsdagens møde mellem Boris Johnson og Jeremy Hunt var den første direkte tv-duel, der skulle gøre de britiske vælgere klogere på de to kandidater til posten som partiets nye formand og dermed Storbritanniens premierminister.

Frem til 22. juli kan de omkring 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti stemme om, hvem de ønsker skal afløse Theresa May.

Vinderen forventes at blive kåret dagen efter og træde til som premierminister 24. juli.