Udland

Kritik af Harry og Meghans private barnedåb: - Medierne og befolkningen føler sig snydt

Ifølge en kongehusekspert, giver det danske kongehus mere af sig selv end det britiske. Men de gør det på deres egne præmisser.

I starten af maj viste prins Harry og hertuginde Meghan glade deres nyfødte søn frem for en udvalgt skare af pressefolk. Men det er ikke meget, man har set til den kongelige baby siden da, og det har udløst kritik fra den britiske presse og dele af offentligheden.

Nu er det kommet frem, at dåben, der afholdes 6. juli, bliver meget privat, og det får kritikken til at blusse op igen.

Reaktionen skyldes i høj grad de forskellige forventninger, der er til kongehuset, fortæller historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er især medierne, men også en del af befolkningen, der føler sig snydt. I Storbritannien er der tradition for, at pressen er mere nærgående, og derfor bliver kritikken også større, når der bliver brudt med det, siger han.

Dåbsceremonier i den britiske royale familie plejer dog at være private, men der er før blevet givet tilladelse til, at offentligheden kan overvære, når familien og gæsterne ankommer. Det var også tilfældet, da prins William og hertuginde Catherines børn George, Charlotte og Louis, blev døbt. Det skriver CNN.

Ifølge Forbes bliver dåben afholdt i et privat kapel, der er placeret inde i kongeslottet Windsor Castle. Omkring 25 familiemedelemmer og venner forventes at overvære dåben.

Vil have mere for pengene

Prins Harry og hans hustru Meghan havde også inden fødslen meldt ud, at de gerne ville holde babyens ankomst til verden privat og ikke følge traditionen om at vise det nye familiemedlem frem for offentligheden kort efter fødslen.

Ifølge kongehuseksperten bunder en del af beslutningen om at være mere private formentlig i prins Harrys egen barndom, hvor der var stor opmærksomhed omkring ham og hans bror, prins William.

- Det kan være voldsomt, at have pressen så tæt på, og det er deres tilbageholdenhed også et udtryk for. Men det kolliderer lidt med de forventninger, som befolkningen har om at være tæt på de kongelige og deres børn, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prins Harry og hertuginde Meghan går med deres søn, der her kun er få dage gammel.
Drengen har fået det fulde navn Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

I de seneste 10-15 år har man set en øget tendens til, at briterne vil have noget for deres penge, og at de gerne vil følge tæt med i, hvad den royale familie laver, og hvem de er. De ønsker at se personerne bag facaden, fortæller han.

- Før betalte folk bare glade til kongehuset, men nu er der kommet en mere kritisk holdning - noget for noget, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Kan vælte hele kongehuset

Også den britiske Labour-politiker og medlem af det Storbritanniens parlament Luke Pollard har givet sit besyv med i debatten om den royale familie.

- Når du tager så mange millioner af offentlighedens penge - penge, der kunne bruges på skoler og hospitaler - til at opgradere og modernisere luksuriøse slotte, bliver man nødt til at spørge sig selv: "Hvad får befolkningen til gengæld?", siger han til CNN.

Ifølge Luke Pollard kan prins Harry og hertuginde Meghans ønske om at holde deres søn ude af offentlighedens søgelys blive hele det britiske kongehus' undergang. Han mener, at det vil få befolkningens øje op for, at der er vigtigere områder at bruge penge på.

Opfordrede pressen til at beskytte børn

I Danmark er der ikke et lige så stort pres på de kongelige, fordi pressen ikke har tradition for at komme helt tæt på de kongelige børn. Og ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det danske kongehus generelt meget åbnet.

- Det er klart, man vil gerne styre det lidt fra kongehusets side, og det gør man ved at give meget af sig selv. Men man gør det ved begivenheder, som de selv vælger, siger han og peger som eksempel på løbet Royal Run, hvor kronprinsparret deltog med børnene.

Han fortæller også, at det siden børnebørnene var små har været et fokus hos dronning Margrethe, at det ikke skal blive for voldsomt med opmærksomheden fra medierne.

- Hun opfordrede direkte pressen til at beskytte dem, siger kongehus eksperten.