Trump var præsidentiel for en kort stund, men så blev han polemisk igen

16x9
Donald Trump skrev sig selv ind i fejringen af nationens fødselsdag Foto: Scanpix

KOMMENTAR: Præsidentens tale på uafhængighedsdagen var apolitisk – det samme kan man ikke sige om Trumps tweets.

Der var tale om et stilbrud ved at give det amerikanske militær en så fremtrædende rolle. Ligeledes er det ikke kutyme, at USA's præsident skriver sig selv så markant ind i fejringen af nationens fødselsdag i Washington, som Donald Trump gjorde i går.

Men samtidig blev gårsdagens uafhængighedsfejring ikke den skandale, som kritikerne havde forsøgt at fremkalde i dagene op til. Faktisk endte fejringen i nationens hovedstad med at være stilfuld, fordi præsident Trump holdt en apolitisk tale.

En verden til forskel

Alligevel slog kontrasten mig i løbet af dagen. Præsident Trump startede sin tale i Washington med at citere Thomas Jeffersons ikoniske ord fra uafhængighedserklæringen:

”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke”.

Skæbnens ironi ville, at jeg fejrede uafhængighedsdagen på Jeffersons landsted Monticello i Virginia. Her var festlighederne lavmælte og kortvarige og bestod primært af en ceremoni, hvor nye amerikanske statsborgere blev budt velkommen.

Om aftenen så jeg så præsidentens tale og festlighederne i hovedstaden, som kun ligger små 185 kilometer nord for Monticello. Man kan roligt sige, at der var en verden til forskel.

En hyldest til Amerika

Den mest åbenlyse forskel var, at der var meget mere pomp og pragt over Trumps militærparade.

Det er efterhånden velkendt, at præsidentens parade var inspireret af Bastilledagen i Paris, som Trump var inviteret til for to år siden.

Men modsat kritikernes advarsler blev begivenheden ikke noget politisk valgmøde og heller ikke nogen obskøn autoritær og militær magtdemonstration. Der var tale om en apolitisk fejring, hvor præsidenten holdt sig til sit manuskript og roste den amerikanske ånd, hyldede USA, og fejrede det amerikanske militær. Kort sagt præcis det, som Trump allerede havde slået et slag for sidste år.

Man kan diskutere, hvorvidt skatteborgernes penge var givet godt ud på den måde. Og man kan anføre, at det er (politisk) problematisk, når militæret får sådan en fremtrædende rolle på USA's uafhængighedsdag. Ligeledes kan man pointere, at der var tale om et stilbrud i går, da Trump som den første præsident siden Richard Nixon indskrev sig selv i fejringen af uafhængighedsdagen i nationens hovedstad.

Men kritikernes største frygt, at præsidenten ville bruge nationens uafhængighedsdag til politisk propaganda og en skamløs selvpromovering, gjorde Trump til skamme i går.

Fra præsidentiel til polemisk

I hvert fald for en kort stund.

Den lødige og præsidentielle fejring af USA's uafhængighed skal ikke skygge for, at præsidenten hurtigt blev polemisk partipolitiker igen.

Allerede kort tid efter talen delte Trump igen tweets fra politiske støtter, der mildest talt ikke var af apolitisk natur.

Det samme havde præsidenten i øvrigt også gjort op til talen. Blandt andet delte Trump et tweet fra en politisk støtte, der påstod, at Demokraternes tv-debatter havde udstillet, at partiets præsidentkandidater var ”en skændsel” og ikke repræsenterede Amerika:

Nå ja, og så omtalte Trump også lige en (nu tidligere) kritisk partifælle som ”dum”, ”illoyal” og en ”total taber”:

Så mens man kan glæde sig over den vellykkede iscenesættelse og den fine hyldest af den amerikanske pionerånd og det amerikanske militær i går, er det værd at holde sig for øje, at USA's præsident primært er en partipolitisk polemiker.