Dobbeltdrab i Marokko

Dommer udsætter domsafsigelsen for dobbeltdrabet i Marokko

De to unge kvinder var på vandretur på egen hånd ved bjerget Toubkal tæt på landsbyen Imlil.

Der falder alligevel ikke dom i drabssagen fra Marokko torsdag.

Det fortæller TV 2s korrespondent Jeppe Krogager fra terrordomstolen ved retten i Salé.

Domsagsigelsen af udskudt til 18. juli, da dommeren har besluttet, at de 24 tiltalte skal have mulighed for et sidste ord.

- Dommeren har netop besluttet at udskyde sagen til næste torsdag, og det er fordi, at de sidste procedurer har taget længere tid end beregnet. Derfor har han vurderet, at der ikke var tid nok til at gennemføre retssagen, hvor de tiltalte har ret til et sidste ord, siger Jeppe Krogager.

Jeppe Krogager fortæller, at torsdag er gået med, at forsvarerne, statens repræsentant samt den danske bistandsadvokat har givet deres input. Desuden er det kommet frem, at Helle Jespersen, mor til Louisa Vesterager Jespersen, kræver én million euro i erstatning fra den marokkanske stat.

Retssagen mod de fire tiltalte er blevet udsat flere gange tidligere. Blandt andet 2. maj og 16. maj.

Tre har erkendt drabene

Fire mænd er hovedmistænkt og tiltalt for drabene.

Tre af dem havde forinden erkendt drabene, og anklageren havde ønsket dødsstraf til dem.

Den fjerde mand var anklaget for både at have være med til at planlægge angrebet og for at flygte efterfølgende. Anklagemyndigheden havde krævet ham fængslet på livstid.

Mændene har alle sværget troskab til terrororganisationen Islamisk Stat i en video.

I alt har 24 mænd været tiltalt for at have spillet en rolle i det netværk af Islamisk Stat-sympatisører, der stod bag drabene.

Ved retten blev der læst et brev op, der var forfattet af Helle Jespersen.

Advokaten til familien bag Louisa Vestager Jespersen, der blev dræbt i Marokko i 2018, læste ved dagens retsmøde citat op af et brev. Brevet var skrevet af Louisa Vesterage Jespersens mor. Video: Jeppe Krogager

Var på vandretur på egen hånd

17. december 2018 blev 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Danmark og 28-årige Maren Ueland fra Norge fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko.

Drabene blev hurtigt efterforsket som en kriminel handling, da ligene havde skader på halsregionerne – de var blevet halshugget.

De to unge kvinder var på vandretur på egen hånd i den bjergrige region tæt på landsbyen Imlil, og de blev fundet på et plateau ved bjerget Toubkal, hvor de havde slået lejr. Toubkal er Nordafrikas højeste bjerg.

I tiden efter drabene florerede en video af ét af drabene på sociale medier. Moren har sidenhen bekræftet overfor TV 2, at der er tale om Louisa Vestager Jespersen på videoen.

Flere danskere - både unge og ældre personer - blev efterfølgende sigtet for at have delt videoen.

Louisa Vesterager Jespersen boede i Norge, hvor hun var ved at uddanne sig indenfor friluftsliv, natur- og kulturveiledning. Hendes helt store hobby.

Kisterne med Louisa Vesterager Jespersens og Maren Uelands lig blev fløjet til Danmark 21. december 2018, og Louisa Vesterager Jespersen blev bisat 12. januar 2019.

Marokko har ikke eksekveret en dødsstraf siden 1993, og der sidder i dag flere end 100 dødsdømte og afsoner i marokkanske fængsler.