Jeppe Kofod før møde i EU: Irans aftalebrud er en trussel mod freden

Irans overtrædelser af atomaftalen skal mødes af et "stærkt signal" fra EU, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), deltager mandag i sit første udenrigsministermøde i EU.

Det er vigtigt at sende et stærkt signal fra EU’s side om, at atomaftalen skal stå ved magt

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S)

Her skal Jeppe Kofod og hans udenrigsministerkolleger blandt andet diskutere EU og USA's anspændte forhold til Iran.

- Det er afgørende, at Iran ikke får atomvåben. Derfor skal de også overholde den atomaftale, de selv er part i, i forhold til berigelse af uran. Så det er vigtigt i dag at sende et stærkt signal fra EU’s side om, at atomaftalen skal stå ved magt, siger udenrigsministeren til TV 2.

Han mener, at det vil være en kæmpe trussel mod freden og sikkerheden i hele regionen, hvis atomaftalen falder til jorden. Derfor opfordrer Kofod til, at EU forsøger at deeskalere den anspændte situation og få gang i en dialog med Iran, så konflikten kan løses på en fredelig måde.

Hunt åbner døren på klem

Også Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, åbner nu døren på klem for en dialog med Iran.

Hunt informerede i en telefonsamtale lørdag sin iranske kollega om, at det tilbageholdte iranske tankskib Grace 1 vil blive frigivet, såfremt styret i Teheran garanterer, at skibets last af råolie ikke er tiltænkt Syrien. Det skriver BBC.

Olietankskibet blev 4. juli opbragt af britiske marinesoldater ud for Gibraltar. Det skyldtes mistanke om, at det fuldt lastede skib ville bryde EU-sanktioner mod Syrien.

Iran har afvist påstanden og forlangt skibet frigivet.

EU er i noget af en kattepine, for de mener, at den atomaftale, der blev indgået med iranerne i sin tid, er den bedst mulige aftale. Det mente præsident Trump ikke, og derfor trak han USA ud af aftalen. Det har efterladt europæerne i en situation, hvor de skal finde ud af, hvilket ben de skal stå på. For på den ene side vil de gerne videreføre aftalen, på den anden side har Europa historisk et nært forhold til amerikanerne - og meget handel med USA. Så iranerne forsøger at presse europæerne til at bløde op for sanktionerne, og EU skal finde ud af, hvor de vil lægge snittet.

Jeremy Hunt siger, at han efter "konstruktive" samtaler med udenrigsminister Mohammad Javad Zarif er opmuntret over, at Iran ikke ønsker at optrappe konflikten.

Hunt forsikrede i samtalen den iranske udenrigsminister om, at "vores bekymring hele tiden har været destinationen, ikke oliens oprindelsesland".

Han tilføjede, at Storbritannien vil sørge for, at skibet bliver frigivet, "hvis vi modtager tilstrækkelige garantier for, at det ikke skal til Syrien".

Iran er klar til dialog, hvis...

Også Frankrig og Tyskland har ønsket at starte en dialog med Iran, da de europæiske lande er bange for, at atomaftalen med Iran falder fra hinanden.

- Vi tror på, at tiden er kommet til at handle ansvarsfuldt og se på måder, hvorpå vi kan deeskalere spændingerne og fortsætte dialogen, lyder det i en samlet udtalelse, der blev sendt ud fra Frankrigs præsidents kontor søndag.

EU sender et signal til USA om, at det var forkert at trække sig fra atomaftalen med Iran. Video: David Buch

I en tale på nationalt tv søndag sagde Irans præsident, Hassan Rouhani, at han er klar til dialog med USA, hvis Trumps administration løfter sanktionerne mod landet.

Ud over sanktionerne kræver Iran, at USA igen skal indgå i den atomaftale, der blev lavet mellem en række lande, herunder Iran, USA og flere europæiske lande, i 2015, men som USA's præsident, Donald Trump, valgte at trække USA ud af sidste år.

- Vi har altid troet på dialog. Hvis de løfter sanktioner, stopper det økonomiske pres mod os og vender tilbage til aftalen (atomaftalen, red.), er vi klar til en dialog med USA lige nu og hvor som helst, siger Rouhani i talen.

Pompeo er skeptisk

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, siger til avisen The Washington Post, at han er skeptisk.

Pompeo mener, at det er den samme aftale, som Rouhani tilbød USA's tidligere administration med Barack Obama i spidsen.

- Præsident Trump skal naturligvis tage den sidste beslutning. Men det her er en vej, som den tidligere administration er gået henad, og det førte til den iranske atomaftale, som Trump og jeg mener er katastrofal, siger Pompeo til The Washington Post.

Konfrontationerne mellem Iran og USA er eskaleret i den seneste tid.

De kulminerede i sidste måned, da Trump afbrød et planlagt luftangreb mod Iran. Angrebet skulle have været en gengældelsesangreb for Irans nedskydning af en amerikansk militærdrone.