Udland

Medier: Facebook skal betale fem milliarder dollar i bøde

Facebook har ifølge amerikanske medier indgået forlig i sag om deling af brugeres personoplysninger.

Facebook skal betale en bøde på fem milliarder dollar - svarende til godt 33 milliarder kroner - for at have videregivet oplysninger om sine brugere til en tredjepart.

Det oplyser en person med kendskab til sagen ifølge The Wall Street Journal og Washington Post.

Bøden kommer som følge af et forlig indgået mellem Facebook og USA's forbruger- og konkurrencestyrelse, FTC.

Hvis beløbet stemmer, vil det være den største bøde i FTC's over 100-årige historie til en privat virksomhed.

Facebook og FTC har ikke kommenteret oplysningerne.

Billigt sluppet

Forliget skal nu godkendes af justitsministeriet. Det kan ske inden for den næste uges tid.

Sker det, lukkes efterforskningen af Facebooks håndtering af brugerdata. Den blev igangsat, efter at Cambridge Analytica i 2014 misbrugte 50 millioners Facebook-brugeres oplysninger.

Pernille Tranberg, der er dataetisk rådgiver, fortæller til TV 2, at Facebook allerede har sat penge af til forliget.

- Det lyder måske af mange penge, men det er det ikke for Facebook. Det er meget typisk, at de store techfirmaer i USA betaler sig fra at undgå en retssag, siger Pernille Tranberg.

Og der er flere gode grunde til, at Facebook ønsker at undgå en retssag.

- De risikerer, at en dom kan danne præcedens, og at der kommer flere sager frem, som kan skade deres omdømme endnu mere. Det vil de gøre alt for at undgå, så hellere betale de fem milliarder. Det er billigt sluppet for Facebook, siger Pernille Tranberg.

En julegave

Demokraten David Cicilline, der sidder i Repræsentanternes Hus, er modstander af, at undersøgelsen bliver stoppet.

Han kalder bøden på fem milliarder dollar for en "julegave fem måneder før tid".

- Den her bøde er en brøkdel af Facebooks årlige indtægter. Den vil ikke få dem til at tænke sig om en ekstra gang over deres ansvar for at beskytte brugeroplysninger, siger han ifølge Reuters.

I første kvartal i år havde Facebook en omsætning på 15,1 milliarder dollar og et nettooverskud på 2,4 milliarder dollar.

Det britiskbaserede firma Cambridge Analytica blev afsløret i at have samlet personoplysninger om millioner af Facebook-brugere siden 2014. Informationerne anvendte firmaet blandt andet til at sælge konsulentydelser til politikere.

Facebook fik kendskab til dette i 2015, men valgte først at offentliggøre det i 2018.