Udland

Skal 30 år i fængsel - 'Terminator' brugte voldtægt som våben i krig

Oprørslederen Bosco Ntaganda skal blandt andet have bedt oprørssoldater i DRCongo om at voldtage kvinder for at holde moralen oppe.

Den berygtede og brutale tidligere general og militsleder Bosco ’Terminator’ Ntaganda, der i juli som den første nogensinde blev dømt for at bruge voldtægt som et våben i krig, har fået fastsat længden af sin straf. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ved Den Internationale Straffedomstol i Haag blev han idømt den strengeste straf, domstolen har afsagt - 30 års fængsel.

Mange mennesker blev dræbt med macheter. En del fik maven sprættet op - heriblandt gravide kvinder

Anklager Fatou Bensouda

Han har i årtier været berygtet i store dele af DRCongo for at være brutal og nådesløs og er blevet kendt skyldig i drab, voldtægt og organisering af børnesoldater.

- Ntaganda gav direkte ordre til at ramme og dræbe civile, oplyste retten i juli ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fik maven skåret op

Retten lagde ifølge AFP blandt andet vægt på en massakre i en landsby, hvor beboerne - selv børn - fik skåret maven op eller kvast deres hoveder.

- Mange mennesker blev dræbt med macheter. En del fik maven sprættet op – heriblandt gravide kvinder, sagde anklager Fatou Bensouda i retten i fjor.

Bosco Ntaganda fotograferet i retten i 2015.

Ved dommen dengang blev det desuden påpeget, at Ntaganda var ansvarlig for voldtægter af piger og for at gøre mindreårige til sexslaver.

Bosco Ntagandas oprørshær menes at have dræbt op mod 800 mennesker i en række mindre landsbyer i det østlige DRCongo i 2002 og 2003.

Voldtægt for moralens skyld

Ifølge dommen bad Bosco Ntaganda blandt andet sine soldater om at voldtage kvinder for at holde moralen oppe og sprede frygt i befolkningen.

- I landsbyen Kilo var voldtægt så udbredt, at der blev uddelt antibiotika til soldaterne for at behandle seksuelt overførte infektioner, sagde anklager Nicole Samson under retssagen sidste år.

Den offentlige anklager ved domstolen i Haag, Fatou Bensouda, fotograferet i 2018.

Bosco ’Terminator’ Ntaganda var general og leder af den militære fløj af gruppen Unionen af Congolesiske Patrioter (UPC) i begyndelsen af 00’erne, hvor DRCongo var hærget af blodige interne konflikter.

Ifølge menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch er Bosco Ntaganda den første, som er stillet for en international domstol for voldtægt og seksuelt slaveri.

- 'Terminator' er svært misvisende

Ntaganda meldte i 2013 sig selv til USA’s ambassade i Rwanda. Da havde han været efterlyst af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i syv år.

Efter sin overgivelse har han siddet fængslet i Haag i Holland. Selve retssagen har varet i mere end tre år - i den tid har Ntaganda ifølge France24 lært sig selv at tale og skrive engelsk og spille klaver.

Bosco Ntaganda under sin første retshøring i Haag i 2013.

Personligt mener Ntaganda, at hans øgenavn 'Terminator' er svært misvisende. Han påstår, at han aldrig har skadet civile, og at dem, som vidner mod ham, taler usandt.

Under retssagen forsøgte Ntagandas forsvarer ihærdigt at tegne et helt andet billede af den tidligere general. Ifølge forsvareren var langt flere mennesker blevet dræbt i den blodige konflikt, hvis ikke det var for Ntaganda, som forsvareren ville have frikendt for alle anklager.

Nye anklager kan være på vej

Bosco Ntaganda er den første mistænkte krigsforbryder, der har meldt sig selv til Den Internationale Straffedomstol. FN har slået fast, at Ntaganda var leder af oprørsgruppen M23, da han i 2013 meldte sig selv.

M23 blev dannet i 2012, da Ntaganda og en række fremtrædende militærfolk brød med den congolesiske hær. M23 etablerede sig i Kivu-provinsen i det nordlige DRCongo, hvorfra oprørshæren gik til angreb på regeringens styrker. Op mod en million mennesker blev drevet på flugt som følge af kampene.

En soldat fra oprørshæren M23 holder vagt i en landsby i det nordlige DRCongo.

Domsafsigelsen i juli omhandlede udelukkende forbrydelser begået før 2003. Derfor er mulige krigsforbrydelser begået af Ntaganda under M23’s oprørskampe ikke en del af den nuværende retssag ved Den International Straffedomstol.

Den tyske avis Deutsche Welle har snakket med flere indbyggere i Kivu-provinsen. Selvom dagens afgørelse ikke omhandler ofrene i Kivu-provinsen, ser indbyggerne frem til, at retssagen mod Ntaganda snart er et overstået kapitel.

- Vi håber, at den samme domstol nu vil kigge på krigsforbrydelserne i Kivu, og at vi også kommer til at opleve retfærdighed, siger Mireille Kavira til avisen.

Den Internationale Straffedomstol oplyser mandag, at krigsforbryderen Ntaganda først får sin strafudmåling på et senere tidspunkt.