Dobbeltdrab i Marokko

Brev fra terrordræbt danskers mor skabte stilhed i retten

I brevet beskriver Helle Jespersen sine følelser efter mordet på datteren.

Torsdag skulle der være faldet dom i drabssagen fra Marokko, hvor fire mænd har erkendt at have dræbt danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland.

Dommeren valgte dog at udsætte retssagen en uge.

Inden den beslutning blev truffet ved den særlige terrordomstol i byen Salé, læste advokaten til den danske familie et brev op, der var forfattet af Louisa Vesterager Jespersens mor.

- Hele retslokalet var i dyb stilhed og tavshed, da bistandsadvokaten læste brevet op. Det var meget rørende, og folk var meget bevægede, siger TV 2s korrespondent Jeppe Krogager, der dagen igennem var tilstede i retten.

Han fortæller også, at mange af de 24 tiltalte både småsludrede, grinede eller lå henslængt i det glasbur, hvor de var placeret, da deres forsvarer plæderede for dem.

Skulle have været sidste retsdag

I det omtalte brev beskriver Louisa Vesterager Jespers mor, Helle Jespersen, sine følelser efter mordet på sin datter i december 2018. Derudover skriver Helle Jespersen, at hun ønsker gerningsmændene den hårdest mulige straf:

Mit liv er i ruiner siden tabet af min datter. Jeg græder hver eneste dag

Helle Jespersen, mor til Louisa Vesterager Jespersen.

- Mit liv er i ruiner siden tabet af min datter. Jeg græder hver eneste dag. Og hver eneste gang, jeg tænker på hende. Og jeg ved, at hun råbte på hjælp, da hun lå og var døende. De fortjener den hårdest mulige straf. Og for mig er det dødsstraf, lyder det blandt andet i brevet.

I brevet lægger Helle Jespersen ikke skjul på, at hun føler, at verden vil være et bedre sted uden gerningsmændene. Men hun fortæller også til TV 2, at hun skrev brevet i en periode, hvor hun havde det allersværest. Det var med andre ord også et værktøj til at bekæmpe smerten. Hun havde dog ikke troet, at brevet ville blive brugt i retssagen:

- Man må jo ikke herhjemme, så det regnede jeg heller ikke med var tilfældet (i Marokko, red.). Jeg havde slet ikke skænket brevet en tanke, siger Helle Jespersen.

Når det er sagt, håber hun, at det får indflydelse på den endelige dom:

- Jeg håber, at retten tager mine ord og tanker med i deres overvejelser, og de får dødsstraf alle sammen. Det er det, jeg håber. Så er der retfærdighed til, siger hun.

Marokko har dog ikke eksekveret en dødsstraf siden 1993, og der sidder i dag flere end 100 dødsdømte fanger og afsoner i marokkanske fængsler.

Advokat: - Jeg har selv en datter

Sagen blev torsdag udskudt, fordi dommeren vurderede, at der ikke var tid nok til at give de 24 tiltalte et sidste ord, hvilket er kutyme. I stedet blev den udsat til 18. juli.

Foruden dødsstraf til de fire hovedmistænkte mænd har Helle Jespersen og familien krævet én million euro i erstatning fra den marokkanske stat. Men det bør ikke have fokus, siger familiens bistandsadvokat, Khalid El Fataoui:

Én million euro er ingenting. Det er ikke vigtigt

Khalid El Fataoui, bistandsadvokat.

- Én million euro er ingenting. Det er ikke vigtigt. Man har ikke bare dræbt en datter. Man har dræbt familie, venner og naboer. De her gerningsmænd er dyr for mig. De skal fjernes, så de ikke skaber problemer for andre, siger han.

Advokaten til familien bag Louisa Vestager Jespersen, der blev dræbt i Marokko i 2018, læste ved dagens retsmøde citat op af et brev. Brevet var skrevet af Louisa Vesterage Jespersens mor. Video: Jeppe Krogager

Men der var også en særlig årsag til, at Khalid El Fataoui læste brevet op i retten:

- Jeg forstår virkelig denne kvinde. Jeg er advokat, men jeg har også en datter. Vi er nødt til at forstå denne kvindes situation, og vi er nødt til at være der for hende. Derfor var jeg nødt til at give dommeren det her brev, så han kan forstå og dømme ud fra det, siger han.

Bistandsadvokaten understreger, at familien og han ikke har noget imod den marokkanske stat. Men at den er nødt til at tage et ansvar, siger han.

Var på vandretur på egen hånd

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland fra Norge blev 17. december 2018 fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. De var blevet halshugget.

De to kvinder var på vandretur på egen hånd i den bjergrige region tæt på landsbyen Imlil, og de blev fundet på et plateau ved bjerget Toubkal, hvor de havde slået lejr.

I tiden efter drabene florerede en video af ét af drabene på sociale medier. Helle Jespersen har sidenhen bekræftet overfor TV 2, at der er tale om hendes datter på videoen.

Flere danskere - både unge og ældre - blev efterfølgende sigtet for at have delt videoen.

Louisa Vesterager Jespersen boede i Norge, hvor hun var ved at uddanne sig inden for friluftsliv, natur- og kulturveiledning. Hendes helt store hobby.

TV 2s korrespondent Jeppe Krogager forklarer hvorfor dommeren har udsat domafsigelsen vedrørende dobbeltdrabet i Marokko.

Kisterne med Louisa Vesterager Jespersens og Maren Uelands lig blev fløjet til Danmark 21. december 2018, og Louisa Vesterager Jespersen blev bisat 12. januar 2019.

I alt 24 mænd er tiltalt i sagen. Fire er hovedmistænkt for drabene. De har alle erkendt. Anklagemyndigheden kræver dødsstraf til tre af dem og fængsel på livstid til den sidste. De 20 resterende er tiltalt for at have ydet bistand eller været en del af samme terrornetværk.

Det er tredje gang, at retssagen udskydes.