Efter massive protester dropper Hongkong lovforslag: - Total fiasko, erkender politisk leder

Et lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina skabte enorme protester i Hongkongs gader.

Efter massive protester trækker Hongkong et omstridt lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina tilbage.

Det oplyser Hongkongs politiske leder, Carrie Lam.

Carrie Lam erkender, at regeringens arbejde omkring lovforslaget har været en "total fiasko".

Milliondemonstrationer

Lovforslaget skabte enorme protester i Hongkongs gader.

Demonstranter protesterer i Hongkong 7. juli 2019.
Demonstranter protesterer i Hongkong 7. juli 2019. Foto: Tyrone Siu / Ritzau Scanpix

Protesterne endte flere gange i voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet.

I midten af juni suspenderede Lam behandlingen af lovforslaget, men det fik ikke demonstrationerne til at stoppe.

1. juli, som var 22-årsdagen for, at briterne forlod kronkolonien og overdrog området til Kina, stormede flere hundrede demonstranter Hongkongs parlament.

Her blev flere symboler overmalet, graffiti blev malet på væggene, og billeder blev revet ned.

Leder eller håndlanger?

Demonstranterne ser Carrie Lam som en villig håndlanger for det kommunistiske regime i Beijing. Og at hun er rede til at undergrave aftalen fra 1997, der betød overdragelsen af den britiske koloni til Kina.

En demonstrant giver sin holdning til kende med graffiti inde i Hongkongs parlament.
En demonstrant giver sin holdning til kende med graffiti inde i Hongkongs parlament. Foto: Jorge Silva / Ritzau Scanpix

Her lød aftalen "et land, to systemer" de næste 50 år. Det betyder, at Hongkong er en delvist selvstyret by under kinesisk kontrol.

Den kinesiske regering udtalte tirsdag morgen dansk tid, at den anser protesterne i Hongkong som en "åbenlys trussel" mod det eksisterende forhold mellem Kina og Hongkong.

Nye spændinger

Krisen har også ført til nye spændinger mellem Kina og Storbritannien.

Der har været ophedede ordudvekslinger mellem briterne og Kinas ambassadør i London, Liu Xiaoming.

Først erklærede Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, at hans hjerte blødte for demonstranterne.

En kommentar, som ikke faldt i god jord hos Kinas ambassadør i London.

Han understregede, at Storbritannien burde "holde nallerne væk fra Hongkong og vise respekt".

Søndag sagde han dog til BBC, at Kina "ikke er interesseret i en diplomatisk krig med Storbritannien".

Aftale fra 1898

I 1898 indgik Storbritannien en aftale med Kina om, at kronkolonien Hongkong skulle lejes af briterne i en periode på 99 år frem til 1997.

1. juli 1997 overdrog briterne Hongkong til Kina.

Forinden var der lavet en aftale, der i 50 år frem til 2047 skal sikre, at Hongkong fortsat har kapitalisme og demokratiske styreformer.