Udland

Iran åbner døren for dialog med store krav til USA

Den iranske præsident Rouhani kræver blandt andet, at USA igen bliver en del af atomaftalen fra 2015.

Iran kræver, at USA dropper sanktionerne mod landet og indgår i atomaftalen igen, hvis der skal være dialog.

Iran er klar til en dialog med USA, hvis USA løfter sanktionerne mod landet.

Det siger Irans præsident, Hassan Rouhani, i en tale på national tv søndag.

Ud over sanktionerne kræver Iran, at USA igen skal indgå i den atomaftale, der blev lavet mellem en række lande, herunder Iran, USA og flere europæiske lande, i 2015, men som USA's præsident, Donald Trump, valgte at trække USA ud af sidste år.

- Vi har altid troet på dialog. Hvis de løfter sanktioner, stopper det økonomiske pres mod os og vender tilbage til aftalen (atomaftalen, red.), er vi klar til en dialog med USA lige nu og hvor som helst, siger Rouhani i talen.

Udenrigsminister er skeptisk

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, siger til avisen The Washington Post, at han er skeptisk.

Pompeo mener, at det er den samme aftale, som Rouhani tilbød USA's tidligere administration med Barack Obama i spidsen.

- Præsident Trump skal naturligvis tage den sidste beslutning. Men det her er en vej, som den tidligere administration er gået hen ad, og det førte til den iranske atomaftale, som, Trump og jeg mener, er katastrofal, siger Pompeo til Washington Post.

Konfrontationerne mellem Iran og USA er eskaleret i den seneste tid. De kulminerede i sidste måned, da Trump afbrød et planlagt luftangreb mod Iran. Angrebet skulle have været en gengældelsesangreb for Irans nedskydning af en amerikansk militærdrone.

Både Frankrig, Tyskland og Storbritannien har ønsket at starte en dialog med Iran, da de europæiske lande er bange for, at atomaftalen med Iran falder fra hinanden.