Johnson undgik bevidst de svære spørgsmål, siger ekspert efter tv-duel

Omkring 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti skal stemme om, hvem de ønsker som partileder.

Tirsdag aften mødtes Boris Johnson og Jeremy Hunt for første gang i en direkte tv-duel, der skulle gøre de britiske konservative klogere på de to kandidater til posten som partiets nye formand og dermed Storbritanniens premierminister.

Men det var begrænset, hvor klare svar vælgerne fik, især fra Boris Johnson, vurderer Peter James Stark, der er kommunikationsrådgiver og britisk statsborger.

- Det var fuldstændig vanvittigt til tider, hvordan de mundhuggedes. Boris Johnson ville simpelthen ikke svare på de svære spørgsmål. Og det har han også fået at vide af sit hold: Hvis du kommer i problemer, så lad være med at sige noget, siger han.

Jeremy Hunt og sågar ordstyreren Julie Etchingham bad gentagne gange Boris Johnson om at svare konkret på flere af spørgsmålene i debatten, der især kredsede om Brexit.

Da to kandidater blev blandt andet spurgt til, om de var villige til at suspendere parlamentet for at få en Brexit-aftale i hus. Her svarede Jeremy Hunt klart nej, mens Johnson konstaterede, at han "ikke ville tage noget af bordet".

Lige så vævende lød det, da Jeremy Hunt gik Boris Johnson på klingen i forhold til, om han vil gå af, hvis der ikke kommer en Brexit-aftale inden skæringsdatoen 31. oktober.

- Storbritannien kommer til at forlade EU 31. oktober, sagde Johnson og stod fast, også selvom ordstyreren forsøgte at få et tydeligere svar ud af ham.

”Kan svække Johnson”

Sagen om Storbritanniens ambassadør i Washington, Kim Darroch, der har kaldt Donald Trumps administration ”uduelig”, kom også op, og her skulle duellanterne svare på, om de vil droppe samarbejdet med ham.

Jeremy Hunt sagde, at han vil lade Kim Darroch sidde, indtil han skal pensioneres til jul. Boris Johnson svarede igen ikke klart, men konstaterede blot, at det er vigtigt med et stærkt forhold til USA.

Den taktik kan generelt svække Johnson i kampen om formandsposten og premierministerembedet, mener Peter James Stark:

- Jeg tror, at Hunt har vundet en del sympati på det sidste. Det virkede til, at han havde en plan, hvor Boris Johnson var lidt mere oneliners, siger han.

Alligevel tror han dog, de konservative medlemmer foretrækker Boris Johnsons energi i sidste ende.

- Jeg kan ikke se en situation, hvor Brexit kan løses uden et valg. Og derfor vil de gerne have Boris Johnson. Og særdeles de konservative parlamentsmedlemmer vurderer, at Boris Johnson er bedst egnet til at vinde stemmer tilbage fra Nigel Farage og Jeremy Corbyn.

May trådte tilbage

Briterne fik 11. april af EU's stats- og regeringschefer forlænget muligheden for at nå at finde en Brexit-aftale.

Inden da var der gået måneder og forlængelser, uden at parlamentet stemte for den aftale, som nuværende premierminister Theresa May forhandlede sig frem til. Briterne skulle have været ude af EU 29. marts.

Det fik i sidste ende Theresa May til at annoncere, at hun ville træde tilbage som formand for partiet og som premierminister 7. juni – men at hun ville blive siddende, indtil en ny var fundet.

Forlængelsen af Brexit i punkter

  • Udsættelsen af Brexit skal være så kort som mulig og ikke længere end til 31. oktober.
  • Storbritannien skal afholde valg til Europa-Parlamentet, hvis landet fortsat er medlem af EU efter 22. maj. 
  • Skulle briterne ikke gøre dette, effektueres en papirløs skilsmisse 1. juni.
  • EU-landene vil ikke genforhandle den skilsmisseaftale, der blev godkendt i november 2018.
  • Storbritannien har indtil Brexit samme pligter og rettigheder som et medlemsland og kan til enhver tid trække anmodningen om at forlade EU tilbage. 

Kilde: Erklæringen fra EU-topmødet 10. april 2019.

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at få parlamentsmedlemmerne til at bakke op om Brexit-aftalen. Desværre har jeg ikke været i stand til det. Jeg har prøvet tre gange, sagde Theresa May blandt andet 23. maj.

Derfra gik partiet i gang med at finde kandidater til posten.

Fandt kandidater ved afstemning

De konservative fandt de to kandidater ved en række afstemninger, hvor kandidater løbende blev sorteret fra. Boris Johnson fik klart flest stemmer i alle afstemninger og er favorit til også at vinde den sidste afstemning.

Boris Johnson har været borgmester i London, britisk udenrigsminister og stor fortaler for, at Storbritannien skulle forlade EU. Han har slået fast, at Storbritannien med ham som premierminister forlader EU 31. oktober - med eller uden en skilsmisseaftale.

Jeremy Hunt er nuværende udenrigsminister. Han stemte i 2016 for, at Storbritannien skulle blive i EU, men siden er han blevet fortaler for Brexit.

Hunt er også klar til at forlade EU uden en skilsmisseaftale, men han vil ikke udelukke at skubbe udmeldelsen til efter 31. oktober, hvis der er udsigt til en bedre aftale, end den Theresa May forhandlede hjem.

De omkring 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti skal stemme om, hvem af de to kandidater de ønsker som partileder. Medlemmerne modtog deres stemmesedler i forrige uge, og de har en måned til at stemme. Vinderen afsløres 23. juli.