Hvorfor preller ambassadørs sønderlemmende Trump-kritik af på pressen?

16x9
Der er så mange historier om Trump, at man ikke kan få det hele med, mener analytiker Foto: Alex Edelman / Ritzau Scanpix

Det er en stor udfordring for pressen at håndtere Donald Trumps exceptionelle embedsførelse. 

Noget af det mest fascinerende ved Donald Trumps præsidentskab er normaliseringen af begivenheder, der under andre amerikanske administrationer havde fyldt forsiderne i flere dage. Det er gårsdagens offentliggørelse af fortrolige indberetninger fra Storbritanniens ambassadør i USA et godt eksempel på. Tag bare denne bramfrie vurdering:

”Vi tror ikke rigtig på, at denne administration vil blive betydeligt mere normal; mindre dysfunktionel; mindre uforudsigelig; mindre splittet; mindre diplomatisk klodset og uduelig”.

I en anden indberetning udtrykker ambassadøren sin skepsis om, hvorvidt ledelsen i Det Hvide Hus ”nogensinde vil komme til at se kompetent ud”.

Var en anden amerikansk administration blevet karakteriseret som ”uduelig” og ”inkompetent” af en af USA's tætteste allierede, var det stukket helt af. Men i det her tilfælde har der primært været tale om et indenrigspolitisk problem – i Storbritannien. Amerikanske medier har knap nok dækket historien og i hvert fald ikke indgående.

Afsløringerne var almen viden

Hvad skyldes denne normalisering – eller skal vi måske snarere sige immunisering?

I det konkrete tilfælde udeblev chokeffekten nok, fordi der - bogstavelig talt og utroligt nok – ikke var tale om breaking news, men old news.

Historien om en amerikansk administration, der sejler under præsident Trumps lederskab, har vi hørt utallige gange før. Journalister og analytikere har længe pointeret selvsamme ”kaos”.

For bare at tage et nyere konkret eksempel så rapporterede ambassadøren hjem til London, at han har svært ved at tro på præsident Trumps forklaring på, hvorfor et muligt nært forestående luftangreb mod Iran alligevel blev aflyst sidste måned. Den skepsis står ambassadøren bestemt ikke alene med – jeg skrev eksempelvis også om, hvorfor præsidentens forklaring næppe holder.

I bogform er historien om Trumps kaotiske Hvide Hus blevet fortalt af tidligere medarbejdere som Cliff Sims og Omarosa Manigault Newman. Også journalist Michael Wolff og Watergate-journalisten Bob Woodward har indgående belyst arbejdsgangene i Trump-administrationen for et stort publikum.

Den britiske ambassadørs beretninger var derfor snarere en bekræftelse end en øjenåbner.

Ambassadøren gjorde sit arbejde

Donald Trump reagerede på lækagen søndag og gik ganske forventeligt efter budbringeren og ikke budskabet, skriver CNN. Præsidenten udtalte overfor pressen, at ”ambassadøren ikke har tjent Storbritannien vel”, og at ”vi ikke er store tilhængere af denne mand”.

Det er usikkert, hvem Trump mener med formuleringen ”vi”. Men i realiteten er det ikke ambassadøren, men personen bag lækagen, der har gjort Storbritannien en bjørnetjeneste. Ambassadøren har gjort sit arbejde og vurderet situationen; et arbejde, der i sagens natur var fortroligt og ikke skulle offentliggøres.

Af samme årsag er den store historie derfor også hurtigt blevet, hvem der mon står bag lækagen, fremfor hvad der står i de fortrolige dokumenter.

Pressen er presset af præsidenten

At historien ikke kommer til at fylde forsiderne i dagevis kan også forklares med præsident Trumps embedsførelse. Tempoet er hæsblæsende, og historierne har været mange, lige siden forretningsmanden trådte på den politiske scene i juni 2015.

Går medierne derfor efterhånden for let hen over exceptionelle historier som eksempelvis denne lækage? Måske. Jeg har selv tidligere udtrykt denne bekymring.

Men jeg erkender også, at der simpelthen er så meget at tage fat på med denne præsident, at det er umuligt at få det hele med. Dette dilemma gør sig særligt gældende for danske medier, der i sagens natur har andre primære fokusområder - og i øvrigt alligevel på hæderlig vis dækker amerikansk politik ret indgående.

Apropos sidder jeg faktisk og skriver denne artikel i lufthavnen i New York, inden jeg flyver til Danmark – og det vil ikke undre mig, hvis der allerede er noget nyt at skrive om, når jeg lander i Københavns lufthavn om ti timer.

Det er i sig selv måske den bedste forklaring på, hvorfor den britiske ambassadørs sønderlemmende Trump-kritik i et vist omfang er prellet af på pressen. Der er simpelthen alt for meget, der sker på alt for kort tid med Trump ved roret.