Udland

Malta hjælper 65 migranter fra tysk redningsskib

Migranter, der er bragt til Malta, vil omgående blive fordelt blandt andre europæiske lande.

Malta meddeler søndag, at alle 65 migranter fra det tyske redningsskib "Alan Kurdi" har fået lov til at komme i land på øen.

Migranterne vil omgående blive fordelt blandt andre europæiske lande. Det meddeler de maltetiske myndigheder efter drøftelser med EU-Kommissionen og Tyskland.

Malta har været blandt de førende nationer til at tage sig af migranter, der forsøger at komme til Europa via Middelhavet.

Afvist i Italien

Det tyske redningsskib blev tidligere forment adgang til Malta, efter at fartøjet først var blevet afvist i Italien.

Migranterne, som søndag sidst på eftermiddagen stadig er i internationalt farvand, vil blive samlet op af flådefartøjer fra Malta og sejlet i land.

"Alan Kurdi" er det seneste af en række skibe med migranter, som de seneste uger forgæves har søgt at lægge til i en havn i Italien.

"Alan Kurdi" sejler under tysk flag og er navngivet efter en treårig syrisk dreng, som druknede i Middelhavet i 2015. Skibet ændrede lørdag kurs og sejlede mod Malta efter problemer med de italienske myndigheder.