Disney-stjernen Cameron Boyce er død

16x9
 Cameron Boyce har blandt andet medvirket i Disneys fantasyfilm 'Descendants'. Foto: Robyn Beck / Ritzau Scanpix

Den blot 20-årige skuespiller døde af et slagtilfælde, mens han sov.

Den amerikanske Disney-stjerne Cameron Boyce er død efter længere tids sygdom. Det oplyser hans familie i en officiel udtalelse, som blev udsendt lørdag aften lokal tid.

- Det er med yderst tunge hjerter, at vi må meddele, at vi har mistet Cameron denne morgen, skriver familien ifølge BBC.

De fortæller videre, at den blot 20-årige skuespiller døde af et slagtilfælde, mens han sov.

- Verden er uden tvivl blevet en lys stjerne fattigere, men hans sjæl vil leve videre gennem den venlighed og barmhjertighed, vi alle kendte og elskede ham for, skriver de videre.

Det er blot en uge siden, at Disney-stjernen selv lagde et billede op på det sociale medie Instagram, hvor han lå i sygesengen.

Cameron Boyce fik sin debut på det store lærred, da han var blot ni år gammel. Her medvirkede han i horror-filmen 'Mirror', der havde '24 timer'-stjernen Kiefer Sutherland i hovedrollen.

Karrieren begyndte dog for alvor at tage fart, da Cameron Boyce fik rollen som Luke Ross i Disney Channels komedieserie 'Jessie'.

Han har desuden medvirket i Disneys fantasyfilm 'Descendants', mens han også har spillet over for komiker Adam Sandler i filmen 'Drengerøve'.