Grækenlands premierminister erkender nederlag

16x9
Den 44-årige Alexis Tsipras blev græsk leder i 2015. Foto: Louisa Gouliamaki / Ritzau Scanpix

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har erkendt sit og Syriza-partiets valgnederlag.

Det konservative parti Nyt Demokrati står til sejr ved Grækenlands valg søndag.

Det viser den første officielle prognose fra Grækenlands indenrigsministerium. Den spår, at Nyt Demokrati vil få 39,8 procent af stemmerne. Det nuværende regeringsparti, Syriza, ser ud til at blive næststørst med 31,6 procent.

Nyt Demokrati har dermed kurs mod et absolut flertal på 158 af de i alt 300 pladser i parlamentet, mens Syriza står til 86. Det skriver den græske netavis Kathimerini.

Få timer efter offentliggørelsen af målingen har Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, valgt at erkende sit og Syriza-partiets valgnederlag.

Han har allerede lykønsket sin politiske rival, den konservative Kyriakos Mitsotakis, skriver Reuters.

Samtidig udtaler Alexis Tsipras ifølge nyhedsbureauet, at han efterlader landet "i god, økonomisk stand", og at han håber, Nyt Demokrati vil "respektere arbejdernes rettigheder".

Analytiker: Nedskæringer skyld i valgnederlag

Men hovedårsagen til Syrizas valgnederlag er netop økonomien, siger politisk analytiker Theodore Couloumbis.

- I de seneste fire og et halvt år har folk ikke oplevet nogen fremgang. Tværtimod var der nedskæringer i løn og pensioner, siger han til Reuters.

Blandt de øvrige partier ser centrum-venstrepartiet Bevægelse for Forandring ud til at få 8,3 procent af stemmerne. Kommunisterne (KKE) står ifølge prognosen til at få 5,3 procent.

Flere andre små partier balancerer omkring spærregrænsen på tre procent. Det gælder blandt andet Gyldent Daggry på den yderste højrefløj, skriver Kathimerini.

Det græske valgsystem giver det største parti en slags bonus på 50 pladser i parlamentet. Det betyder, at valgets vinder ofte kan danne regering alene.

51-årige Kyriakos Mitsotakis er søn af en tidligere græsk premierminister og har blandt andet uddannet sig på de amerikanske universiteter Harvard og Stanford.

Magtskiftet kan ventes at finde sted allerede mandag.